80-årige Harrison Ford er i disse år i gang med noget, der minder om en filmisk afskedsturné.
Først skulle der lige slås en krølle på hans rolle som Han Solo i Star Wars med ”Star Wars: The Force Awakens” (2016) og ”Star Wars: The Rise of Skywalker” (2019). Derefter fulgte med 35 års forsinkelse ”Blade Runner 2049” (2017), hvor Harrison Ford gentog rollen som eks-politimanden Rick Deckard i et futuristisk fremtidsunivers. Og nu er turen så kommet til endnu en tur i manegen i hans måske mest ikoniske rolle som Indiana Jones.
Nu er der efterhånden lavet så mange eventyrs- og skattejagtsfilm, at det er blevet en genre, hvor alt flyder sammen. Men for os, der var teenagere i 80’erne, vil der altid være en ganske særlig og frydefuld nostalgi forbundet med den første Indiana Jones film ”Jagten på den forsvundne skat” (1981).
Her forløste Steven Spielberg sine egne og resten af verdens drengedrømme i en perfekt blanding af eventyr, action og humor og skabte en stam-klassiker i filmhistorien for alle de eventyrfilm, der siden fulgte efter.
På den måde kommer den femte og sidste Indiana Jones film ”Indiana Jones and the Dial of Destiny” ikke blot efter de fire foregående Indiana Jones film. Den kommer efter 40 års højprofileret Hollywood-blockbusteraction og evighedseskapisme hvor alt fra ”Fast and Furious” filmene til ”Mission Imposible” serien ”Terminator”, ”Laura Croft”, ”Transformers”, de nyeste James Bond film og Marvels uendelige rum-opera har lånt fra det, som Steven Spielberg og George Lukas skabte, da de introducerede Indiana Jones.
Set på den led tilfører den nye Indiana Jones film ”Indiana Jones and the Dial of Destiny” ikke noget nyt til hverken franchisen eller genren.
Efter de fire foregående film har Steven Spielberg for første gang overladt instruktørstolen til den rutinerede mainstream tovholder James Mangold, der kender blockbuster-universet, og som er gået til opgaven effektivt og tilfredsstillende uden at tage unødige chancer.
I en lang indledningssekvens er vi tilbage i slutningen af 2. Verdenskrig, hvor en ung Indiana Jones forsøger at redde det berømte spyd, som romerne stak Jesus med, da han hang på korset, fra nazisterne.
Det viser sig dog at være en forfalskning, hvorefter Indiana Jones kaster sig over en anden artifakt, den såkaldte Antikhytera – et instrument i guld lavet af den berømte græske matematiker Arkimedes. Efter en hæsblæsende togjagt (og ja de ender med at slås på taget af det kørende tog), redder Indiana Jones og hans engelske arkæolog-ven Basil den ene halvdel af instrumentet fra den den gale tyske videnskabsmand Jürgen Voller.
Derefter tager filmen et syvmileskridt frem til 1969, hvor den nu aldrende Indiana Jones lever en ydmyg gammelmandstilværelse i sin etværelses lejlighed i New York. Mens verden fejrer Apollo-månelandingen og hans hippie-naboer bare fester, holder Indiana Jones forelæsninger for halvvågne, jævnt uinteresserede studerende. Hans søn er død i Vietnamkrigen, og hans sorgramte kone Marion har forladt ham, så han virker med god grund træt.
Men midt i denne resignerede alderdomskrise dukker Basils nu voksne datter Helena – der også er Indy’s guddatter – op. Hun vil have ham til at hjælpe sig med at finde den anden del af Arkimedes’ instrument.
Helena er blot ude på at sælge det til den højestbydende. Voller, der i de mellemliggende år har arbejdet for USA med blandt andet rumprogrammet, ønsker imidlertid også at finde det, da det kan forudsige sprækker i tiden.
Modvilligt drager Indiana Jones derfor ud på et sidste eventyr for at finde den anden halvdel af instrumentet og redde verden fra Vollers planer om at rejse tilbage i tiden og ændre historiens gang.
Som sagt har James Mangold godt greb om filmen, og styrer sine slagnumre igennem historien som en garvet cirkusdirektør. Hovednummeret er selvfølgelig Harrison Ford, der i en af sine første scener præsenteres med bar overkrop, så man ikke kan være et sekund i tvivl om, at Ford nu er en ældre mand.
Men selv om han har taget hul på sit 9. årti, har Harrison Ford stadig sin charme, sin selvironi og skæve smil. Det er tydeligt, at han kan rollen på rygraden og nyder kombinationen af oneliners og swashbuckler-action.
Filmens helt store gevinst er imidlertid den engelske skuespillerinde Phoebe Waller-Bridge i rollen som Helena. Den 37-årige skuespillerinde er kendt fra komedie-serien ”Fleabag” (2016-2019), men viser, at hun sagtens har skuldre og kraft til at bære en stor blockbusterfilm. Med lige dele energi og dynamisk kækhed, minder hun næsten om en yngre, kvindelig udgave af Indiana Jones.
Forhåbentlig vil Hollywood-producenterne ikke forfølge dette spor. Med ”Indiana Jones and the Dial of Destiny”, får vi nemlig lige præcis den tilfredsstillende slutning, som den fjerde film i serien ”Indiana Jones and the Kingsom of the Crystall Skull” (2008) end ikke kom i nærheden af for 15 år siden.
Så lad os blive ved det og lad så alle tiders største eventyrhelt ride ud mod solnedgangen.
Og nyd også at se Mads Mikkelsen i endnu en skurkerolle. Heller ikke her er der noget nyt at tilføje i forhold til de skurkeroller, han allerede har leveret i både James Bond og Fantastiske Skabninger. Men når han nu gør det så godt
Indiana Jones and the Dial of Destiny – 154 minutter – USA – Instruktør: James Mangold – Medvirkende: Harrison Ford, Phoebe Waller-Bridge, Mads Mikkelsen, Antonio Banderas, Toby Jones m.fl.
