Filmanmeldelse: Jeg tør stadig godt se Woody Allens film

Da instruktøren Woody Allen i 2016 havde premiere på ”Cafe Society”, var den åbningsfilm på Cannes filmfestivalen i Cannes. Og da han i 2017 præsenterede sin næstnyeste film ”Wonder Wheel” var den afslutningsfilm på New York Film Festival.

Woody Allen har næsten med et urværks præcision leveret en film om året i mange år. Sådan skulle det også have været i 2018, men denne gang gik der noget gevaldigt galt.

Den dengang 83-årige instruktør blev ramt af MeToo-bølgens ubarmhjertige greb. Gamle anklager om overgreb fra hans nu voksne adoptivdatter Dylan Farrow dukkede op igen, og selv om der intet er, som tyder på, at beskyldningerne er mere sande, end da de kom frem første gang i 1993, fik det store konsekvenser.

I MeToo-æraen er de gængse retsbegreber nemlig sat ud af kraft.  Her behøver man ikke at være dømt ved en retssag. Alene det, at beskyldningerne er sagt, er nok til, at man bliver dømt af folkedomstolen og forstødt arbejdsmæssigt.

I januar 2019 annoncerede Amazon Studios, der stod bag filmen, at de havde droppet ”A Rainy Day In New York”, og at de ikke længere ville finansiere, producere eller distribuere Woody Allens film.

Derefter så det i et rum stykke tid ud som om, at verden aldrig ville få filmen at se, indtil Allen efter en retssag mod Amazon selv erhvervede rettighederne til den. Sidste sommer havde ”A Rainy Day In New York” omsider verdenspremiere på den noget mindre prestigefyldte Deauville festival i Frankrig for amerikanske film.

Nu kan man så passende  bruge biografpausen under coronavirus-krisen til at streame filmen på Netflix, hvor den havde premiere den 20. marts.

Filmen handler om et ungt par, der under en tur til New York kommer væk fra hinanden og via deres oplevelser hver for sig må tage deres liv og parforhold op til revision.

Men hvis man putter hele den balladefyldte forhistorie væk, er der så overhovedet noget ved ”A Rainy Day In New York”? Både ja og nej.

Nej, fordi den ikke er noget nyt Woody Allen mesterværk – ikke engang tæt på. ”A Rainy Day In New York” er egentlig blot en gentagelse af nogle af Allens yndlingstemaer udspillet i et Manhattan, der trods sin nutidsramme fremstår så nostalgisk, at det mest af alt minder om en periodefilm.

Og nej også, hvis man skal være MeToo politisk korrekt, for det er filmen ikke. Tværtimod bliver dens unge, kvindelige hovedperson gang på gang udsat for tilnærmelser fra meget ældre mænd – inklusive en filminstruktør. Det er så tykt, at jeg nægter at tro, at Woody Allen ikke har gjort det helt bevidst for at provokere.

Når det er sagt, så har ”A Rainy Day In New York” også sine momenter – hvoraf de fleste kan tilskrives den unge, fremadstormende skuespiller Timothée Chalamet. Her spiller han Gatsby Welles, en lidt misantropisk universitetsstuderende fra Upper East Side, der er vokset op med sæsonkort til Metropolitan Operaen og sommerferier i Sydfrankrig, men som nu er i gang med sit eget stille oprør mod sine rige Manhattan-forældre. Mens hans kæreste Ashleigh (Ellen Fanning) har travlt med at få et interview med sin yndlingsinstruktør til skolebladet på deres provinsuniversitet, driver Gatsby rundt i byen og forsøger at undgå at rende ind i sin familie.

Og ja, fordi ”A Rainy Day In New York” synes at tilhøre en anden tid. En hvor man kan træde ind i Bemelmans Bar på det fashionable Carlyle Hotel og finde Gatsby i tweedjakke, mens han spiller på det store piano. Eller hvor man kan slentre rundt i Greenwich Village og dumpe forbi en gruppe filmstuderende på optagelse og pludselig befinde sig i en bil og en fingeret kyssescene med filmens hovedperson Shannon (Selena Gomez), der er lillesøster til Gatsbys ekskæreste.

Der er magi her og senere i scenerne mellem Gatsby og Shannon. Meget mere faktisk end i den tråd af filmen, der følger Ellen Fannings kejtede Ashleigh. Hun fremstilles som en naiv provinspige, der trods forældrenes millioner er ude på dybt vand i New York, hvor hun nærmest nonstop skal håndtere opmærksomheden fra mænd, der er mere end dobbelt så gamle som hende selv.

Det skal formentlig være sjovt, men det er det ikke. I virkeligheden er ”A Rainy Day In New York” forbløffende usjov af en romantisk komedie at være (og når man tænker på Allens talent for skarpe one-liners). Faktisk fungerer filmen bedst, når den dykker dybere ned i sin egen melankolske grundtone.

Den største fejl ved ”A Rainy Day In New York” er egentlig, at Woody Allen konkurrerer med sig selv, når han har været allerbedst, og det er han ikke lige her. Men selv en halvslap Woody Allen film bliver altid serveret med en lethed, der gør den mere seværdig end så meget andet.

A Rainy Day In New York – 92 minutter – USA – Instruktør: Woody Allen – Medvirkende: Timothée Chalamet, Ellen Fanning, Live Scheiber, Jude Law, Selena Gomez m.fl.