Biografernes sørgelige kassetænkning

”Sugerørene vil slubre og popcornene knase i munden på millionvis af filmelskere næste år. 2015 bliver et kanonår for landets biografer”.

Sådan lød det kort før jul fra brancheforeningen Danske Biografer, som er ved at strømme over af forventning. Biograferne regner med at modtage lige så mange besøgende, som da billetsalget gik allerbedst i starten af 80’erne. De bygger især deres prognose på en håndfuld blockbusters, der alle får premiere i 2015.

Det gælder dels den nye James Bond film ”Spectre”, dels filmatiseringen af ”Fifty Shades of Grey” og den længe ventede fortsættelse på Star Wars sagaen. Dertil kommer opfølgeren på Casper Christensens og Frank Hvams Klovn-film samt filmatiseringen af fantasy-bestselleren ”Skammerens datter”.

– Filmene næste år rammer et utrolig bredt publikum, så uanset hvad man er til, vil der være noget, der appellerer, lyder en af forklaringerne fra formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen.

Så langt så godt. På sin vis forstår man jo godt biografernes begejstring. I bund og grund er en biograf jo en forretning, der som enhver anden virksomhed skal have en omsætning for at kunne overleve. Og for biograferne findes der kun to hovedindtægter, der hænger uløseligt sammen: Billetsalg og salg af slik, popcorn og drikkevarer.

Når jeg alligevel her på kanten af 2014 udstøder et lille hjertesuk over Danske Biografers udmelding, og føler mig som en gnaven gammel anmelder, skyldes det, at biografernes kassetænkning samtidig er sørgeligt uambitiøs.

For mig har begrebet ”kanonår” således en hel anden betydning, der ikke hænger sammen med billetsalget, men derimod med filmenes kvalitet. Så hvis et år, skal udråbes til filmisk kanonår, er det fordi, at der det år har været ekstra mange film af høj kvalitet.
Og med al respekt for ovennævnte film, så er der næppe nogen af dem, der står til at vinde internationale filmpriser. Her er alene tale om kalkuleret masseunderholdning.

Selvfølgelig kan kunstnerisk kvalitet og forretning godt leve side om side, men når biograferne siger, som de gør, er det en – lidt for – tydelig markering af, hvilken en af de to ting, der betyder mest for dem. På den måde reducerer de for mig at se sig selv til at blive simple underholdningstempler og leverandører af filmisk blockbuster-fastfood frem for at være kulturelle fyrtårne og frontløbere.

Lad mig derfor komme med et andet håb for 2015. At det vil blive et fantastisk filmår også kvalitetsmæssigt. Et år med film der handlingsmæssigt og cinematografisk slår benene væk under mig, og hvor skuespillernes præstationer går ind og rører ved mig. Et år med film der overrasker og bevæger mig og rykker mit verdensbillede. Film der kan, forarge, forundre og begejstre og som har et budskab og en mission, der ligger langt ud over blot det at underholde.

Og så håber jeg selvfølgelig, at Kim Pedersen og Danske Biografer får deres nytårsønsker om rødglødende kasseapparater opfyldt, så de lige som jeg bliver glade