Filmanmeldelse: En chance til – Susanne Biers nye film er et gennemsnitligt drama

Babyer der dør, babyer der mishandles og efterlades i deres eget lort, og babyer som kidnappes af desperate mennesker. På det overordnede plan er der så mange ligheder mellem Anders Morgenthalers ”I am here”, som havde premiere i forrige uge, og Susanne Biers nye film ”En chance til”, at man skulle tro, at de to instruktører havde kigget hinanden over skulderen.

Dermed hører lighederne også op. Mens Morgenthalers film udvikler sig til en grum, surrealistisk roadmovie a la David Lynch, ligger “En chance til” tematisk i forlængelse af Biers tidligere værker. Begreber som hykleri, forløsning, og menneskers evne til at hæve sig over det stereotype væves sammen af store eksistentielle, moralske valg.

Politimanden Andreas (Nikolaj Coster-Waldau) lever med sin kone Anne (Maria Bonnevie) i et hus ved havet et sted i provinsen sammen med deres nyfødte søn Alexander.

En dag kaldes Andreas og hans makker Simon (Ulrich Thomsen) ud til husspektakler hos den narkopåvirkede vaneforbryder Tristan (Nikolaj Lie Kaas) og dennes underkuede veninde Sanne (May Andersen). Her opdager de, at parret har en søn, Sofus, på samme alder som Alexander. Barnet negligeres på det groveste, men myndighederne mener alligevel ikke, at der er grundlag for en tvangsfjernelse.

Da Alexander kort efter dør under tragiske omstændigheder, og Anne truer med selvmord, træffer Andreas et desperat valg og bytter sin døde søn med Sofus, mens Sanne og Tristan ligger bevidstløse i en narkorus.

Selv om Sanne nægter at anerkende, at det er Sofus, der er død, ligner det umiddelbart den perfekte forbrydelse. Men kan man på den måde lege Gud helt uden regning? Og hvem kan egentlig dømme, hvem der er egnede forældre?

Det er et klogt valg at lade Nikolaj Coster-Waldau spille desperat far, der er ude, hvor han ikke kan bunde. Rollen står i skærende modsætning til hans rolle som den skrupelsløse Jaimie Lannister fra tv-serien ”Game of Thrones”, der i første afsnit skubber et barn ud af et vindue. Samtidig har Nikolaj Coster Waldau med årene tilegnet sig en følsomhed og sårbarhed i sit spil, der her folder sig ud på fornemmeste vis.

Overordnet spilles der stærkt over hele linjen i de centrale roller. Til gengæld kan man ikke just beskylde ”En chance til” for at være subtil. Lige fra første scene annoncerer den dystre musik, at der kommer til at ske slemme ting, og det understreges af en billedside fyldt med vinterkolde træer, tågede broer og mørkt lurende hav.

I det hele taget er det som om, at Susanne Bier har malet med lidt for bred pensel for at understrege sine pointer. Anne og Andreas middelklassehjem fremstilles i blanke, renskurede flader og med interiører som taget ud et boligmagasin, mens Sanne og Tristans narkorede vises i al sin rodede og urene grimhed.

På samme måde skabes der næsten overdreven kontrast mellem den noble Andreas med de reelle hensigter og Tristan. Sidstnævnte fremstilles som et sandt monster, der truer med at skære halsen over på Sanne og tvinger hende til at sprøjte sig i stedet for at amme og skifte deres barn. Og selv om Nikolaj Lie Kaas er skræmmende intens og intimiderende i rollen, er der noget endimensionelt over hans figur.

Et tredje eksempel er, da Andreas efter at have byttet de to babyer blander sig kraftigt og voldsomt i efterforskningen og dermed udsætter sig for at blive afsløret. Hvis det da ikke lige var fordi, at hans makker Simon bevæger sig rundt som en zombie, der først sent begynder at fatte sammenhængen.

Dette grovmaleri er et problem i en film, hvor publikums engagement afhænger af, om man køber den i virkeligheden ikke særligt realistiske præmis. Det lykkes et stykke ad vejen for Bier at narre os til at mene, at Andreas’ beslutning om at kidnappe Sofus er både logisk og fornuftig. Og det er effektivt, når hun derefter vender det hele på hovedet igen og viser, at alting heller ikke er, som de ser ud til, hos Andreas og Anna.

Men i sidste ende passer tingene lidt for bekvemt sammen i forhold til de moralske pointer, som Bier ønsker at levere i filmen. Så rent og afrundet er livet sjældent i virkeligheden.

Derfor står man tilbage med et gennemsnitligt drama og en film, der tydeligvis ikke ønsker, at publikum skal tænke for dybt over tingene og dermed opdage alle de oplagte huller i plottet og de moralske argumenter.

En chance til – 103 minutter – Danmark – Instruktør: Susanne Bier – Medvirkende: Nikolaj Costyer-Waldau – Maria Bonnevie – Ulrich Thomsen – Nikolaj Lie Kaas – Lykke May Andersen m.fl