CineMadsen Short 11
ALT FOR FÅ GÅR I BIOGRAFEN LIGE NU
Det var en glædesdag, da de danske biografer den 27. maj kunne slå dørene op igen efter coronavirus-epidemien. Men nu godt en måned senere, må man konstatere, at der er langt igen til de gyldne biografdage, før statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Der er nemlig slet ikke den samme interesse for at gå i biografen lige nu. I juni var billetsalget således 40-50% lavere end normalt, og Danske Biografers direktør Lars Werge kalder direkte situationen for ”Meget Svær”. Ifølge Lars Werge overvejer en del biografer at lukke igen, fordi der ingen mennesker kommer. Det er ikke angsten for at blive smittet med coronavirus, der holder publikum væk, og heller ikke det gode sommervejr, men derimod biografernes repertoire: ”Folk går ikke bare i biografen for at gå i biografen. De kommer, fordi de vil se konkrete titler, og der har ikke været de store sællerter siden genåbningen. Little Women er den eneste film, som for alvor har kunnet sælge billetter, og den er nu en måned gammel”, fortæller Lars Werge. Nu håber biograferne på bedre tider i august, hvor både Christopher Nolans ”Tenet” og ”Mulan” har premiere.
DER ER STADIG SKÆVHED I KØNSFORDELINGEN I DANSK FILM
Selv om Det Danske Filminstitut og filmbranchens organisationer i flere år har arbejdet for at skabe større diversitet i dansk film, er kønsfordelingen i branchen fortsat skæv. Det viser en ny undersøgelse, som Filminstituttet har lavet. ”Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film 2020” er en gentagelse af en lignende undersøgelse fra 2016. Her kan man blandt andet læse, at mens kønsfordelingen på det danske arbejdsmarked balancerer, er andelen af kvinder, som er beskæftiget inden for danske film, nede på 40%, mens den er helt nede på 30% inden for filmproduktion og postproduktion. Til gengæld er der lige kønsfordeling inden for filmdistribution og biografer. Også bag kameraet er der store udsving i kønsfordelingen i de forskellige faggrupper. Mens der er cirka lige mange af hvert køn, som er scenografer, producere, producenter og klippere, er det kun cirka hvert tredje filminstruktør og manuskriptforfatter, der er en kvinde. Og blandt fotografer samt lys- og tonemestre er der en klar overvægt af mænd. Til gengæld er der flere kvinder end mænd, der er beskæftiget med casting og continuity samt stillinger inden for kostume og sminke.
DANSKERNE SÅ FLERE FILM OG SERIER HJEMME UNDER NEDLUKNINGEN
Selv om det nok ikke kommer som den store overraskelse, så har Det Danske Filminstitut nu dokumenteret det sort på hvidt: Mens biograferne var lukket under corona-epidemien, så danskerne langt flere film og serier hjemme i sofaen hos sig selv end ellers. Og det var især de abonnementsbetalte streamingtjenester, der blev benyttet oftere, viser undersøgelsen. I alt var det cirka en tredjedel af danskerne, som så flere film hjemme under nedlukningen, mens lidt over en tredjedel så flere serier. Hvis man dykker lidt dybere ned i tallene fremgår det, at det især var de 15-25 årige, som øgede deres forbrug, mens de ældre aldersgruppers forbrug var uændret. Det samme gjaldt forbruget af serier. Hvis man i stedet ser på, hvor det øgede serie- og filmforbrug fandt sted, så skete det især på de abonnementsbetalte tjenester, men også tv-kanalernes tjenester som DRTV og TV2 Play har oplevet stor vækst. Antallet af nye brugere har dog ikke rykket på styrkeforholdet mellem de forskellige tjenester. Her er det fortsat Netflix og DRTV, der er de mest udbredte.