Filmanmeldelse: Foxcatcher – Betahanner og betagende bryderier
Lad det være sagt med det samme. ”Foxcatcher” er en gribende, grusom, skræmmende og meget trist film.
Men samtidig er det også en bragende betagende film, der fuldt fortjent er nomineret til ikke færre end otte Oscar-statuetter.
Bennets Miller’s sportsfilm, der er baseret på virkelige hændelser, kan bedst karakteriseres som et tragikomisk drama om betahannen, den evige to’er, eller som komikeren Jerry Seinfield engang sagde det: ”Sølvmedalje? Det betyder, du står øverst på taberskamlen”.
Titlens Foxcatcher er navnet på et berømt landsted i Pensylvania ejet af den stenrige DuPont-familie. Her bor John DuPont, en ensom, prikken, arrogant plutokrat, der minder om et midaldrende forkælet barn.
Da han føler sig som en skuffelse for sin mor, beslutter han sig for at bevise, at han kan udrette mere end blot at arve moderens penge. Han vil skaffe USA guldmedaljen i brydning ved OL i Seul 1988 og opretter derfor et mondænt træningscenter på Foxcatcher
Dernæst kontakter han den tungnemme, professionelle bryder Mark Schultz, der allerede har toppet med en guldmedalje ved Ol i 1984. Mark er også lillebror til den langt mere smarte, succesfulde bryder og træner Dave Schultz og er derfor overrasket over, at det er ham og ikke Dave, som DuPont har kontaktet.
Alligevel tager han imod tilbuddet om at flytte til Foxcatcher og leve og træne der. De to mænd bliver hurtigt meget tætte, selv om det aldrig helt fremgår, hvor tætte, de egentlig er.
Men i takt med at deres forhold udvikler sig, står det også mere og mere klart, at John’s snak om at ”løfte Mark ud af broderens skygge”, i virkeligheden handler om at få Mark til at overtale Dave til også at komme til Foxcatcher.
Det lykkes til sidst, og så tager begivenhederne ellers fart: Mark bliver vred og føler sig ydmyget, da han opdager, at hans nye faderfigur foretrækker Dave, som bliver vred og ydmyget over at skulle bukke og skrabe for DuPont. Og DuPont bliver vred og ydmyget, da han opdager, at de to mænd, hvis selvrespekt han har forsøgt at købe, begge foragter ham. Dermed er kursen sat mod katastrofen.
Tonemæssigt er Bennett Miller tilbage i samme leje som hans film ”Capote” (2005), mens han visuelt læner sig op af sin seneste film, baseballdramaet ”Moneyball”. Endnu engang viser han, hvordan han har en connaisseurs øje for at skildre sportsfaciliteter og sportsverdenens showfyldte ramme af prestige, ambition og intensitet.
Selve brydeakten fungerer lige så meget som visuelt blikfang som en metafor for brødrenes underliggende følelser og kamp.
Det er dog først og fremmest de tre hovedrolleindehavere, der gør ”Foxcatcher” til en mesterlig film. Steve Carrell er skræmmende god som den manipulerende John Dupont. Med en fuldkommen sikker fornemmelse for sin figurs blanding af absurditet og angst stopper han sit spil, lige inden det krænger over i det karikerede. Et menneskeligt monster, men vel at mærke et, der kalder på ens medlidenhed frem for at indgyde frygt.
Channing Tatums Mark er sårbar og trist, mens Mark Ruffalo’s Dave er lige så smart som professionel og hans skam over at tage imod DuPonts penge fuld af intensitet.
Der er sikkert dem, som vil hævde, at der sker for lidt på det fortællemæssige plan. Ddt er imidlertid ikke sandt. Miller bygger langsomt op, men det centrale drama oser ud af hver en scene, og som publikum føler man den brændende spænding vokse stødt gennem den mere end to timer lange film, indtil den næsten bliver håndgribelig.
På den måde er ”Foxcatcher” en film, der bliver ved at gro og forføre en, også længe efter, at man har forladt biografen.
Foxcatcher – 129 minutter – USA – Instruktør: Bennett Miller – Medvirkende: Steve Carell, Channing Tatum, Mark Ruffalo, Sienna Miller, Vanessa Redgrave m.fl.
