Ingen filmfestival uden stjernestøv. Og mens man nogle gange har måttet vente på stjernerne på Berlinalen, funklede de i år lige fra førstedagen.
Det kan man takke Wes Anderson for. Mens ”almindelige” instruktører normalt har én eller måske to stjerneskuespillere i deres film, havde Anderson et helt dusin i ”The Grand Budapest Hotel”, der åbnede Berlinalen torsdag.
En god håndfuld af dem var med på det efterfølgende pressemøde, hvor Bill Murray havde denne forklaring på, hvorfor topskuespillerne flokkes om at være med i Wes Andersons film:
– Vi blev lovet lange arbejdsdage og lav løn – ja, og så tørt brød. På den måde ender jeg med at bruge mere på drikkepenge, end jeg fik for at være med. Til gengæld havde jeg lejlighed til at se Wes’ drømmevisioner blive til virkelighed, jokede den amerikanske skuespiller.
Og skuespillerinden Tilda Swinton, der spiller en 84-årig dame i filmen, supplerede:
– Jeg ser ud som Madame D., når jeg ikke putter makeup på. Jeg er meget, meget gammel (hun er 53).
Ralph Fiennes, der spiller filmens hovedrolle, var dog mere eftertænksom:
– Det hører til sjældenhederne at være med i en film, hvor instruktøren rent faktisk får lov til at lave filmen på den måde, han gerne vil, forklarede han om grunden til, at han selv tog rollen.
Spørgsmålet er så, om Anderson trods sit drømmeeksemple har nogen reel mulighed for at vinde Berlinalens hovedkonkurrence?
Umiddelbart må svaret være nej. For nok har Wes Anderson præsteret en legende elegant film, som filmbladet Screen har vurderet til fire stjerner – hvilket betyder fremragende. Og nok berører filmen flere af festivalens hovedtemaer, såsom familie, børn der må tage ansvar og agere voksne og syndig sex. Lige som den flirter med emner som krig og immigration.
Men når alt kommer til alt, er ”The Grand Budapest Hotel” ikke helt politisk nok. Og dens plot kredser snarere uden om kernen i historien frem for at gå direkte mod den.
Her var den første af konkurrencefilmene, der blev vist på Berlinalens 2. dag – den tyske ”Jack” – en langt mere sandsynlig vinder.
Her har man at gøre med en film, der uden omsvøb fremstiller to børn – en ti-årig dreng og hans lillebror – og de svigt, som de bliver udsat for fra såvel deres mor som fra resten af deres omgivelser.
Det er denne evne til at formidle en klar og enkel historie og gøre det troværdigt, som alle filmjournalister dybest set er på udkig efter. Derfor blev ”Jack” også fulgt til dørs med klapsalver og positive tilråb efter pressevisningen.
Det er dog i sidste ende juryen, der træffer afgørelsen. Her har det danske jury-medlem Trine Dyrholm allerede erklæret, at hun vil belønne film, der kan levere smukke billeder og personlige beretninger, hvor instruktøren inviterer publikum ind i sin verden.
Om det får hendes stemme til at lande hos Wes Anderson eller på f.eks. Jack, vil tiden vise.
JACK
Det er ikke nemt at være den 10-årige Jack. Han bor med sin mor og sin lillebror Manuel i Berlin. Men om dagen er moderen væk på arbejde, og om aftenen er hun ude med vennerne. Derfor er det Jack, der må være den voksne og tage sig af Manuel.
En dag går det imidlertid galt. Manuel bliver skoldet, da han skal i bad, og kommunen beslutter, at Jack skal på børnehjem. Her vantrives han og mobbes af nogle af de større børn, og ender med at stikke af.
Men da han kommer hjem, er moderen igen væk, og Manuel er blevet parkeret hos en veninde. Den altid handlekraftige Jack får hentet sin lillebror, og nu begynder en vandring gennem byens gader for at finde den forsvundne mor.
Edward Bergers film ”Jack” er en af den slags film, der går lige i hjertet. For det er altid hjerteskærende at se børn blive svigtet. Og i Jack og Manuels tilfælde er det ikke bare moderen, der svigter – selv om hendes svigt er det største – men alle deres omgivelser lige fra moderens venner, de sociale myndigheder og de ansatte på børnehjemmet. Alle har de en del af ansvaret for, at de to børn går for lud og koldt vand.
”Jack” minder om den franske ”Drengen fra bjerget”, der blev vist på Berlinalen for to år siden. En dreng der drevet af omstændighederne har påtaget sig det urimelige og alt for store ansvar at få familien til at hænge sammen.
Den næsten lige så unge Ivo Pietzcker spiller Jack med total indlevelse og formidler på forbilledlig og meget gribende vis drengens splittelse: På den ene siden særdeles kapabel i forhold til at klare ærterne for både sig selv og sin lillebror. En lille voksen, der i kraft af sit ansvar har påtaget sig manderollen i familien, endda i en grad, så han bliver jaloux på de mænd, som moderen lejlighedsvist slæber med hjem. På den anden side bare et lille barn, der allerhelst vil slippe ansvaret og i stedet lade sig beskytte af de voksne, som det sig høre og bør.
Samtidig gennemgår Jack i løbet af filmen sin egen udvikling, hvor han langsomt må erkender, at nok elsker hans mor ham og Manuel, men at hun dybest set ikke formår at tage sig af dem.
”Jack” er hele vejen båret af super realisme. Stilistisk udformer filmen sig som en form for roadmovie og panorama gennem Berlin. Ikke det Berlin, som turisterne kender, men dagligdagens Berlin med dens supermarkeder, slidte opgange og boulevarder.
Og selv om man er træt af, når ens egne forkælede børn råber, at de vil have noget at spise, og egentlig hellere ville have, at de var lidt mere handlekraftige som Jack, så får man allermest lyst til at give hovedpersonen et kæmpemæssigt knus. Det fortjener han.
