Filmanmeldelse: JoJo Rabbit – Mesterlig hipster nazi coming of age komedie
Mange har prøvet at have en usynlig fantasiven som barn. Men det er nok de færreste, hvis fantasiven var selveste Adolf Hitler.
Men omvendt er det også de færreste film, der er som den new zealandske instruktør Taika Waititis nye film ”JoJo Rabbit”, der lander svævende elegant – ikke tungt – mellem at være uforfærdet hipster smart nazi-satire, sød coming of age fortælling og hjertegribende krigsdrama.
Filmens altoverskyggende hovedperson er JoJo (Roman Griffin Davis), en ti-årig dreng, der lever alene med sin mor Rosie (Scarlett Johansson) i en tysk by i krigens sidste år. Hans far kæmper efter sigende ved fronten i Italien, mens hans storesøster Inge er død af influenza.
Selv er JoJo glødende nazist-spire, der fører lange samtaler og øver heile-ritualer med sin usynlige fantasiven Adolf.
Da han bliver sendt på Hitler Jugend træningslejr med vennen Yorki går det imidlertid helt skævt, og han ender med næsten at sprænge sig selv i luften.
Hjemme igen fortsætter Jojo imidlertid ufortrødent sin mission for at tjene Der Fuhrer. Det sker blandt andet ved at dele propagandamaterialer rundt i byen om nazisternes fantastiske bedrifter, selv om der hviskes i krogen om, at den tyske hær er ved at blive slået tilbage.
Det hele bliver dog vendt på hovedet, da JoJo opdager, at hans mor har gemt Inges jødiske veninde Elsa (Thomasin McKenzie) i deres hus. Langsomt må han gøre op med alt det slemme, han har hørt om jøder, og her kan selv ikke fantasivennen Adolf hjælpe ham. ”Jojo Rabbit” er en af de sjældne film, hvor alt kunne være gået galt, men intet gør det. Tværtimod lykkes det for Waititi at bevæge sig sømløst ubesværet mellem skør humor og ægte hjertesorg, mellem grin og tårer og mellem gru og poesi.
En oplagt faldgrubbe ville have været, hvis følelsen af, at der virkelig er noget på spil. blot var en illusion. At filmens blod var teaterblod så at sige, men sådan er det ikke. Nok er ”JoJo Rabbit” smuk og sjov, men netop derfor rammer dens grusomme øjeblikke så meget desto hårdere. At nazisterne måske nok fremstilles komisk, men samtidig virkelig er afstumpede og dødsensfarlige.
Den kun 11-årige Roman Griffin Davis går til opgaven som JoJo som en garvet professionel og balancerer fænomenalt mellem barnlig uskyld og forført fanatiker, der understreger, at alle kan besnæres af selv den mest uhyrlige ideologi. Og Waititi selv er sprunget ind foran kameraet og balancerer lige så fornemt som fantasivennen Adolf Hitler, som skiftevis smigrer, roser og manipulerer med JoJo for at få sin vilje.
Læg dertil altid velspillende Scarlett Johansson i den hjerteskærende rolle som JoJo’s mor, Sam Rockwell for fuld udblæsning som fordrukken sommerlejrkommandant og Alfie Allen (bedst kendt som Theon Greyjoy i ”Games of Thrones”) som intimiderende gestapomand.
”JoJo Rabbit” bringer minder om andre store nazi-satirer som Chaplins ”Diktatoren” (1940), Ernst Lubitch lystspil ”To Be Or Not To Be” (1942) og Mel Broks ”Forår for Hitler” (1967), mens filmens poesi og øjeblikke af magisk realisme fører tankerne hen på Roberto Beningnis 90’er mesterværk ”Livet er smukt” (1997). Stilistisk er det dog som at befinde sig i en Wes Andersson film midt i nazitiden.
Filmen vandt fuldt fortjent Toronto Filmfestivalen i 2019. Samtidig var det ikke alle, der kunne fange dens mange toneskift og helt særlige skønhed og vekslen mellem grin og gru. For mig er der imidlertid ingen tvivl: ”JoJo Rabbit” er et mesterværk.
JoJo Rabbit – 108 minutter – USA – Instruktør: Taika Waititi – Medvirkende: Roman Griffin Davis, Thomasin McKenzie, Scarlett Johansson, Taika Waititi, Sam Rokwell, Rebel Wilson, Alfie Allen, Archie Yates m.fl.
