Filmanmeldelse: Fading Gigolo – Woody Allen springer ud som alfons
Det er kun få måneder siden, at Woody Allens steddatter beskyldte ham for at misbruge hende seksuelt, da hun var barn. Derfor virker det også lidt som skæbnens ironi, at han nu kan opleves som alfons i John Turturros ”Fading Gigolo”.
Godt nok en meget Allensk en af slagsen, nemlig en småneurotisk, jødisk, eksboghandler i New York. Og det er da heller ikke unge, socialt belastede piger, han tvinger på gaden, men derimod sin modne ven.
Da Murray (Allen) bliver nødt til at lukke sin boghandel og samtidig hører sin smukke tandlæge Dr. Parker (Sharon Stone) overveje en trekant med sin veninde Selina (Sofia Vergara) øjner han straks chancen for en god forretning.
Han overtaler derfor sin stille blomsterhandlerven Fioravante til at lægge krop til Dr. Parkers lyster. Og selv om Fioravante ikke er nogen skønhedsåbenbaring eller noget muskelbundt, har han en rolig selvsikkerhed og moden charme, der virker hos kvinderne.
I løbet af ingen tid er gigolo-forretningen en succes. Mens Murray skaffer kunderne, nedlægger Fioravante de modne fruer. Men da han bliver forelsket i en lokale, ortodoks-jødisk enke Avigal (Vanessa Paradis) begynder tingene at gå skævt. Ikke mindst fordi kvarterets ortodoks-jødiske betjent Dovi også er forelsket i Avigal.
Woody Allens speedsnakkende Murray er en figur, som man har oplevet mange gange før i Allens egne film, hvilket ikke gør det mindre fornøjeligt. Det er tydeligt, at rollen er skræddersyet til ham, og den giver rigelig plads til Woody Allens mange præcist leverede oneliners. Ikke mindst en scene, hvor Murray bliver slæbt hen til en selvbestaltet retssag hos tre ældre ortodokse jøder, som spyr sætninger fra det gamle testamente ud gennem deres gråsprængte skæg, er kostelig.
I det hele taget virker det som om, at John Turturro har villet gå mesteren i bedene og lave sin egen Woody Allen film. Men som altid, når lærlingen vil lege troldmand lykkes det ikke helt.
For selv om ”Fading Gigolo” er en både charmerende og såre sympatisk film, der tilmed formår at gøre kærligt grin med det jødisk ortodokse samfund i New York, er blandingen af gigolo-temaet og det religiøse tema alligevel en tand for broget. Så i stedet for at være et helstøbt værk lander filmen mellem to stole.
Og selv om John Turturro har et godt ansigt, bliver det aldrig rigtig klart, hvad det egentlig er, han har eller gør, som får kvinderne til at falde i svime. Især ikke, når kvinderne er så højeksplosive sexbomber som Sharon Stone og Sofia Vergara, der hver for sig er mere end nok til at give enhver mand kam til hans hår.
Til gengæld får Vanessa Paradis det optimale ud af rollen som Avigal. Hun kontrollerer hver en scene med sine på en gang sørgmodige og udfordrende øjne og portrættere denne tilknappede kvinde, der aldrig tidligere er blevet rørt hverken følelsesmæssigt eller fysisk, som Fioravanta gør det.
John Turturro viser både varme og hjerte med “Fading Gigolo”. Lad os håbe, at hans næste film også viser lidt mere af ham selv.
Fading Gigolo – 90 minutter – USA – Instruktør: John Turturro – Medvirkende: John Turturro, Woody Allen, Sharon Stone, Sofia Vergara, Vanessa Paradis, Liev Schreiber, Bob Balaban m.fl.
