FILM: Asteroid City – Wes Anderson er blevet rendestilleret stil uden indhold
Man er aldrig det mindste i tvivl om, at det er en Wes Anderson film man sidder og ser på. Ingen formår som han i bogstaveligste forstand at sætte rammen om sine værker. Alt i hans film – billedvalget, lyset, kompositionerne – er sat op, så man aldrig er i tvivl om, at man befinder sig i et filmisk univers. En kæmpestor kulisse eller et dukkehus styret af dukkemesteren selv.
Derfor er man heller ikke i tvivl om, at ”Asteroid City” er ren Wes Anderson. Spørgsmålet er, om den er for ren. Om balancepunktet er tippet, så der nu er tale om 100% alkohol frem for udsøgt rom eller gin. Eller i Andersons tilfælde, om han er endt et sted, hvor det udelukkende handler om det stilistiske, mens indholdet mangler.
Jeg sad i hvert fald med følelsen bagefter, at jeg ikke rigtig havde fået fat i, hvad filmen egentlig handler om. Og jeg var ikke den eneste. ”Det handler ikke om noget”, udbryder en af skuespillerne på et tidspunkt i film, og på det tidspunkt er man selv nået til samme konklusion.
Det hele er bygget op som en kinesisk æske system. Ved filmens start er vi kastet tilbage i sort/hvid i et TV-studie i 50’erne i USA, hvor en unavngiven fortæller (spillet af ”Breaking Bad” stjernen Bryan Cranston), fortæller, at vi skal se et skuespil ved navn ”Asteroid City” skrevet af den velrenomerede forfatter Conrad Earp (Edward Norton).
Herefter kastes vi ind i et klassisk Anderson-tableau – måske den mest feticherede irammesættelse, han endnu har præsteret – i form af byen Asteroid City i strålende widescreen: En lille bitte ørkenflække med 87 indbyggere, en diner, en tankstation og værksted samt et motel. Byen er berømt for, at en astroide faldt ned for flere tusind år siden og efterlod et stort krater.
Her samles en gruppe af prisvindende unge astronomer fra hele landet med deres forældre til stjernekiggerkonference. Blandt dem er fotografen Augie og hans talentfulde søn Woodrow, samt hans tre døtre. Augie har netop mistet sin kone og har i ugevis udsat at fortælle børnene, at deres mor er død. En anden forældre er den berømte skuespiller Midge, der ledsager sin datter Dinah. De to voksne knytter sig hurtigt til hinanden, og det samme gør Woodrow og Dina.
Da et rumvæsen i en flyvende tallerken bryder ind i konferencen og tager den lille sten i bunden af krateret, der er resterne af astroiden, afspærrer millitæret byen og sætter alle i den i karantæne.
På det tidspunkt er man imidlertid begyndt at føle sig lige så fanger i byen som de karantæneramte indbyggere og spørge sig selv, hvad det hele skal til for. Den smukke sorghistorie og spillet mellem Jason Schwartzmann og Scarlett Johansson drukner således i Andersons stilistiske spilfagterier og overdådige idérigdom.
Og de to parallelspor, hvor stykket af samme navn samtidig spilles i et TV-stykke i New York, er trods den flotte udførsel heller ikke forklaret.
Wes Anderson er altid interessant selskab, og som sædvanlig er hans film proppet med stjerner i alle roller, hvilket efterhånden også er blevet en gimmick i sig selv. Men når stil trumfer indhold i en grad som her, så er det tid for instruktøren at se sig selv i spejlet.
Asteroid City – 105 minutter – USA – Instruktør: Wes Anderson – Medvirkende: Jason Schwartzman, Scarlett Johansson, Tom Hanks, Tilda Swinton, Bryan Cranston, Edward Norton, Steve Carrell, Matt Dillon, Willem Dafoe, Margot Robbie m.fl.
