Filmanmeldelse: Birdman – Årets første mesterværk
Sæt dig godt tilbage i sædet. Er du klar? Okay, hold godt fast, så kører vi:
En mand – filmens hovedperson Riggan – sidder i lotusstilling i et baglokale på et teater svævende en meter over gulvet, mens en stemme hvisker ham i øret ”Vi hører ikke til her”. Svæveturen afbrydes, da hans datter ringer via Skype, og han trisser hen til sminkespejlet for at tale med hende på sin MacBook. Hun brokker sig over nogle blomster, hun er sendt i byen for at skaffe, og mens han forklarer hende, hvilke blomster han vil have, knapper han sin skjorte og går ud af døren. På vej gennem teatrets snørklede gange småsludrer han med sin manager, til han når ned på scenen, hvor tre skuespillere er ved at øve hans stykke. Riggan sætter sig på den tomme stol og falder ind i samtalen, mens den mandlige hovedrolle først underspiller og derefter kraftigt overspiller sin rolle. Hans talestrøm afbrydes først, da en lampe løsner sig og rammer ham i hovedet, så han falder bevidstløs om.
Alt det ovennævnte er filmet i, hvad der forekommer som én uafbrudt, kamerabevægelse, og kameraet fortsætter sin visuelle stream of conciousness i resten af den 119 minutter lange film.
Hvis du allerede her fornemmer, at ”Birdman” ikke er nogen almindelig film, så har du helt ret.
Den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Inarritu har tidligere leveret film som ”Amores Perros” (2000), Babel (2006) og Biutiful (2010) – alle spektakulære, men bestemt ikke film, man griner af.
Med ”Birdman” har han imidlertid taget et kvantespring og lavet en komedie – eller rettere en tragikomedie. For Inarritu ved tilsyneladende, at de bedste grin, er dem, hvor latteren er dyrekøbt, og det skiftevis gør godt og ondt, når man ler.
Der er kort sagt meget mere på spil, end bare plat falden-på-halen komik. ”Birdman” er historien om den aldrende skuespiller Riggan Thompson (Michael Keaton), hvis højdepunkt som skuespiller var rollen som superhelten Birdman i en succesfuld filmserie. Nu har han imidlertid sagt nej til at lave Birdman 4. Riggan satser i stedet på at slå igennem som seriøs kunstner på Broadway med et stykke baseret på en novelle af den kendte minimalist og realist Raymond Carver.
Men det er op af bakke for den tyndhårede Riggan, der kæmper med både sin voksne datter (Emma Stone), der er i afvænning og permanent krise, sin gravide kæreste (Andrea Riseborough), som spiller med i stykket, en ny, yderst talentfuld, men samtidig superkrukket hovedrolleindehaver (Edward Norton) og en indebrændt anmelder, der bare venter på at sable hans opsætning ned.
Og mens han mere og mere tyndslidt forsøger at holde stykket oven vande, og premieren nærmer sig med stressfremkaldende fart, kværner hans indre Birdman-stemme løs med uformindsket styrke og pirker til hans i forvejen vakkelvårne selværd.
”Birdman” er på samme tid sprudlende hæsblæsende og et hjertegribende eksistentielt drama, hvor man aldrig er sikker på, om det vil ende i glædestårer eller en fuldbyrdet tragedie. I det hele taget er man ikke på noget tidspunkt sikker på, hvad der vil ske, da filmen, og kameraets ubrudte tur, hele tiden tager uventede drejninger.
Teatrets mange rum og kroge bliver på samme tid rammen om begivenhederne og en metafor for Riggans kaotiske indre, mens de filmiske meta-refencer flyder i en lind strøm. Michael Keatons mest kendte rolle – før Birdman – var således som Batman, mens Edward Norton er kendt i branchen som en filmstjerne, der dirigerer sine medskuespillere rundt på tværs af instruktørernes ønsker.
Michael Keaton yder sit livs største og mest nuancerede præstation som den plagede Riggan. Det virker som den rolle, vi har ventet årtier på at se ham i, og han får kamp til stregen af både Edward Norton og Emma Stone.
Inarritus film indfanger virtuost den kunstneriske proces, mens den lige så begavet langer stikpiller ud mod fænomener som den hurtige berømmelse på de sociale medier.
På den måde er ”Birdman” årets første mesterværk. Visuelt fremragende og aldeles overdådig samtidig med, at den byder på skuespil i verdensklasse – og hele tide til tonerne af Antonio Sanchez jazzede trommer, der dunker som en levende puls bag det hele.
Birdman – 119 minutter – USA og Canda – Instruktør: Alejandro Gonzalez Inarritu – Medvirkende: Michael Keaton, Andrea Riseborough, Emma Stone, Edward Norton, Naomi Watts m.fl.
