Der er film som ligner alt det andet. Der er også film, der ikke ligner de fleste. Og endelig er der film, der på ingen måde ligner noget som helst, som du har set før – eller hvor du har den mindste chance for at forudsige, hvad der kommer til at ske eller hvorfor.
Den franske film ”Titane” er en af den slags film. En hårdtslående, andrenalinpumpende, sexdampende og feministisk frigørende blanding af…ja, hvad egentlig? Måske hvad man ville få, hvis man parrede Niecolas Winding Refn med en kvindelig udgave af body horror instruktøren David Cronenberg.
Filmens handling er næsten umulig at forklare. Det starter med en lille pige ved navn Alexis på bagsædet af en bil, der distraherer sin far så meget, at han tordner ind i et autoværn.
På grund af sine skader, får Alexis indopereret en metalplade af titanium. Som unge pige oplever hun et overgreb, der kaster hende ud i et vanvittigt, stadigt accelererende hævntogt, hvor mænd dræbes med hårnåle og ben fra barstole, som var hun Kill Bill på speed.
Hun hyres som erotisk danser på en bilmesse, hvor hun har samleje med en af de flotteste biler og bliver gravid med bilen, så motorolien lækker fra hendes bryster og skød.
Og endelig hægter hun sig på den maskuline brandmand Vincent i en forvekslingstwist, som ikke skal uddyrbes her, men som afstedkommer en af filmens mest voldsomme scener.
Sådan er det hele vejen igennem i ”Titane”, der også når at bruge ”Macarena” sangen på den mest overraskende vis og i det hele taget være afsindigt underholdende helt frem til det afsluttende punktum, som rammer publikum som en damphammer og uden tvivl vil blive diskuteret længe.
Som publikum til det hele har man to valg: At udvandre eller læne sig tilbage og bare nyde at lade sig føre med uden fjerneste anelse om, hvor rejsen ender. Overgive sig betingelsesløst til den verden af flydende kønsidentitet, giftig maskulinitet, kvindeligt begær og cyborg-transformerende menneskelighed, som filmens kvindelige franske instruktør, Julie Ducournau, smasker lige i vores hoveder.
Overgive sig som modellen Agathe Rouselle, der har lagt sin krop fuldstændig i hænderne på Ducournau og med total tillid og frygtløshed kaster sig hovedkulds ud i debutrollen som den morderiske Alexia.
Overgive sig som den franske stjerne Vincent Lindon, der giver publikum et hårdt tiltrængt trygt sted at læne sig op ad, men som selv er milevidt fra sin egen, normale, kunstneriske tryghedszone som brandmanden Vincent.
”Titane” vandt overraskende guldpalmerne ved åres filmfestival i Cannes. Men alligevel fuldt forståeligt, for dens filmiske vision og visuelle gennemslagskraft er uimodståelig. Og midt i volden og råheden formår den gang på gang at blive helt blid og øm og forvandle sig til en fortælling om at finde hjem og turde åbne sig over for et andet menneske.
Dens konsekvente nedbrydning af alle normer om køn og seksualitet til et fuldstændigt fluktivt queer-mesterværk mejsler den budskab midt i panden på os: Vi kan være lige, hvem vi vil.
Titane – 108 minutter – Frankrig og Belgien – Instruktør: Julie Ducournau – Medvirkende: Agathe Rouselle, Vincent Lindon, Garance Marillier, Mara Cisse, marin Judas m.fl.
