Filmanmeldelse: The Gambler – Mark Wahlberg spiller højt spil
Det ville være nemt at sammenligne ”The Gambler” med både Nicolas Windings Refns nådesløse ”Drive” (2011) og Ridley Scotts kiksede ”The Councelor” (2013), ja sågar også med den oprindelig Gambler-film fra 70’erne med James Caan i hovedrollen. Nemt men også forfejlet.
På samme måde ville det være nemt at affærdige Mark Wahlbergs indsats i hovedrollen som den ensomme spiller som overfladisk, fordi han nu engang ikke mønstrer særlig mange ansigtsudtryk i sit repertoire. Men igen ville det være en fejl.
Rupert Wyatts film er nemlig helt sin egen og drejer sin historie så tilpas meget, at den faktisk bliver interessant at se på.
Jim Bennet er spiller med stort S. Dette understreges allerede i filmens startscene, hvor man ser ham målbevidst kaste sig ud i et selvmorderisk alt-eller-intet felttog ved kortbordet, hvor 80.000 kroner vindes og formøbles igen, hurtigere end øjet kan blinke.
Intet under, at Jims rige morfar på sit dødsleje mener, det er mest fornuftigt, hvis hans barnebarn ikke arver en krone. Så snart er han i bundløs gæld til ikke bare en, men to hårdhændede lånehajer, mens en tredje lurer i kulissen
Til daglig er Jim lektor i litteratur på det lokale universitet, hvor han holder misantropiske taler for de studerende om deres manglende talent og håner dem for ikke at forstå Shakespeares genialitet.
Her indleder han en affære med en ung talentfuld studerende Amy, som trods Jims åbenlyse mangler som kærestepotentiale alligevel stædigt holder ved. Det samme gør Jims rige mor, der trods sønnens afvisninger alligevel låner ham penge til at afvikle gælden – som han i trods straks spiller bort.
Men det er farligt at være tæt på en spiller, når de kriminelle bagmænd ånder ham i nakken for at få deres penge. Spørgsmålet er bare, om Jim også vil sætte sine nærmeste på spil – og om der overhovedet er en vej ud for ham.
Indrømmet, det er svært at holde af filmens hovedperson – mest fordi man aldrig helt forstår, hvad der har skabt hans kynisme og maniske spillelidenskab. Til gengæld er der trods Wahlbergs smalle skuespiltalent ingen tvivl om det adrenalinsus, som Jim får ved spillebordet, eller hans selvlede. Derfor sidder man som tilskuer og håber på, at det alligevel vil ende godt og ikke som en forudsigelig tragedie.
Altid seværdige Brie Larson, som man netop har kunnet nyde i ”21 Jump Street” får det optimale ud af sin ikke særligt dybe rolle som Amy. Hendes stædige insisteren på at ville have et forhold med Jim og hendes accept af ham, minder om Elizabeth Shues prostituerede i ”Leaving Las Vegas” (1995), hvor hun trofast holder fast ved Nicolas Cage til trods for, at han har besluttet sig for at drikke sig ihjel.
På samme måde får Jessica Lange meget mere ud af rollen som Jims mor, end manuskriptet giver hende spillerum til, mens John Goodman er underholdende om end faretruende tæt på det karikerede som filmens tredje lånehaj.
Manuskriptet bag ”The Gambler” er ikke uden huller, men historien afvikles dynamisk og med passende spænding til, at det aldrig bliver kedeligt. På den måde beviser Rupert Wyatt at han ikke kun kan lave store blocbuster-actionbrag som ”Abernes Planet”, men også kan levere et mere tætspillet drama, der i sit udtryk næsten er ny-noir.
The Gambler – 111 minutter – USA – Instruktør: Rupert Wyatt – Medvirkende: Mark Wahlberg, Jessica Lange, Brie Larson, John Goodman, Michael Kenneth Williams m.fl.
