FILM: Architecton – Et aldeles overvældende billedværk om forholdet mellem menneskets og naturens egen arkitektur
Når min yngste datter om 20 år skal fortælle anekdoter fra sit liv, kan hun berette om sit første møde med den russiske instruktør Viktor Kossakovsky i 2019, hvor hans smukke billedværk om vand ”Aquarelia” (2018), var en del af programmet på CPH:DOX.
Forhåbentlig vil hun også til den tid kunne påskønne oplevelsen mere, end hun gjorde dengang som 11-årig, hvor hun forlod biografen med følgende salut:
”Det var så to timer af mit liv, jeg aldrig får tilbage!”
Nu er Kossakowsky tilbage med en filmisk rejse gennem de materialer, som lige siden tidernes morgen har været grundbestanddelen i menneskeboliger – sten og beton.
Ovennævnte lyder måske ikke umiddelbart som den mest oplagte og spændende biograftur. Men lad dig ikke afskrække. Kossakovskys nyeste film “Architecton” er et mesterligt udført stykke filmkunst.
I en tid, hvor film skabes og designes til at blive set på mindre og mindre skærme, laver Kossakowsky fortsat værker, der insisterer på at blive oplevet på de største biograflærreder, der findes.
I to årtier har den russiske auteur rejst verden rundt med det fineste udstyr og de bedste kamerafolk, for at indfange livet på jorden. Ikke som David Attenborough, der tager tilskuerne i hånden hele vejen. Som altid med Kossakovsky kommer oplevelsen ikke gratis eller uden indsats. Sådan må det nødvendigvis være med en film uden dialog, uden plot, uden skuespillere og med kun én enkelt medvirkende i de 98 minutter, som oplevelsen varer.
Jeg skriver oplevelse, for Kossakowskys film er så langt fra filmisk fastfood som noget. Her bliver man både visuelt og filosofisk udfordret. I ”Architecton” begynder det allerede med titlen, der ikke – som Google Translate ellers foreslår – betyder ”arkitekten”. Den er i stedet hentet helt tilbage i græsk filosofi og betyder ”arkitekternes arkitekt”, den som står over dem alle, nemlig ”Universets arkitekt”.
”Architecton” handler mere om døden end om livet. Den skildrer de naturlige og menneskeskabte strukturer, der formes ud af jordens klippelandskaber og omskabes gennem tid, inden de pludseligt eller gradvist destrueres for derefter at blive bygget op på ny.
En evig cyklus eller som i en af filmens visuelle metaforer en evig cirkel. Her skaber den italienske arkitekt Michele De Lucchi (filmens førnævnte eneste medvirkende) en stencirkel i sin have.
Selv udtrykker Kossakovsky det således i filmens pressemateriale: ”I én region alene ødelægger vi 700 bjerge om året bare for at lave cement. Vi forvandler bjerge til cement og bygger bygninger, der i gennemsnit holder i 40 år, og vi laver byer, der kollapser i jordskælv. Og derefter skaber vi bjerge af affald fra resterne af betonbygninger, og cyklussen starter forfra.”
Det er denne cyklus, som ”Architecton” skildrer i sin billedrejse. Fra støvede bjerge i Mellemøsten til byer i Ukraine, som er revet fra hinanden i den russiske angrebskrig, så bygningerne står som gabende kæmpedukkehuse, hvor man kan se ind i ruinerne af de forskellige rum. Og i hjertet af det hele jorden og klipperne selv skåret i stykker for at skabe nye bygningsværker.
Filmen er visuelt fuldstændig overdådig. Skudt i ultrahøj opløsning, flyder de super skarpe detaljer monumentalt hen over lærredet og fortryller tilskuerne fra første til sidste scene. Sammen med fotografen Ben Bernhard har Kossakowsky fanget menneske- og naturskabte strukturer på måder, som aldrig er set før, og han brug af droneteknik får en til at tabe kæben af billedmæssig benovelse. Ja, hvis der findes en Oscar for de bedste droneoptagelser, så er ”Architecton” selvskreven.
Når Kossakovskys sten-odyssé får byer til at ligne klippelandskaber og voldsomt skridende klippestykker til at minde om rivende floder føler man sig suget ind i dette storslåede billedværk.
Architecton – 98 minutter – Tyskland, Frankrig, USA og Fransk Polynesien – Instruktør: Viktor Kossakowsky – Medvirkende: Michele De Lucchi
