Berlinalen dag 3 – Feminale?

“Er vi virkelig sådan?”

Spørgsmålet melder sig, da jeg står og kigger på  mit ansigt i badeværelselsspejlet. Ja faktisk  har det trængt sig mere og mere på, siden at Berlinalen startede i torsdags.

„Vi“ er os mænd. For er der en ting, som filmene i festivalens hovedkonkurrence har slået fast, så  er det, at vi mænd er en laverestænde, primitiv race, der udnytter vores kvinder både emotionelt, seksuelt og parforholdsmæssigt. Vi er fraværende, vattede, umodne og følelsesmæssigt afstumpede individer, der tænker med vedhænget under bæltestedet (det meste af tiden) og efterlader kvinderne med smerten og besværet. Kort sagt nogle værdiløse svin.

Mønsteret har været ens i seks af de syv film, der indtil nu har været vist i Berlinalens hovedkonkurrence. Vi har set kvinder efterladt af mænd midt i den iskolde polarnat eller klare sig selv gennem ørkenen. Vi har set mænd trække sig følelsesmæssigt ind i deres skal. Mænd der gør deres kærester gravide og stikker af. Liderlige mænd, der savlende forgriber sig på  stuepiger,  og mænd der trækker piger ind i kriminalitet.

Kort sagt ikke noget flaterende billede. Ja, faktisk fatter man ikke, når man har set disse film, hvorfor kvinder overhovedet vil have noget at gøre med os mænd.

Det er som om, at Berlinalen 2015 har accelereret de senere års tendens mod mere woman-power i konkurrencefilmene og nu er blevet en fuldtonet Feminale – et kulturelt feministisk korstog midt i den tyske hovedstad.  Og vel at mærke den oprindelige feminisme, der hylder kvindens potentiale og magt, og ikke den nye forklædte feminisme, der hævder at kæmpe for begge køns ligestilling, men stadig gør det under et kønnet varemærke.

Og mens filmene i hovedkonkurrencen flyder over med utiltalende mænd, er de samtidig fyldt med resourcestærke kvinder, der formår at rejse sig både mentalt og fysisk under de mest trøstesløse og ekstreme forhold.

Kvinder der støtter hinanden, kvinder der viser sigt sagtens at kunne stå  selv – ja faktisk står  bedre alene end med mændenes hjælp, og  som finder styrken, selv når mændene har mistet deres, og det ser sortest ud.

Misforstå  mig nu ikke. Jeg er ikke ude i noget anti-feministisk korstog her, selv om det er tankevækkende, at mænd ikke verbalt har et begreb, der svarer til feminisme. Hvem har således nogen sinde hørt om maskulisnime? Nej vel.

Nej, her på  Berlinalens tredje dag konstaterer jeg blot, som det observante, journalistiske øjenvidne, jeg nu engang er, at Berlinalen helt klart er blevet kønnet.

Man kan spørge, hvorfor det har været nødvendigt at trække kønsdifferencerne så  skarpt og så  ensidigt op? Hvad er det for en politisk eller samfundmæssig morale, som Berlinalen gerne vil sætte en tyk rød streg under?

Samtidig er det tankevækkende, at den eneste film i hovedkonkurrencen, der indtil videre bryder dette mønster, er den iranske instruktør Jafar Panahi’s  „Taxa“. Godt nok afbilder den et samfund, hvor kvinder rangeres lavere end mænd, og må  gå  tildækket offentligt, men den er først og fremmest en kritik af et styre, der hverken tillader mænd eller kvinder at ytre sig frit.

Og igen spørger jeg mig selv: „Er vi virkelig sådan?“

VICTORIA

Yes yes yes, det er sådan, at en film skal laves.

Årets syvendefilm i Berlinalens hovedkonkurrence er simpelt hen indbegrebet af, hvorfor man ser film. Et moderne film-noir drama gennem Berlin, filmet stort set i realtid.

Den unge spanske kvinde Victoria er  flyttet fra Madrid til Berlin. Her arbejder hun i en cafe om dagen og danser sig gennem natten. En nat, da hun er på  vej hjem, møder hun fire jævnaldrende venner uden for en klub, der hurtigt præsenterer sig som Sonne, Boxer, Blinker og Fuss. Victoria hægter sig på  dem, og efter at have scoret nogle øl i en kiosk hygger de videre på  et nærliggende tag. Alt er idyl, selv om Boxer fortæller, at han har været i fængsel, og Blinker har hugget pizza-scootere. Victoria og Sonne falder for hinanden og han tilbyder at følge hende hen til cafeen, som hun skal lukke op senere.

Her er det så, at filmen for alvor begynder at tage fart. Sonnes venner dukker  op ved cafeen, og nu er stemningen mere stresset. Boxer skylder nemlig en fyr fra fængslet en tjeneste, og de andre tager med for at hjælpe ham. Da den ene af dem imidlertid er for fuld til at hjælpe, beslutter Victoria sig for at overtage rollen som chauffør.

Man røber nok ikke for meget ved at fortælle, at „tjenesten“ ikke handler om velgørenhedsarbejde, og at firkløveret snart er derude, hvor de ikke kan bunde. Det, der skulle være et hurtigt lille job, bliver  til en hæsblæsende flugt gennem byen, der forandrer den lille vennegruppe for altid.

Trods en spilletid på  140 minutter er Sebastian Schippers film en både intelligent og stramt komponeret historie, der giver sig til til at bygge sit drama op, så  vi virkelig føler, at vi kender personerne og lever os med i begivenhederne lige fra første sekund.

Netop denne viden om, at vi har at gøre med helt almindelige unge mennesker, giver filmen en hel særlig styrke og troværdighed.

Det håndholdte kamera forstærker følelsen af at være til stede i et virkeligt drama – og ikke bare på  afstand, men i øjenhøjde med personerne, så  man har et forestehånds indblik i alle de forskellige stemnings- og forlelsesskift. Og samtidig sørger den håndholdte stil for en dynamisk billedside og for, at filmens handling på nær et par enkelte sekvenser, føles som realtid.

Alt dette ville dog ikke have nyttet meget, hvis ikke at de fem hovedrolleindehavere leverede en 120 procents overbevisende præsentation. Sjældent har man set nogen i den grad gå i et med deres roller, så  man meget af tiden har fornemmelsen af at iagttage virkelige mennesker og ikke skuespillere.

Og ingen imponerer mere end den 29-årige spanske skuespillerinde Laia Costa, der ikke har nogen som helst problemer med at illudere 5-8 år yngre. Hun spiller Victoria med en indlevelse og fornemmelse for figurens følelsesskift og tonering, som nok kun en Trine Dyrholm ville kunne have gjort det tilsvarende, hvis filmen havde været dansk.

„Victoria“ er på  alle måder en perfekt film.

Victoria – 140 minutter  – Tyskland – Instruktør : Sebastian Schipper – Medvirkende: Laia Costa, Frederick Lau, Franz Rogowski, Burak Yigit, Max Mauff m.fl.