Catching Up 09: De forbande år – Refn’s værnemagerfilm har hverken dybde eller en færdig fortælling

I guder hvor jeg dog savner Matador!

Sådan er min umiddelbare tanke efter at have brugt over togoenhalv time på at se Anders Refns nye film. Trods den lange spilletid lykkes det nemlig hverken for Refn at levere en historie med dybde eller en færdig fortælling.

Ideen med en film om alt det, vi gerne vil glemme fra 2. Verdenskrig er ellers god nok. Dronning Margrethe havde nemlig ikke kun ret, da hun i sin nytårstale huskede tilbage på besættelsestiden og mente, at vi havde grund til at være stolte af vores indsats under krigen.

Der er nemlig også meget, som vi burde skamme os over, fra de fem år, hvor vi var besat af tyskerne. Besættelsestiden var ikke bare heroisk frihedskamp. Den var også mennesker, der stod i umulige valg, eller som støttede tyskerne, og som af den ene eller anden grund valgte at samarbejde med dem.

Det er alt det, som Anders Refn har ønsket at skildre. ”De forbandede år begynder lige der, hvor besættelsen startede. Den 9. april om morgenen bliver fabrikant Karl Skov og hans kone Eva vækket af familie og venner til munter sølvbryllupssang. Den glade hyldest bliver dog hurtigt til alvor, da tyske fly stryger ind over fabrikantboligen i Vedbæk og spreder deres flyverblade. Danmark er besat.

Derfra går det slag i slag. Fabrikant Skov – hvis fabrik før levede af at eksportere til englænderne – ønsker egentlig ikke at arbejde for tyskerne. Men snart står han over for at gå på kompromis med sine idealer eller gå konkurs. Og hvem er han/man så mest ansvarlig over for? Sine holdninger eller sine ansatte og familiens ve og vel?

Datteren Helene gifter sig med en tysk ubådskaptajn. Sønnen Michael, som Karl har fået til anden side, ender med at melde sig ind i Frikorps Danmark og gennemlever gruen under slaget om Stalingrad. De to brødre Knud og Valdemar swinger sorgløst rundt til tidens toner, mens deres storebror Aksel ender som aktiv frihedskæmper.

Rundt omkring dem er en fast garde af trofaste tjenestefolk (kokkepigens søn er selvfølgelig kommunist) samt Karls forretningsforbindelser, der er ved at overgå hinanden med lovprisninger om, hvor god besættelsen er for dansk erhvervsliv.

Så nej ideen bestemt fejler ikke noget, og det gør skuespillerne heller ikke. Jesper Christensen behøver for eksempel ikke at bevise, at han er en af Danmarks bedste skuespillere. Lige som i mesterværket ”Før Frosten” spiller han her en mand, der må træffe ekstreme valg for sin familie og sine ansattes skyld.

Nej problemet er, at Christensen og de øvrige skuespillere får alt for lidt at arbejde med. Derfor får figurerne ikke nok substans, og for en række af bipersonerne ender det med rene karikaturer.

Et endnu større problem er filmens rytme. Det er som om, at Anders Refn har trykket speederen i bund og prioriteret fremdrift frem for sammenhæng. Resultatet er, at filmens forskellige plots og forløsninger afvikles i lyntempo. Folk mødes i én scene, er glødende forelskede i den næste, gifter sig i den tredje og bliver skilt i den fjerde. Det er alt, alt for overfladisk til, at man for alvor engagerer sig.

Og så slutter Anders Refn med endnu en kardinalfejl. Filmen ender brat i 1943 uden at nogen af de mange handlingstråde er fulgt til dørs. Man føler det nærmest som om, at filmrullen er løbet ud ved en fejl, og sidder og venter på en fortsættelse, der aldrig kommer – i hvert fald ikke i denne omgang.

Efter sigende skrev Anders Refn allerede for 20 år siden et manuskript til en TV-serie sammen med Flemming Quist Møller, der nu er endt som en film, og det er en kæmpe skam.

”De forbandede år” kunne nemlig være endt som en fantastisk TV-serie. Nu er den i stedet endt som en middelmådig film, med en håndbremseafslutning.

Som sagt: Gud hvor jeg savner Matador!

De forbandede år – 152 minutter – Danmark – Instruktør: Anders Refn – Medvirkende: Jesper Kristensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Gustav Dyekjær Giese m.fl.