Filmanmeldelse: About last night: Romantik og engangsknald i LA
Det må have virket som en sikker satsning at genindspille en af 80’ernes romantiske komedier – ”About Last Night” (1986) – som dengang havde Rob Lowe og Demi Moore i hovedrollerne.
Det er historien om Danny og Debbie, der bliver slæbt med på doubledate af henholdsvis deres bedste ven og veninde, Bernie og Joan. Mens Bernie og Joan hurtigt forsvinder ud på toilettet for at dyrke sex, er Danny og Debbie mere tilbageholdende og romantisk anlagt.
Til deres egen store overraskelse ender de alligevel i seng sammen senere på natten. Det, der skulle have været et engangsknald, udvikler sig langsomt men sikkert til et parforhold, da Danny og Debbie først bliver kærester og siden flytter sammen i Dannys lejlighed.
Bernie og Joan modarbejder imidlertid forholdet, dels af angst for at miste deres ven/veninde, dels fordi de ikke kan forstå, hvorfor man skal komplicere god sex med kærlighed.
Som sagt kunne filmen have været en sikker satsning, men manuskriptforfatterne og instruktøren Steve Pink har i stedet valgt at tage nogle chancer, der alt efter temperament vil gå rent ind hos publikum eller få dem til at afvise “About Last Night”.
For det første har man valgt, at lade de fire hovedroller spille af sorte skuespillere og gøre filmen til et eksempel på det populære amerikanske fænomen “Black Film”. Og denne satsning fungerer mindst lige så godt som den “hvide” udgave fra 1986.
For det andet har man valgt at lade Bernie og Joan spille en langt mere fremtrædende rolle i historien end i den oprindelige udgave og i samme åndedrag lagt sig ud med den amerikanske censur.
De to roller har således en meget direkte tilgang til sex både fysisk og verbalt. De spilles for fuld skrue af henholdsvis komikeren Kevin Hart og skuespillerinden Regina Hall. De to kaster sig ud i et stormfuldt forhold, af uhæmmet nærmest slapstick-agtig sex suppleret af lige så stormfulde skænderier, hvor de fuldstændigt skamløst overfuser hinanden på allerherligste vis.
En del vil sikkert mene, at de er mere trættende end morsomme – det afhænger som nævnt af smag og behag – men ingen kan beskylde dem for ikke at spille igennem.
Desværre skygger de også en del for de egentlige hovedpersoner Danny og Debbie, hvis forhold kommer til at virke en anelse kedeligt til sammenligning, men også kun en anelse. Der er således masser af kemi og sødme mellem Michael Ealy og Joy Bryant, som spiller de to roller – rigeligt til at de mere romantisk anlagte biografgængere får fuld valuta for pengene.
Og sådan er der noget for enhver i ”About Last Night”, hvis hovedpersonerne udgør et bredt og letgenkendeligt udsnit af nogle af de mest almindelige typer og dilemmaer, man møder som single.
At det så kan være lidt svært at tro på Dannys pengeproblemer, når han filmen igennem bor i en lækker, nyrestaureret lejlighed med store vinduer og udsigt til LA’s skyline, må man tage med.
Så selv om ”About Last Night” ikke skriver filmhistorie, er den absolut et bekendtskab værd uanset om man er til romantik eller engangsknald – eller begge dele.
About Last Night – 100 minutter – USA – Instruktør: Steve Pink – Medvirkende: Michael Ealy, Joy Bryant, Kevin Hart, Regina Hall m.fl.