Der findes store Hollywood-blockbustere, der vælter farvestrålende, actionfyldte, computer-genererede, larmende dommedags-scenarier ud over lærredet.
Og så findes der helt tyste film. Sort/hvide og ganske langsomme film som den svenske instruktør John Skoogs Værn. Og når bragene fra blockbusterfilmene for længst er forsvundet og glemt, er det de tyste film, vi husker.
Skoog, der ellers er uddannet på Kunstakademiet i Frankfurt og bor og arbejder i København har grebet helt tilbage til sin barndoms Skåne. Til beretningerne om landarbejderen Karl-Göran Persson (1894-1975), der boede uden for Hörby. Og som på et eller andet tidspunkt efter Anden Verdenskrig læste pamfletten ”Om kriget kommer” og besluttede sig for at bygge en bunker til sig selv og de andre beboere i byen.
Værn er historien om en enkelt mands besættelse. En besættelse rundet af den paranoide stemning under Den Kolde Krig. Og derfor også på forunderlig vis en film, der er foruroligende højaktuel lige nu, hvor vi tæppebombes med budskaber om prepping og trusler om krig.
Som sagt er Værn en stille film. Jeg fristes endda til at kalde den filmisk meditation. I store dele følger vi Karl-Görans nærmest sisyfos-agtige arbejde med at bygge sit fæstningsværk. Hvordan han samler skrot og jerndele, som bruges til at armere bygningen. Tigger om brugte bildæk på det lokale autoværksted og transporterer tunge jernbanesveller hjem på sin cykel.
Særligt det sidste virker som en næsten uoverkommelig opgave, som den langt fra unge Karl-Göran alligevel formår at gennemføre. Drevet af en indre ild, der gang på gang får en til at tænke på, hvor skarp grænsen mellem besættelse og vanvid er.
Han slæber, bugserer, hamrer og støber i ét væk, mens det labyrintiske bygningsværk tager form. Et stykke supersejt menneskeligt sålelæder. Og samtidig deltager Karl-Göran i det almindelige markarbejde og andre begivenheder i det lille samfund. På samme tid områdets aleneboende original og en accepteret del af fællesskabet.
For de lokale børn er han et evigt fascinationsobjekt. Og det er også blandt dem, at han ind imellem slapper af i kåd leg. De unge mænd driller ham derimod og opsøger i fuldskab hans hus for at udstille ham. Men bygningen afviser deres forsøg på at trænge ind, og de må give op.
Værn er også en vanvittig smuk film rent visuelt. Filmet i blødt sort/hvid monokrom kan man nyde den bare for dens overlegne billedside. Hvad end det er synet af et Lucia-optog, der bevæger sig gennem det snedækkede landskab, eller skyggerne i Karl-Görans furede ansigt, der i sig selv er som et levende landskab.
Skoog har et fantastisk øje for, hvordan et stillestående eller langsomt bevægende kamera kan fortælle historien. På et tidspunkt er der høstfest i den lille by, og i en enkel, svimlende, ubrudt kameracirkel på dansegulvet indfanges alle de små dramaer, indtil kameraet til slut lander på Karl Göran, der sidder og spiller harmonika. Alene denne scene er hele filmen værd.
Endelig kan man se Værn blot for at nyde den franske skuespiller Denis Lavant som originalen Karl-Göran. Umiddelbart kan det virke mærkeligt at give rollen som konventionel, svensk landmand til en franskmand. Men det er intet mindre en genialt set og gjort af Skoog.
Valget af Lavant er således perfekt. Hans ansigts nærmest dyriske udtryk og hans evne til at forvrænge det og sin krop brænder sig dybt ind i bevidstheden. Konstant balancerer dette menneskevæsen mellem det elskeligt excentriske og det dybt foruroligende. Og det er en Oscar-præstation, hvordan han indfanger kompleksiteten i en mand, der krydser fornuftens usynlige grænse og fremmedgør sig selv fra dem, han ville beskytte.
Værn bliver en film uden mål, fordi vejen derhen er alt. Og man ved aldrig rigtig, hvad Karl-Göran egentlig tænker, når han ligger alene i sin bunker under tykke tæpper. Han får aldrig sin krig og dermed forløsning. Men filmen er alligevel ren katarsis – en renselse og en filmisk oplevelse af de sjældne.
TITEL: Værn
VARIGHED: 85 Minutter
LAND: Holland, Danmark, Sverige, Finland og Polen
INSTRUKTØR: John Skoog
MEDVIRKENDE: Denis Lavant, Agnieszka Podsiadlik, Aron Skoog, Livia Millhagen, Michalis Koutsogiannakis, Tilda Nilsson, Sol Roach m.fl.
