FILM: Lupin III: Cagliostros borg – Miyazakis første film er en charmerende, actionfyldt kupfilm
Den japanske instruktør Hayao Miyazaki har for længst slået sit navn fast, som sin tids mest originale tegneserieskaber.
Med mesterværker som ”Min nabo Totoro” (1988), ”Porco Roso” (1992), ”Chihiro og heksene” (2001), ”Det levende slot” (2004) og den biografaktuelle ”Drengen og hejren” har han i mere end fire årtier begejstret børn og voksne med sin magiske Miyazaki-stil. En tegnepoesi, der er helt hans egen, selv om mange ynder at sammenligne ham med Walt Disney.
Nu får vi så lov at opleve hvor det hele startede i 1979 med den charmerende fortælling om mestertyven Arsene Lupins barnebarn Lupin III.
”Lupin III: Cagliostros borg” starter midt i begivenhedernes hæsblæsende centrum. Efter et vellykket kup mod et casino flygter Lupin og hans tro følgesvend Jigen i deres ikoniske gule Fiat 500.
Bilen er i bogstaveligste forstand proppet til randen med pengesedler, som, de to tyve dog snart må erkende, er falske. Hvad der kommer let, går let, synes at være devisen lige fra begyndelsen i denne film.
De falske sedler viser sig at stamme fra lilleputstaten Cagliostro. Lupin forsøgte i sin ungdom at røve trykpladerne og beslutter sig for at gøre et nyt forsøg.
Knap er de imidlertid ankommet til Cagliostro, før de blandes ind i en hæsblæsende biljagt, hvor den unge prinsesse Clarisse jages af nogle skumle typer.
Det lykkes ikke at redde prinsessen i første omgang. Lupin må derfor forsøge at bryde ind i Cagliostro-slægtens legendariske borg for at forhindre, at Clarisse bliver gift med sin fæle fætter Grev Cagliostro.
Borgen er fyldt med dødsfælder, og det hele kompliceres yderligere af, at Lupins elskerinde Fujiko – selv mestertyv – og interpol-politimanden Zegnita, der har gjort det til sin livsopgave at fange Lupin – også melder sig på banen.
Hvis nogen synes, at dette handlingsreferat lyder mere som James Bond eller en kupfilm a la ”Oceans Eleven” (2001) end som en Miyasaki-tegnefilm så har de både ret – og uret.
For vist indeholder ”Lupin III – Cagliostros borg” forpustende actionsekvenser, der blandt andet skulle have inspireret Steven Spielberg, da han skabte ”Jagten på den forsvundne skat” (1981). Men den indeholder også rolige passager med drivende skyer over grønne bakker, som nærmest er blevet et af Miyasakis varemærker.
Og vist er filmen tegnestilsmæssigt hører hjemme i 70’erne med en mere simpel stil, så suppleres den alligevel med scener med stor detaljerigdom som for eksempel aktionscenerne.
På den måde bærer ”Lupin III: Cagliostros borg” allerede kimen til alt det, der få års senere skulle gøre Miyazaki verdenskendt.
Men filmen kan også sagtens stå selv med sin medrivende fortælling, hvor man ikke keder sig et øjeblik, og de mange figurer, der hvirvler ud og ind af handlingen inden den på alle måder tilfredsstillende slutning.
På den måde er ”Lupin III: Cagliostros borg” på ingen måde blevet utidssvarende, heller ikke i sin kritik af systemer, der holder hånden over rigmænd som Grev Caligostro. Den bærer tværtimod sine 45 år med en forfriskende og meget charmerende vitalitet.
Så alle fans af Miyazaki bør unde sig selv at opleve dette startpunkt, der føles som at høre den første øveindspilning i studiet til Beatles ”Yesterday”: Allerede lovende og fuld af besnærende potentiale.
Lupin III: Cagliostros borg – 100 minutter – Japan – Instruktør: Hayao Miyazaki
