Der er efterhånden mange sammenligninger, der skal foretages, når man ser den femte filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q.
Først er der selvfølgelig kardinalspørgsmålet: Hvordan er ”Marco Effekten” i forhold til de fire første film i serien?
Den er heldigvis udmærket.
Efter fire film styret af tre forskellige instruktører kunne man ellers frygte, at den første danske krimi-franchise efterhånden havde tabt pusten, men det er ikke tilfældet.
Plottet er måske ikke så spektakulært som for eksempel den forrige i rækken. ”Journal 64” (2018) var et lammende angreb på den praksis, man havde i Danmark fra 1923-1961, hvor seksuelt udfarende kvinder blev erklæret ”moralsk åndsvage” og anbragt på Sprogø, hvor de i mange tilfælde blev tvunget til at lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen igen.
Her er historien i ”Marco effekten” mere klassisk krimistof: Roma-drengen Marco flygter til Danmark for at slutte sig til sin far, der er med i roma-lederen Zolas bande.
Samtidig efterforsker Carl Mørck og hans folk endnu en gammel sag. En embedsmand i udenrigsministeriet – William Stark – forsvandt, mens han var ved at efterforske en mistanke om korruption i et udviklingsprojekt i Afrika.
Det viser sig, at Marco ved noget om sagen, og snart jages han af både Zola og politiet.
”Marco Effekten” er – heldigvis – heller ikke så blodig som ”Flaskepost fra P” (2016), hvor jagten på en seriemorder i filmudgaven udviklede sig til at være en stiløvelse i splatteragtig vold og drab. Her har filmens instruktør Martin Zandvliet fundet en langt mere spiselig balance mellem historien og effekterne.
Den næste sammenligning, man nødvendigvis bliver nødt til er foretage, er hvordan det er lykkedes at erstatte seriens hovedskuespillere med nye ansigter?
Igen er svaret udmærket.
Ingen ved præcis, hvorfor Jusi Adler-Olsen ikke ønskede at forlænge kontrakten med Zentropa, der producerede de fire første film, eller hvorfor rollebesætningen skulle skiftes ud?
Tværtimod er vi nok mange, der egentlig syntes, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares gjorde det ganske godt som Carl Mørck og hans assistent Assad. Omvendt kan man ikke være utilfreds med, at Mørck-rollen nu spilles af Ulrich Thomsen, der – undskyld Nikolaj – er Danmarks måske mest velspillende mandlige skuespiller og derfor til enhver tid mere interessant at se på. At man så i samme omgang har udskiftet Mørck-figurens krøllede skjorte og designerfrakke med en morfaragtig trøje, der ville få Jim Lyngvild til at kaste op, må vi leve med.
Til gengæld gør manuskriptet ikke meget for at lede nye biografgængere på vej. Der er ingen præsentation af figurerne eller deres relationer. Hvis man ikke har set de tidligere film, må man derfor undre sig, når Carl Mørck besøger sin tidligere makker Harry, der efter at være blevet skudt i tjenesten, nu sidder i kørestol på et plejehjem.
Så folk, der ikke har stiftet bekendtskab med filmatiseringerne om Afdeling Q skal ikke starte her, men derimod se de gamle film i rækkefølge.
Den tredje og sidste sammenligning handler om, hvordan filmen er i forhold til bogen?
Her slipper ”Marco effekten” knapt så heldigt afsted.
Jussi Adler-Olsens femte Carl Mørck bog har et meget effektivt plot bygget op omkring Marco, som i bogen ikke flygter til Danmark, men blot væk fra Zola, der vil invalidere ham for at øge hans værdi som tigger.
I bogen er Marcos hæsblæsende flugt historiens fængslende dynamo, lige som han spiller en væsentlig rolle for dens slutning. Begge dele er skrevet ud og om i filmudgaven, hvor Marcos rolle er mere underordnet.
På samme vis har den nye film opgivet Assads finurlige behandlinger af det danske sprog, lige som makkeren Roses personlige problemer også er skrevet ud.
På den måde ender alle andre end Ulrich Thomsen dybest set som statister i en habil, velspillet, traditionel krimifortælling, der er barberet ned i forhold til bogen. Her ligger der en klar opgave for manuskriptforfatterne i de kommende film.
Til gengæld kan man glæde sig over at se Anders Matthesen i en skurkerolle. Den mand er næsten endnu bedre ond end sjov.
Dermed er skiftet i Afdeling Q-sket. Vi må håbe, at Jussi Adler-Olsen er tilfreds, for selvom filmen som sagt er udmærket, er forskellene ikke så store, at det for alvor vil trække flere i biografen til at se den.
Marco effekten – 120 minutter – Danmark – Instruktør: Martin Zandvliet – Medvirkende: Ulrich Thomsen, Zaki Youssef, Sofie Torp, Anders Matthesen m.fl.
