CPH:DOX 2023: Who I Am Not – Når man ikke bare er han eller hun
En rumænsk instruktør, der laver en film i Sydafrika. Allerede her skiller en af de mest tankevækkende film på årets CPH:DOX sig ud.
Det gør Tünde Skovráns instruktørdebut ”Who I Am Not” faktisk på rigtig mange punkter. Den er en følelsesmæssig rutschetur gennem de komplekse indre og ydrer verdener hos to intetkønnede sydafrikanere.
Mod slutningen får vi at, vide at der globalt set findes cirka 150 millioner mennesker, der fødes som intetkønnede. Det svarer i runde tal til den samlede befolkning i Frankrig og Tyskland.
Men for filmens to hovedpersoner er dette blot ligegyldig statistik. Tallet ændrer ikke stort ved de daglige udfordringer, de står over for i et land, som kun i meget lille grad er indrettet på, at der findes andet en to køn.
At der forholder sig sådan bliver i den grad tydeligt i flere scener, hvor man ser den ene af dem – aktivisten Dimakatso – søge efter et job. Allerede når folk ser Dimakatso omtaler sig selv som dem/de, bliver de usikre. Og det forsætter under selve jobsamtalen. Her forklarer direktøren den ene sted, at det simpelt hen vil blive for kostbart for hans virksomhed at erstatte alle skiltene på toiletterne, så de passer til Dimakatso – og hvilket toilet vil de/dem overhovedet bruge? Og et andet sted forklarer en anden direktør, at alene Dimakatsos udseende vækker for stor usikkerhed til, at de kan blive ansat.
På den måde svæver Dimakatso i et limbo, der forstærker den usikkerhed, de selv føler. Dimakatso blev født med begge kønsorganer, og deres far kan ikke huske, om lægerne opererede deres penis væk eller blot ”syede den ind i kroppen”. Og de gamle journaler fra hospitalet er væk. Derfor er det kun en genetisk test, der kan bringe en eller anden form for afklaring.
Det problem har filmens anden hovedperson Sharon-Rose ikke. Hun er tidligere skønhedsdronning og marketing-direktør i et medicinalfirma og ligner på ydersiden en smuk kvinde. Men indeni er hun i tvivl om sin identitet, efter at hun findder ud af, at også hun har XY-kromosomer. Samtidig er hun født uden en livmoder, hvilket gør, at hun ikke kan få børn.
Det er denne kontrast i Dimakatsos og Sharon_Roses fælles grundudfordring, der gør ”Who I Am Not” til en fængslende oplevelse. Mens Dimakatso lever beskedent, men har en meget støttende kvindelig kæreste, lever den langt mere velhavende Sharon Rose måske nok materialistisk bedre, men har svært ved at finde ind i et fast forhold. Og når hun er sammen med veninder, der har børn, stråler ensomheden tydeligt frem i hendes øjne.
På den måde er ”Who I Am Not” fyldt med følelsesfyldte øjeblikke, der heldigvis brydes af impressionistiske symbolske scener som en bi, der er fanget i en vanddråbe og en drømmeagtig sekvens med Sharon-Rose. Scenerne fungerer.
Det og meget andet er med til at gøre ”Who I Am Not” til en film, der lige som sine intetkønnede hovedpersoner lever via sit hjerte.
Who I Am Not – 103 minutter – Rumænien + Canada – Instruktør: Tünde Skovrán – Medvirkende: Dimakatso, Sharon Rose m.fl.
