SERIE: Ms. Marvel – Den nye teenage Captain Marvel er en stjerne

Jeg kan stadig huske, da jeg på Berlinalen i 2010 så nyindspilningen af den klassiske western ”True Gritt” og blev blæst fuldstændig bagover af filmens 14-årige hovedperson Hailee Steinfeld.

Der oppe på lærredet for øjnene af mig og de andre filmanmeldere blev en ny stjerne født.

Præcis den samme fornemmelse havde jeg, da jeg for et par dage siden så første afsnit af Marvels seneste TV-serie ”Ms. Marvel”. Seriens 19-årige canadisk-pakistanske hovedperson Iman Vellani har nøjagtig samme stjerneudstråling.

Det er Vellanis debut, men det mærkes på ingen måde. Tværtimod går hun til rollen som den Captain Marvel elskende teenagepige Kamala Khan med et nærvær og en naturlighed, som havde hun allerede spillet skuespil i tyve år.

Samtidig går Marvels TV-serie-satsning endnu engang nye veje. ”Ms. Marvel” er den syvende ud af 12 TV-serier i Marvel-franchisens fase fire. Og for første gang tager Marvel en rendyrket dyk ned i genren teenage melodrama.

Den 16-årige Kamala lever med sine muslimsk pakistanske forældre i Jersey City. Hun bruger tiden på at skabe Avenger Fans videoer – specielt om sin helt store heltinde Carol Danvers/Captain Marvel – hænge ud med sin ven Bruno og prøve at overtale sine forældre til at lade hende komme med til den lokale AvengerCon-festival.

En dag finder hun en kasse med sin bedstemors efterladenskaber, herunder et særegent armbånd.

Da Kamala trodser sine forældre og tager til AvengerCon, vælger hun at bruge armbåndet som en del af sit hjemmelavede Captain Marvel kostume. Det viser sig imidlertid at have uventede egenskaber, og pludselig er den unge teenagepige selv i besiddelse af superkræfter. Og et kæmpe skridt nærmere sin drøm om at redde verden.

”Ms. Marvel” lægger op til den kommende opfølger til ”Captain Marvel” (2019) – ”The Marvels” – der ifølge planen får premiere næste sommer, og som både har Captain Marvel og den nye teenage wanabe på rollelisten.

Det er imidlertid ikke det, der er i centrum i serien. Ganske vist opdager Kamala Khan langsomt sine nye kræfter og tiltrækker sig opmærksomhed fra nogle ikke så rare typer.

Men serien handler langt mere om hendes dagligdags liv med Bruno og forældrene, Hendes mildt sagt kiksede forsøg på at bestå sin køreprøve og hendes forsøg på at udtrykke sin kreativitet via sit Captain Marvel cosplay kostume til AvengerCom.

På den måde har hun fødderne solidt plantet og en afslappethed, som vi ikke har oplevet før i en Marvel TV-serie. De seneste to serie i franchinsen – ”Hawkeye” og ”Moon Knight” – var således non-stop eventyr- og actionfortællinger. ”Ms Marvel” er derimod historien om en ung pige og hendes venner, der tilfældigvis lever i Marvels superhelteunivers.

Iman Vellani bærer serien igennem med sin karisma og sin komiske og dramatiske timing i hver eneste scene.

Samtidig bakkes hendes tanker visuelt op med animerede sekvenser og computeranimerede billeder på husvæggene, når hun færdes rundt i Jersey City.

Det virker næsten som en gentagelse at sige det, men for hver ny TV-serie er det som om, at Marvel bliver bedre og bedre. Man sidder i hvert fald allerede og håber, at ”Ms Marvel” får mere en én sæson med seks afsnit.

Ms. Marvel – Seks afsnit af 45 minutter – USA – Skaber: Bisha K. Ali – Medvirkende: Iman Vellani, Matt Lintz, Zenobia Schroff, Yasmeen Fletcher, Mohan Kapur m.fl.