Filmanmeldelse: Druk – Thomas Vinterberg har lavet et nyt mesterværk

Indrømmet, jeg har haft det stramt med instruktøren Thomas Vinterberg, de seneste mange år. Mellem ubestridte mesterværker som ”Festen” (1998) og ”Jagten” (2012) har der været alt for mange skæverter eller direkte ligegyldige film.

Det gjaldt blandt andet ”Kollektivet” (2016), hvor Vinterberg ellers havde et drømmeudgangspunkt, da han kunne trække på sine egne barndomsoplevelser.  Alligevel endte den skuffende som farverig kulisse for en historie, der lige så godt kunne have udspillet sig i en almindelig kernefamilie.

Det er selvfølgelig store krav at stille til et menneske, at det altid skal levere film-mesterværker. Men når man nu ved, at manden kan – og mere en én gang – så kan man ikke lade være med at sætte forventningerne højt.

Jeg indrømmer også, at temaet for Vinterbergs nyeste film ikke lige var mit drømmetema. En hel film om drikkeri, orkede man nu lige det?

Men ja, det orker man, og jeg lægger mig fuldstændig ned. Thomas Vinterberg har scoret hattrick og leveret et mesterværk af en film, hvor alt lykkes. Og jeg mener ALT.

Hvor de fleste film om druk tager udgangspunkt i virkelighedsflugten og den sociale deroute, har Thomas Vinterberg og hans faste manuskriptforfatter Tobias Lindholm valgt at fokusere på den anden grund til, at folk drikker: At vi gør det for at slippe tankerne og tøjlerne, overvinde angsten og usikkerheden og være nærværende.

Det er en modig og tabu-udfordrende vinkel i en virkelighed, hvor 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, hvor 140.000 er decideret afhængige af alkohol, og hvor unge danske 15-årige er europamestre i druk.

Alligevel lykkes det for Vinterberg og Lindholm at balancere ubesværet mellem glorificering og moralisering uden at falde til nogen af siderne.

”Druk” starter fuldstændig forrygende med en montage fra Søløbet, hvor unge gymnasieelever skal løbe rundt om en sø, mens de tømmer en kasse øl. Sturla Branth Grøvlens verdensklassefotografering forvandler begivenheden til en dunkende hedonistisk fest af livsglæde og ungdommelig uovervindelighed.

Anderledes trykket af alderen er fire af gymnasiets mandlige lærere, der lidt senere mødes på en eksklusiv restaurant for at fejre den enes 40-års fødselsdag.

Psykologilæreren  Nikolaj (Magnus Millang) er fanget i familie-hamsterburet og halser afsted mellem sengetissende børn og indkøb til lyden af konens konstante brokkerier. Omvendt har idrætslæreren Tommy (Thomas Bo Larsen) alt for meget stilhed og tid i sin eneboertilværelse, hvor hans hund er hans eneste selskab. Musiklæreren Peter (Lars Ranthe) har heller ikke meget held til at finde en sød kæreste, og historielæreren Martin (Mads Mikkelsen) er i decideret midtvejskrise. Hele hans verden føles grå, og han kan ikke længere nå sin kone Trine (Maria Bonnevie), der konstant er på natarbejde og lever sit eget liv.

Mens de fire venner nyder aftenen og hinandens selskab beslutter de sig for at indlede et eksperiment. Det er inspireret af den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at et menneske bliver den bedste udgave af sig selv med en halv promille i blodet.

Til at begynde med går det godt. Den halve promille giver det overskud, de fire lærere har manglet. De åbner op og bliver modige og tager kontrollen i deres liv. Størst er forandringen hos Martin, der oplever den berusende fornemmelse, da han får hul igennem til sine elever og leverer den engagerede ildsjæleundervisning, som de har tørstet efter. Og hans kone begynder at se på ham på en anden måde.

Men det er også Martin, der begår hybris og foreslår, at gruppen udforsker druk-potentialet yderligere ved at skrue promillen endnu længere op. Det udvikler sig selvfølgelig til hæsblæsende drukture, og tingene løber af sporet for hovedpersonerne både professionelt og privat.

Her kunne det igen være blevet en mørk og moraliserende film, men ”Druk” bevarer hele tiden komedieelementet sideløbende med dramaet og løfter sin historie op på et eksistentielt plan om modet til at leve livet med eller uden alkohol.

Aldrig har en film om druk været mere opløftende. Og da der rundes af med en sprudlende finale, der er lige så livsbekræftende, som da Trine Dyrholm dansede på bordet i ”Springflod” (1990), sluttes ringen på smukkeste vis.

”Druk” er en herrefilm, forstået på den måde, at filmens kvinder er rene statister, hvor der hverken gås i dybden med deres personligheder eller motiver. Derfor kan Martins kone også uanfægtet slippe afsted med tavshed og med at lade ham stå med eneansvaret for, at de er gledet fra hinanden.

Det gør dog intet, at hovedfokus er på de fire lærervenner, når der spilles så legende overbevisende, som tilfældet er. Mads Mikkelsen har tidligere leveret pragtpræstationer – blandt andet i ”Jagten” – men han er sjældent set så hudløs og bevægende som her. Hver eneste desillusionerede ansigtsudtryk, smil og tåre føles så ægte, som var det skåret ud i granit.

Der er tillige masser af herligt provokerende politisk ukorrekthed i ”Druk”. Som da en af de fire lærevenner råder en elev med eksamensangst til at dulme nervøsiteten med en lille én, inden han skal op. Men også det slipper Vinterberg afsted med.

Hvor ”Festen” var en ung, ambitiøs instruktørs heldige fuldtræffer, vidner ”Druk” om en moden instruktørs overlegne overblik og evner til at udnytte sine virkemidler optimalt. ”Druk” er en mesterlig filmfest, og jeg vil godt vædde en flaske god vin på, at den også er årets bedste danske film.

Så skål Thomas. Godt gået!

Druk – 115 minutter – Danmark – Instrukstør: Thomas Vinterberg – Medvirkende: Mads Mikkelsen, Magnus Millang, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Maria Bonnevie, Helene Reingaard Neumann, Susse Wold m.fl.