Filmanmeldelse: Dallas Buyers Club – Mesterlig Matthew McConaughey som aids-ramt cowboy
Det er forunderligt, at iagttage Matthew McConaughey i disse år. I perioden fra før årtusindeskiftet indtil 2010 var han ikke andet end en pæn krop, der fungerede planmæssigt på lærredet i en endeløs række af mere eller mindre fantasiforladte romantiske film og komedier.
Men så i 2011 skete der pludselig noget. McConaughey fik hovedrollen i Brad Furmans “The Lincoln Lawyer”, hvilket gav ham mulighed for at kombinere den pæne krop med de skuespilevner, han rettelig besidder.
Med en enkelt præstation genopfandt han sig selv og pustede spændende nyt liv i en karriere, som siden har budt på højdepunkter som “Killer Joe” (2011), “Magic Mike” (2012), ”Mud” (2012) og ”The Wolf of Wall Street” (2013).
Et at McConaugheys kendemærker er hans drævende stolte Texas-accent. En accent, der må have gjort ham perfekt til rollen som den hiv/aids-ramte Ron Woodruff i den Oscar-nominerede ”Dallas Buyers Club”.
Filmen er baseret på den sande historie om elektrikeren og hustleren Ron Woodruff, der i 1985 får konstateret aids. Lægerne giver Woodruff en måned at leve i, men han nægter at give op og lægge sig til at dø.
I stedet begynder han at søge efter viden om hiv/aids. Da han bliver nægtet at være med i et eksperimentielt forsøg med den kontroversielle medicin ATZ, tager han sagen i egen hånd og køber i stedet medicinen sort.
Det viser sig imidlertid, at ATZ har alvorlige bivirkninger. I stedet tager Ron til Mexico. Her møder han en amerikansk læge i eksil, der behandler ham med en række andre typer medicin, som virker langt bedre.
Problemet er, at medikamenterne ikke er godkendt i USA. Ron vejrer imidlertid en god fidus til at finansiere sin egen behandling og etablerer Dallas Buyers Club, hvor medlemmerne for et fast kontingent om måneden kan få medicinen gratis.
Trods sin homofobi slår han sig sammen med den transseksuelle og ligeledes hiv-smittede Rayon for at skaffe kunder. Men efterhånden bliver det, der blot skulle skaffe penge, til en mission, samtidig med at Ron bliver en større og større torn i øjet på de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Der er lavet mange andre film om hiv/aids, men aldrig én, hvor hovedpersonen trods sin lidenskabelige og ukuelige overlevelsestrang er så usympatisk. Rons åbenlyse modstand mod homoseksuelle og hans grove manérer bliver således aldrig mindre.
Matthew McConaughey og Jared Leto tabte begge 20-25 kilo for at passe til rollerne som Ron og Rayon. Det, der er tilbage af dem spiller til gengæld både blændende og troværdigt.
”Dallas Buyers Club” er McConaugheys hidtil bedste præstation: Vred, udskudsagtig og opbyggelig på samme tid, skaber han en figur, der erstatter ydmyghed med blasfemi, glamour med elendighed og munterhed med kompromiløs tyngde. En simpel mand, der på grund af sine udfordringer, får lejlighed til at blive noget større.
På samme måde får Leto – der her vender tilbage til filmbranchen efter fire års pause – skabt en helstøbt figur i den mere menneskelige, men også menneskeligt svage Rayon. Intet under, at begge skuespillere er indstillet til en Oscar for henholdsvis bedste mandlige rolle og birolle.
Den eneste svaghed i ”Dallas Buyers Club” er dens lige lovligt sort/hvide fremstilling af den moralske kamp mellem de aids-ramte og de amerikanske medicinalvirksomheder. Sidstnævnte vises som grådige opportunister, der kun bekymrer sig om at lave et økonomisk overskud og ikke om de syge – og med lægerne og sundhedsmyndighederne som villige lejesvende. Her kunne man godt have brugt lidt flere nuancer.
Det rykker dog ikke ved, at filmen er en magtfuld og tankevækkende historie fra en ikke så fjern fortid i USA.
Dallas Buyers Club – 117 minutter – USA – Instruktør: Jean-Marc Vallée – Medvirkende: Matthew McConaughey, Jared Leto, Jennifer Garner, Michael O’Neil m.fl.
