Filmanmeldelse: Inuk- Sympatisk grønlandsk film med højt til loftet
Der skulle gå ikke mindre end fire år, før den mest prisvindende grønlandske film nogensinde omsider nåede frem til de danske biografer. Heldigvis har ”Inuk” været værd at vente på, og dens temaer er ikke mindre aktuelle i dag end i 2010. Faktisk virker den næsten som et bestillingsarbejde til det grønlandske Siumut-parti, der netop har vundet valget på et program om at vende tilbage til sine etniske rødder.
Men selv om fransk-grønlandske Mike Magidsons debutspillefilm retter en skarp kritik mod det moderne Grønland, er den ikke et politisk, men et menneskeligt statement. I stedet er det en historie om at finde sine rødder og sig selv og få fodfæste i sit liv – også selv om det hviler på lunefuld is.
At det forholder sig sådan bliver illustreret allerede i filmens indledende scene. Et ungt ægtepar suser over indlandsisen i hundeslæde med deres syge søn Inuk på vej til hospitalet. Faderen går forrest for at måle isens bæredygtighed, men han tager fejl og forsvinder i en våge.
Derefter klipper filmen til nutiden. Inuk er nu blevet teenager og lever i Nuuk, hvor han strejfer alene om på gaden for at undgå sin alkoholiserede mor og hendes voldelige drukvenner. En kærlig forstanderinde får ham dog sendt til et hjem for forældreløse børn ved Uummannaq fjorden 500 kilometer nord for polarcirklen, hvor han oprindeligt kommer fra.
Her åbner Inuk langsomt op, og under en fælles slædetur til Sælbugten finder han en faderfigur i den lokale sæljæger og bjørnedræber Ikuma. Med ham opnår han omsider roen og en forsoning med faderens voldsomme død og forstår, hvem han er. På samme måde får Ikuma en erstatning for den søn, han har mistet
Der er på alle måder højt til loftet i Mike Magidsons film. Det gælder for eksempel personerne i ”Inuk”, der for en stor dels vedkommende spilles af amatører. Deres manglende erfaring gør ikke så meget, så længe, der er tale om masseoptrin som fællesspisning, fodboldkamp på isen eller en konvoj af slæder der trækkes af hvert deres hundespand. Men når det gælder dialoger på to- eller tremandshånd bliver det mere famlende.
Heldigvis spiller Gaba Petersen overbevisende som den indesluttede Inuk. Det samme gælder Ole Jørgen Hammeken som Ikuma. Sidstnævnte er også lidt af en globetrotter og eventyrer i virkeligheden. Blandt andet gennemførte han i 2007 en 500 kilometer lang rejse over Grønland for at protestere mod den globale opvarmning.
Handlingen er også bygget med store armbevægelser, hvor de enkelte scener snor sig omkring et overordnet skellet. Det hele bindes sammen af en kvindelig fortællestemme, som man først langsomt fatter tilhører børnehjemmets forstanderinde Aviaaja (Rebekka Jorgensen).
Men først og fremmest er det naturens uendelighed, der bærer filmen igennem. Det sneplettede Uummannaq-fjeld, de endeløse isflader på bugterne omkring bygden og lyset over sneen. En verden af hvidt og frost, som på samme tid er skræmmende indifferent , over for de mennesker, der lever i den, og samtidig giver dem ånderum.
Man siger, at man skal ud til kanten af verden for at finde stilheden, så man kan høre sit eget hjerteslag. ”Inuk” fører en ud til denne kant.
Inuk – 90 minutter – Grønland og Frankrig – Instruktør: Mike Magidson – Medvirkende: Gaba Petersen, Elisabeth Skade, Rebekka Jorgensen, Ole Jørgen Hammeken, Sara Lyberth m.fl.
