Filmanmeldelse: Godzilla – Sommerens storslåede monsterfilm
Wauw!
Så enkelt kan det siges, efter at man har set den nyeste ”Godzilla” film, som rammer biograferne 60 år efter, at Toho-studiernes oprindelige Godzilla fra 1954.
Siden da er der lavet mere en 30 film med monsteret over alle monstre. I Japan har der forståeligt nok været en vis skepsis ved tanken om endnu en Hollywood-version af det, som japanerne retteligt betragter som deres arvesølv. Og man kan ikke bebrejde dem. Roland Emmerich slap ikke videre heldigt fra sit forsøg i 1998, hvor han gjorde den store fejl at behandle Godzilla, som om det var et hvilket som helst væsen.
Dermed missede han totalt, hvorfor Godzilla lige fra starten har været et ikon. I 1954 var der gået mindre end 10 år, siden atombomberne sprang over Hiroshima og Nagazaki. Godzilla blev derfor set som en metafor for A-våben – naturens ultimative dommedagsvåben, der lægger byer og landskaber øde.
Heldigvis gør Gareth Edvards ikke samme fejl som Emmerich. Det er blot Edwards anden spillefilm, efter at han i 2010 debuterede med ”Monsters”, som blev regnet for at være en af de mest originale nyere sci-fi/monsterfilm.
Den blev indspillet for få millioner kroner og med lavteknologiske digitale effekter, som Gareth Edwards lavede ved hjælp af en hjemmecomputer og noget stardardsoftware. Nu har han så haft en lille milliard at lege med, og resultatet er tilsvarende overvældende.
Edwards er på samme tid tro over for den B-film genre, Godzilla er udsprunget af, mens han formår at levere en ægte Hollywood blockbuster syltet ind i familie og familietragedie, regeringer, der dækker over sandheden og den moderne terrorfrygt.
Uden at røbe for meget af historien starter det med en udgravning på Philipinerne, der afslører en kæmpe hule og et tilsvarende kæmpe skellet, og en videnskabsmand, der får mistanke om, at der gemmer sig noget i dybet under det japanske atomkraftværk, hvor han arbejder. Derefter bevæger historien sig langsomt over Stillehavet for at kulminere i veritable dommedagsscener i og omkring San Francisco.
Gareth Edwards viser sig som en sand mester i suspense og bygger effektivt spændingen op gennem filmens første 30-40 minutter, inden man endelig får set Godzilla i al sin vælde.
Og synet er i sandhed overvældende. I 1954-versionen var Godzilla omkring 50 meter høj, så den akkurat kunne kigge ud over de højeste bygninger i det daværende Tokyo. I mellemtiden er bygningerne skudt i vejret, og det samme er kæmpemonsteret, der nu er over 100 meter.
En gigantisk naturkraft med tilsvarende gigantisk ødelæggelsespotentiale. Og sjældent har man set noget lignende. Atomkraftværker, broer og halve byer lægges øde og højhuse væltes som dominobrikker, så det minder om Wold Trade Center katastrofen i 2001.
Den menneskeskabte infrastruktur får et ordentligt skud for boven med massive strømsvigt, veje og jernbaner, der flås op, skibe der væltes, og fly der falder ned fra himlen, når elektronikken sætter ud. Hvis filmen viser noget er det, hvor skrøbelig vores verden er, når de virkelige naturkræfter raser, så væk dem for guds skyld ikke.
Man kunne sagtens fremhæve den imponerende rolleliste med navne som Aaron Taylor Johnson, Ken Watanabe, Bryan Cranston, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche og David Strathairn, men de er i princippet ligegyldig staffage. Filmens altoverskyggende hovedperson er og bliver Godzilla.
Det forlyder, at selv hard core Godzilla-fans i Japan har vendt tommelfingeren op for Gareth Edwards udgave af kæmpemonsteret, og med god grund. Den nye Godzilla er simpelt hen sommerens og årets monsterfilm, og den bliver svær at slå.
Godzilla – 123 minutter – USA og Japan – Instruktør: Gareth Edwards – Medvirkende: Aaron Taylor Johnson, Ken Watanabe, Bryan Cranston, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche og David Strathairn m.fl.
