FILM: In the Mood for Love – Mesterligt romantisk drama om kærlighed og fortrydelse

Nogle gange møder man en film, der som en funklende perle omfavner alt, hvad film handler om: Sanselige farver og former, et sitrende nærvær hos personerne og en evig gyldig historie om kærlighed og fortrydelse.

En sådan film er den kinesiske Wong Kar-wais 21 år gamle, Cannes-vindende mesterværk ”In the Mood for Love (2000), der i øjeblikket kan nydes i biografen.

Og det skal – altså nydes.

Wong Kar-wai, der selv er fra Hong Kong, transporterer os tilbage til byen i starten af 60’ erne. En boblende metropol af eksil-kinesere, der er flygtet fra det kommunistiske styre i Kina.

Her møder vi den smukke Li-Zhen (Maggie Cheung Man-yuk), der arbejder som sekretær i et eksportfirma. Hendes mands job i et japansk selskab gør, at han ofte er væk på forretningsrejse.

Over for på samme etage bor avisredaktøren Chow (Tony Leung Chiu-wai), hvis kone også ofte er på forretningsrejse.

Li-Zhen og Chow tilbringer en hel del tid alene i den lydfyldte lejlighedsblok og indleder et venskab, der stille og roligt bliver mere og mere tæt. Langsomt går det op for dem, at deres ægtefællers fravær ikke er tilfældigt.

Da Chow opdager, at Li-Zhens håndtaske – som hun har fået af sin mand – er den samme som hans kones, og da Li-Zhen opdager at Chows slips – som han har fået af isn kone – er det samme som hendes mands, indser de, at de to har en affære.

Bundet sammen af ægtefællernes svig har de to nu frit lejde til at give efter for deres dybe følelser for hinanden. Alligevel viger de tilbage for at tage skridtet fuldt ud. Det forløsende kys kommer aldrig, selv om man som tilskuer ved, at de vil være et perfekt par. Romancen bliver fastlåst i melankolien over de spildte muligheder.

Det er smukt og frustrerende ubærligt på samme tid. Og måske er sandheden, at den største og reneste kærlighed og begær er det ufuldendte. Det kan man jo have lov at håbe.

Der er mange grunde til at forelske sig i denne film – herunder ikke mindst dens næsten drømmeagtige skønhed, der ikke får smukkere udtryk end Li-Zhens flotte, figursyede kjoler og opsatte hår og Chows skiftende jakkesæt.

Wong får skabt en flydende, æstetisk rytme, når han viser de to elskende på arbejde, stoppe op og tale sammen i gangen mellem deres lejligheder eller følger Li-Zhen, når hun går ned på den lokale nuddelbar for at spise aftensmad alene.

Man føler sig næsten hensat til en asiatisk Douglas Zirk film. Faren er selvfølgelig, at det hele bliver for over-instrueret og iscenesat, men det lykkes for Wong at holde en knivskarp balance mellem stil og indhold.

Der vil sikkert være dem, der savner mere håndgribelig substans og mere kontante fortællemæssige muskler end en historie, hvor det meste af det, der sker, ligger i det usagte og ugjorte.

Men for os andre er ”In the Mood for Love” et tindrende og dybt bevægende mesterværk af den sjældne slags.

In the Mood for Love – 98 minutter – Hong Kong og Kina – Instruktør: Wong Kar-wai – Medvirkende: Maggie Cheung Man-yuk, Tony Leung Chiu-wai m.fl.