Filmanmeldelse: Mandela-biografi er en middelmådig film om en stor mand
Jeg har sagt det mange gange før: Film-biografier er ikke min kop te. Selve konceptet med at forsøge at indfange nuancerne i et helt liv på blot nogle få timer og minutter er næsten dømt til at mislykkes fra starten. Det bliver sjældent til mere end nogle sammenkædede anekdotiske højdepunkter, uden at man når ind under huden på den person, som portrætteres.
Derfor er ”Mandela – Vejen til frihed” også en uacceptabel film. Ikke fordi den er dårligt lavet, for det er den ikke. Men fordi den er helt og aldeles utilstrækkelig som portræt af en af de største og vigtigste, politiske figurer i det 20. århundrede.
Selvfølgelig må man forvente visse forsimplinger, når man presser en handling, der løber over 50 år ind på 146 minutter. Men her er der så lidt menneskelig dybde, at da en af personerne på et tidspunkt fyrer en vittig bemærkning af om, at en anden af hovedpersonerne snorker, så virker det chokerende ude af kontekst og nærmest upassende intimt.
Bevares, der er brandtaler og glimt af massakrer, gennembankninger, bombninger, afstumpede handlinger og modstandskamp. Men det tjener alt sammen blot til at illustrere historien. Ingen af filmens figurer er tilnærmelsesvis udviklet, så de bliver levende, bevægende personer.
Da Mandela i fængslet hører om sin søns død, og man ser et kort, gyldent glimt af drengen som lille, går det således op for en, at vi ikke har nogen som helst idé om, hvem han var – ud over at han var Mandelas søn.
På samme måde med forholdet mellem Nelson Mandela og hans store kærlighed Winnie Mandela. Vi ser Mandela være notorisk utro mod sin første kone og slå hende, da hun konfronterer ham med det, hvorefter hun hurtigt forsvinder ud af billedet. Da han bejler til Winnie, driller hun ham med hans mange kvindebekendtskabet og siger ”But I’m different”, og vips bliver de gift. Senere, da Mandela løslades, bliver de med to udramatiske replikker enige om, at det nok er bedst, at de bliver skilt. Og det var så højdepunkterne i dét ægteskab.
Iris Elba gør ellers en ihærdig indsats som Mandela. Han har ramt både hans stemme og bevægelser og udstråler også i visse passager Mandelas karisma. Men igen giver manuskriptet ham så lidt at arbejde med, at han aldrig rigtig bliver mennesket Mandela, men kun afbilder forestillingen om ham. Det gør han til gengæld udmærket.
Til gengæld reduceres Naomi Harris som Winnie Mandela i lange passager til en melodramatisk kliché. I det hele taget kunne forholdet og ægteskabet mellem de to have været en spændende film i sig selv og ikke den overfladiske staffage, vi nu spises af med.
Filmen prøver at vise, hvordan Mandela valgte fredens og den udstrakte hånds vej. Men den demonstrerer også, at han aldrig ville have fået den rolle, hvis ikke ANC og Winnie Mandela under hans lange fængselsophold havde presset den sydafrikanske regering til det yderste med deres voldelige modstand. At volden var tilgivelsens forudsætning, til trods for at Mandela selv endte med at tage afstand fra den.
Man forlader biografen med en fornemmelse af, at man stadig har en gribende Mandela-film til gode, og at man egentlig hellere ville have brugt de næsten toogenhalv time på en ægte dokumentar om Sydafrikas store befrier.
Mandela – 141 minutter – England og Sydafrika – Instruktør: Justin Chadwick – Medvirkende: Idris Elba, Naomie Harris, Tony Kgoroge, Riaad Moosa, Zolani Mkiva, Simo Mogwaza, Fana Mokoena m.fl.
