Berlinale Interview: Christian Braad Thomsen – Fassbinder det dobbelte menneske

”For at være fuldstændig, må man have sig selv endnu engang”

Sådan sagde den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder i sit sidste interview, og erkendte dermed den dobbelthed, der splittede ham i to i alle livets forhold.

Otte timer senere, var han død kun 37 år gammel, slidt op af en overdosis arbejde. På bare 13 år nåede Fassbinder at producere 60 film og tv-serier samt at skrive og/eller instruere 30 teaterstykker og fire radiospil. Samtidig havde han som skuespiller medvirket i en lang række af sine egne film og 12 gange i andres. Et produktionstempo og en arbejdsgalskab, der stadig er enestående i filmhistorien.

Men det er ikke Fassbinders produktion, som denne januartorsdag har ført mig til Lavendelstræde 9 i København. Det er den tyske instruktørs dobbelthed, jeg forsøger at indkredse, hos den mand i Danmark der kendte ham bedst, og som selv bliver ved at kredse om Fassbinder.

Jeg møder Christian Braad Thomsen i hans arbejdskøkken. Rummet lever fuldstændig op til sin titel med et køkkenbord, hvor stabler af papirer lever side om side med kopper og tallerkner. På spisebordet ligger en bog om Jytte Rex, den danske filminstruktørs ekskone med hvem han har sit eneste barn, datteren Rosamaria.

Christian Braad Thomsen er i dag 74 år, præcis dobbelt så gammel som Fassbinder var ved sin død. Om få uger skal han til filmfestivalen i Berlin, hvor hans nye portrætfilm om Fassbinder er udtaget til Panorama-sektionen. Ned for at slutte den ring, der blev startet, da han i 1969 mødte Fassbinder første gang på Berlinalen. Ned for at markedsføre den film, der har været syv år undervejs, og som er lavet for Christian Braad Thomsens egne penge, fordi Det Danske Filminstitut afviste at give den støtte. Ned for at fortælle den historie, som han har fortalt mange gange før, men aldrig så hudløst som her.

En stor del af filmen bygger således på hidtil ubrugte interviewoptagelser med en tydeligt udmattet og tiltagende beruset, men også meget reflekterende Fassbinder. Sekvenserne er optaget af Christian Braad Thomsen på et hotelværelse under Cannes Festivalen i 1978, og de er så nøgne, at Christian Braad Thomsen de følgende 30 år ikke vovede at gense dem. Men hvorfor så nu, og hvorfor igen?

– Du lavede allerede en interviewfilm med Fassbinder i 1972 og har skrevet to biografier om ham i 1975 og 1983 som i 1991 blev slået sammen til en samlet biografi. Nu har du så lavet en portrætfilm om ham. Hvorfor blive ved?

– Det skyldes en af mine tyske venner, Robert Fischer, der selv var ved at skrive en biografi om Fassbinder, og som havde hørt om mine optagelser. På det tidspunkt havde de ligget i Filmmuseets arkiv i mange år, men da han havde set dem, tvang han mig til at gøre det samme. Det var et chok og en åbenbaring, og jeg vidste med det samme, at den film måtte jeg lave.

KÆRLIGHEDEN
– Men hvad det, der gør, at du aldrig bliver færdig med Fassbinder?

– Jeg forstår det faktisk heller ikke selv. Jeg elskede Fassbinder, hvilket er underligt, fordi jeg er det mindst bøssede, der findes. Normalt forbinder jeg kærlighed med seksualitet, men sådan var det ikke med min kærlighed for ham, så han var aldrig en konkurrent til Jytte. Med denne film forsøger jeg at forklare, hvad kærlighed er med udgangspunkt i min egen kærlighed til Fassbinder, men jeg tror ikke, det er lykkedes.
Jeg fandt ud af, at kærlighed ikke lader sig forstå eller beskrive, hvilket vel også er en slags svar. Det tætteste, jeg kommer på det, er, at alle i filmen beskriver Fassbinder som et barn. Et barn er jo det største og mest elskede, man kan opleve, men også det, man kan blive mest provokeret af og vred på. Fassbinder var et barn, der nægtede at blive voksen, men samtidig den mest voksne og modne af os alle.

– Når man ser billeder af Fassbinder lignede han jo ellers ikke et sexsymbol.

– Lad mig forklare det på denne måde: Fassbinder kunne se herrens ud og ligne en slagsbror, når han om aftenen sad og drak på et værtshus. Men når man så næste morgen oplevede ham, når han arbejdede, eller når han var forelsket, var han verdens smukkeste mand. Det mærkelige er, at jeg oplevede noget af det samme, da jeg i sin tid lavede en film om Karen Blixen. Hun døde i 1962, så jeg har aldrig mødt hende personligt, men jeg interviewede Thorkild Bjørnvig om hende. Han fortalte, hvordan hun så ud som en 90-årig furie, når hun var vred, men at når hun var forelsket, så lignede hun en smuk, 18-årig pige. Hver aften, når jeg gik hjem fra optagelserne, tænkte jeg, at det lige så godt kunne være en film om Fassbinder.

UDELADELSERNE
En af de ting, der falder i øjnene, når man ser Christian Braad Thomsens film om Fassbinder, er det, der ikke er med i filmen. Det gælder for eksempel det faktum, at Fassbinder i sine pubertetsår i vid udstrækning ernærede sig som trækkerdreng i Köln – blandt andet sammen med Udo Kier, der senere skulle blive en af hans foretrukne skuespillere.

– Jeg ville gerne have haft det med, men blev nødt til at udelade det, fordi Udo Kier ikke ønskede at medvirke i filmen.

– Du nævner i det hele taget ikke meget om hans seksualitet herunder hans homoseksualitet?

– Det er til gengæld helt bevidst. Fassbinder ville ikke have brudt sig om, hvis jeg havde fremhævet hans homoseksualitet. Selv om vi kendte hinanden i 13 år, diskuterede jeg aldrig hans seksualitet med ham. Med hensyn til det homoseksuelle, mente Fassbinder ikke, det var relevant, men at det i stedet drejede sig om det enkelte menneskes identitet, og hvordan den bliver skabt, frem for at putte folk i faste kasser.

– I din biografi om Fassbinder fortæller du om hans tilknytning til Action-Theater i München, hvor også den senere Rote Armé Fraktion-leder Andreas Baader var en hyppig gæst. I filmen nævnes hans tætte forbindelse til terroristerne imidlertid kun perifert?

– Igen var jeg tvunget til at nedtone denne del af Fassbinders liv, fordi alle de kilder, jeg kunne have brugt, enten er døde eller ikke ønskede at udtale sig. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Fassbinder stod i samme situation som terroristerne og med det samme opgør med den forældregeneration, der var vokset op under nazismen. Jeg har båndoptagelser, hvor han forklarer, at stifterne af Rote Armé Fraktion ikke var afstumpede voldspsykopater, men højt begavede og følsomme unge.  Til trods for disse egenskaber, var de ifølge Fassbinder ude af stand til at bruge dem på en konstruktiv måde til at forandre samfundet, så de til sidst ikke så anden mulighed end at ty til voldelige aktioner. Han forstod deres valg og stillede spørgsmål ved, hvad de ellers skulle have gjort.

– Alligevel valgte han selv en anden vej.

– Det gjorde han. Han udtalte selv som motto for sin sidste terroristfilm at ”Jeg smider ikke med bomber, jeg laver film!”. Hans film var hans opgør med den voksne generation. Samtidig mente han, at terrorister – lige som Franz Bieberkopf i ”Berlin Alexanderplatz” ville være endt som ”nazister”. At de i deres kamp mod autoriteterne ville forfalde til automatreaktioner og efterligne præcis den opførsel, som de kæmpede imod.

– Så er der skuespillerinden Hanna Schygulla, der for mange er blevet nærmest synonym med Fassbinders film. Alligevel nævnes hun overhovedet ikke i din nye film?

For første gang under interviewet virker Christian Braad Thomsen overrasket over spørgsmålet, inden han besvarer det kort:

– I virkeligheden havde Fassbinder ikke en særlig tæt kontakt til Hanna Schygulla. Hun var med i hans første film, men de brød efter ”Effi Briest” (1974), hvorefter de ikke arbejdede sammen i fem år. Hanna var alt for meget rødstrømpe og ønskede at spille sine roller på en anden måde, end Fassbinder ville have det, så derfor var de tit på kant med hinanden.

FILMSPROGET
”Kærligheden er koldere en døden” er et opgør med følelserne, for jeg mener, at alle følelser kan manipuleres.”
Fassbinder

Da udeladelserne er sat på plads, er det tid at tale om filmen, som er delt ind i syv overordnede kapitler. Det første har titlen ”Filmsproget” og handler om Fassbinders debutfilm ”Kærligheden er koldere end døden”, der blev vist på Berlin-festivalen i 1969, hvor den blev pebet ud af publikum. For den dengang 28-årige Christian Braad Thomsen var den imidlertid en kæmpe aha-oplevelse.

– Det var som at se verdens første film. To dage, før Fassbinders film blev vist, havde Goddard vist sin film ”Den muntre hvilen” i Berlin. Filmen ender med fem minutters sorte billeder uden lyd – en markering fra Goddards side af, at filmkunsten var død. På det tidspunkt var jeg også selv dødtræt af det konventionelle Hollywood-filmsprog og en filmverden, der var druknet i kommerciel, modebetonet billedinflation. Så kom Fassbinders film, der var fuldstændig modsat: En lille sort/hvid film, hvor kameraet hvilede så længe på skuespillerne, at man virkelig opfattede hver eneste del af billedet, og virkelig bemærkede de få klip. En film næsten uden ord, hvilket gjorde, at man virkelig lyttede, når de endelig sagde noget. Og med et kamera så statisk, at da der hen mod slutningen sker en panorering, virker det som en chok, og man tænker ”Åh, kameraet kan også bevæge sig. Det var som at se filmkunsten og filmsproget blive født igen.
Et par dage senere mødte jeg Fassbinder for første gang. Han sad alene på et værtshus alene og mut. En 24-årig debutant, der lige havde fået sin film sablet ned. Jeg tænkte, at han trængte til et trøstende ord, og gik hen til ham og sagde, at jeg syntes godt om hans film. Han så imidlertid ligegyldigt på mig, som om intet kunne rage ham mindre, men var dog høflig nok til at lige at mumle et ”Danke”.

– Så det var ikke kærlighed ved første blik?

– Nej ikke dengang. Det var det til gengæld ved vores næste møde i Cannes i 1971.

– Det virker paradoksalt, at Fassbinder, som på den ene side åndede for at lave film, var så fuldstændig ligeglad med, hvad folk syntes om dem?

– Ja også her, var han dobbelt.

– Hvordan vil du karakterisere jeres venskab?

– Vi var venner på afstand og besøgte hinanden to-tre gange om året. Jeg tror, det var godt på den måde, for Fassbinder blev altid uvenner med sine nærmeste.

– I din bog beskriver du, hvordan han bevidst fremprovokerede opgør efter opgør i forhold til sine omgivelser. Og at det, at konflikterne konstant blev bragt til eksplosion, gjorde, at luften omkring ham hele tiden var opladet, men også konstant renset?

– Ja, det var igen denne forunderlige dobbelthed, som hang sammen med, at Fassbinder var et hudløst ærligt menneske, der aldrig forstillede sig, men altid sagde præcis, hvad han følte. Han mente simpelt hen, at livet var for kort til skuespil. Jeg tror, at skuespillerinden Margit Carstensen er den, der har udtrykt det præcist og smukkest, da hun engang sagde, at ”Fassbinder har altid modet til at have fejl og til at være så god, så rædselsfuld, så dum og så glad, som han er i lige præcis dette øjeblik”.

BARNDOMMEN
”Jeg voksede op i en kaotisk familie, hvor de normale regler og begrænsninger, der gælder i andre familier, var sat ud af kraft.”
Fassbinder

Efter dette anslag fokuserer filmen på Fassbinders kaotiske barndom. Han blev født umiddelbart efter krigen, og i de tidlige barndomsår strømmede familiemedlemmer til forældrenes hus i München, så Fassbinder ofte havde svært ved at orientere sig omkring, hvem der var hans rigtige mor og far i dette menneskemylder. Dertil kom, sat hans mor var indlagt på sanatorier i lange perioder, og at hans forældre blev skilt, og hans far forlod hjemmet, da Fassbinder var blot seks år gammel.

– Den store gåde er, hvordan Fassbinder kunne blive den, han var, med den opvækst han havde. Hvordan det anarki, han oplevede som barn, kunne ende med en så disciplineret instruktør. Men måske hang det sammen med, at han lige fra sin tidlige barndom måtte klare sig uden forældre og tage vare på sig selv.

– I optagelserne fra Cannes i 1978 kommer Fassbinder med nogle meget kontroversielle udtalelser, omkring seksualiteten mellem forældrene og barnet. Han siger direkte, at hvis incesten blev realiseret, så ville børn vokse op befriet for de magtstrukturer, som de ellers er underlagt i forhold til deres forældre. At de ville komme på niveau, og at det ville være det første vigtige skridt til at få brudt denne struktur.

– Fassbinder var jo freudianer, men lige her mener jeg, at han overfortolker Freud. Det, som Freud siger, er, at ethvert ordentligt forhold mellem børn og forældre også er et seksuelt forhold, og at kontakten mellem de to parter også er en erotisk kontakt, bare ikke genital. Freud sagde også, at den første kontakt mellem børn og forældre er incestuøs, og at den også skal være det. Når barnet ammes, handler det således om en selvopholdelsesdrift, men det er også en seksualdrift, hvor barnet sutter af lyst.
Derfor tror jeg heller ikke, at Fassbinder opfordrer til incest. Tværtimod understreger han, at sex med hans mor ville have været langt bedre i fantasien end i virkeligheden, hvor det ville have været en katastrofe. Men man skal huske, at han er fra en hel anden tid, hvor forældre ikke rørte ved deres børn og havde kropskontakt med dem på samme måde som i dag. Det er denne kontakt og nærhed, som han efterlyser, ikke en seksuel kontakt.

EKSIL GENERATIONEN
”Jeg ønsker at lave film, der er smukke og vidunderlige som Hollywood-film, men ikke så uærlige.”
Fassbinder

Fra barndommen bevæger Christian Braad Thomsen sig videre til den voksne Fassbinder, der lige som sine jævnaldrende forkastede sine forældres generation.

Man hører blandt andet, hvordan Fassbinder straffer sin mor for hendes sympatier med nazisterne under krigen, ved altid at give hende usympatiske roller i sine film som medløberen.

Den fraværende far beskrives også i en kort sekvens. Her husker Fassbinder, hvordan han som teenager boede hos faderen i Köln, og hvordan han ofte slog sin far og truede med at slå ham ihjel.

Sine forbilleder fandt Fassbinder i stedet i bedsteforældregenerationen hos de tyske kunstnere, der flygtede fra Tyskland efter nazisternes magtovertagelse. Det gjaldt folk som Alfred Döblin, Berthold Brecht, Marieluise Fleisser, Sigmund Freud, Oskar Maria Graff og over dem alle instruktøren Douglas Sirk, der oprindeligt hed Detlef Sierck.

– I en scene beskriver du, hvordan Fassbinder inviterer Douglas Sirk hjem til middag hos sin mor, og at han på den måde omsider bragte en far tilbage til hjemmet. Var det også sådan, at Fassbinder opfattede det, eller var det din egen tolkning?

– Det er en blanding af min egen tolkning og hans mors tolkning. Det er ikke noget, jeg selv har diskuteret med Fassbinder. Det var først efter hans død, at jeg opdagede, at hver eneste gang, han filmede et litterært forlæg, så var det efter et hans forbilleder i bedsteforældregenerationen.

SKUESPILLEREN
”Dybest set var jeg hans ejendom, og når man er nogens ejendom, finder man sig i en masse. Prostitution er også baseret på et tilhørsforhold mellem den prostituerede og hendes alfons. Vores forhold var det samme, bortset fra at jeg ikke trak på gaden, men filmede, spillede skuespil og levede med ham.”
Irm Hermann om forholdet til Fassbinder

Få steder blev dobbeltmennesket Fassbinder tydeligere end i omgangen med de skuespillere, der gennem hele hans karriere tjente ham med en blanding af grænseløs hengivenhed og underkastelse.

– Skuespillerinden Irm Hermann siger et sted i filmen, at Fassbinder ejede hende. Det er en meget stærk udtalelse.

– Ja, jeg var også selv overrasket. Jeg har aldrig hørt Irm udtrykke det på den måde før. Men der er ingen tvivl om, at Fassbinder knyttede meget tætte bånd til mange af sine skuespillere. Han forsøgte at bo i kollektiv med dem, og hans kærester fik altid hovedroller i hans film. Han levede for sit arbejde, så det var også den eneste måde, han fik tid til at være sammen med dem på.

– Irm Hermann er jo et meget godt eksempel på denne hengivelse. I filmen -fortæller hun også, at da hun hørte, at Fassbinder var død, var hendes første tanke ”Hvorfor ikke mig?”. Igen en meget stærk udtalelse.

– Ja, og igen noget, jeg aldrig har hørt Irm sige før. Jeg tror, man kan opfatte den udtalelse på to måder: Enten som ”Hvorfor kunne jeg ikke ofre mig for ham” eller som, at hun følte, at hendes eget liv nu var meningsløst.

– Du har tidligere skrevet om Fassbinder, at han med sit kamera kunne forvandle enhver til Hollywoodstjerne. At han kunne filme folk, så han fastholdt det særpræg og den originalitet, som er i alle mennesker.

– Korrekt, det var noget af det mærkeligste ved Fassbinder, at han kunne blande amatører og professionelle foran kameraet og få det til at lykkes. Jeg tror, at det hænger sammen med, at alle i virkeligheden var amatører i forhold til Fassbinders måde at lave film på. Han mente, at vi alle altid spiller en rolle. Derfor ønskede han heller ikke, at skuespillerne skulle spille naturligt i hans film, men stræbte efter det kunstige. Normalt lader en instruktør sine skuespiller tilpasse replikkerne, så de ligger mundret for dem, men det tillod Fassbinder ikke. Han forventede, at alle replikker blev sagt, præcist som de var skrevet i manuskriptet.  Derfor er der heller ingen, der virker naturlige i hans film.

DET VOKSNE BARN
”Da jeg begyndte at tænke på mig selv, så jeg mig selv som stjerne. Som 7-årig var jeg allerede, som jeg er nu.”
Fassbinder

I de 13 år, som Christian Brad Thomsen og Fassbinders venskab varede, var de kun på kant én eneste gang, nemlig den dag, da Braad Thomsen fortalte den tyske instruktør, at han ventede barn med Jytte Rex.

– Han blev rasende og skældte mig huden fuld. Sagde at jeg intet havde forstået af hans film, og at det var fuldstændig uansvarligt at sætte børn i den verden, som vi mennesker har gjort til et så rædselsfuldt sted for hinanden. Jeg blev meget overrasket og dybt fortvivlet over hans reaktion og troede, at vores venskab var slut. I de følgende dage fortalte flere af hans kvindelige skuespillere mig imidlertid, hvordan han havde tigget dem om at få børn med sig, men det ville de trods alt ikke. De vidste, at Fassbinder ikke egnede sig til at være far, fordi han altid valgte filmarbejdet frem for sit privatliv. Hans vrede over for mig, mente de derfor snarere var udsprunget af jalousi.

Episoden er nævnt i filmens femte kapitel, der har overskriften ”Det voksne barn”. Christian Braad Thomsen var uforvarende kommet til at prikke til et af de største paradokser omkring Fassbinder: At filmverdenens evige Peter Pan, der selv nægtede at blive voksen, brændende ønskede at få børn.

Denne trang førte også til et brud mellem Fassbinder og Irm Hermann. På et tidspunkt blev Irm gravid med en gift mand, der imidlertid vaklede mellem hende og sig kone.

– Fassbinder tilbød at blive far til barnet og give det sit navn, men Irm sagde nej. Hun foretrak sat være enlig mor frem for at se Fassbinder som far til sit barn, og han forlod hende i vrede og svor, at de aldrig skulle ses igen. Senere følte han, at han måtte se hende og satte himmel og jord i bevægelse for at finde hende. Til sidst fik han sporet hende til en fødeklinik i en vesttysk provinsby og ringede til klinikken i samme øjeblik, som barnet kom til verden.
Så Fassbinder blev aldrig far til Irms barn, men han lagde alligevel navn til det. Irm kaldte nemlig sin søn for Franz efter Fassbinders andet jeg Franz Biberkopf i ”Berlin Alexanderplatz”.

– Det lyder som en tragedie, at Fassbinder aldrig fik børn?

– Det mener jeg også, at det var. Det er umuligt at sige, hvordan Fassbinder ville have været som far, men sandsynligvis ville han have været forfærdelig og lige så fraværende som sin egen far. Tragedien viste sig blandt andet, da Fassbinder fik sin daværende elsker El Heidi Ben Salems to sønner til Tyskland fra Nordafrika. Men han magtede ikke at tage sig af dem, og deres skæbne blev ulykkelig.

SADOMASOCHISTEN
”Lykkelige forhold ville gøre folk for modige. Derfor fremelsker samfundet sadomasochistiske forhold.”
Fassbinder

Filmens næstsidste kapitel har titlen ”Sadomasochisten”. Det handler om Fassbinders mørke side, der flere gange fik ham til at behandle sine nærmeste på en måde, der kun kan karakteriseres som sadistisk. En af dem var Irm Hermann.

I filmen fortæller Irm således, hvordan hun under indspilningen af ”Berlin Alexanderplatz” havde problemer med et bestemt replikskifte. Derefter begyndte Fassbinder at håne hende for øjnene af alle, indtil hun til slut brød grædende sammen. Først i det sekund satte Fassbinder kameraet i gang og bad hende om at spille rollen – hvilket hun gjorde perfekt.

– Var det en side af Fassbinder, som du kendte til?

– Nej, og jeg forstår den heller ikke selv, men både hans producer Harry Baer, Irm Hermann og Fassbinder selv har fortalt, hvordan han i perioder af sit liv var sadomasochistisk. Derfor skulle det med i filmen, selv om jeg ikke forstår det. Fassbinder fastholdt også selv, at alle relationer mellem mennesker grudlæggende er sadomasochistiske. Han mente, at vi fødes som masochister, fordi vi er så små og vores forældre så store. Derfor udvikler barnet på samme tid et behov for forældrene og for at underkaste sig dem og senere et behov for at destruere dem og bliver dermed både masochistisk og sadistisk. Også her var han på linje med Freud.

DØDEN
”Jeg vil gerne være for film, hvad Shakespeare var for teatret, Marx for politik og Freud for psykologien. En person efter hvem intet længere er, som det var.”
Fassbinder

Dermed er vi næsten fremme ved slutningen og den død, der ramte Fassbinder og ikke mindst hans omgivelser lige så uventet som lammende.

– Hvordan fik du det at vide?

– Jeg hørte om det om formiddagen natten efter, at det var sket. Jeg var i sommerhus med Jytte og vores datter uden telefon. Derfor gik jeg hver dag ned til den lokale telefonboks for at tjekke min telefonsvarer. Den formiddag lå der over 20 beskeder, alle sammen om det samme. Jeg fattede intet og brød fuldstændig sammen, da jeg kom tilbage i sommerhuset, over for min dengang 5-årige datter, der aldrig havde set sin far græde før. Da jeg så nogle dage senere sad og fortalte nogle venner, hvordan Fassbinder også kunne være et dumt svin, tog hun mig i rette og sagde ”Men far, har du glemt, hvor meget du græd?”.

– Hvordan har du det med det i dag? Er du kommet over sorgen?

Christian Braad Thomsen kigger eftertænksomt ned i bordet og tøver, inden han svarer:

– Jeg er kommet mig over chokket, men sorgen kommer man sig aldrig over. Det var som at miste en meget nær person.

– Tror du, at Fassbinder nåede, hvad han ville?

– Både ja og nej. Jeg mener, at hans sidste film ”Querelle”, som han aldrig nåede at klippe, var mislykket. Samtidig tænker jeg, at det er en film, som man kun kan dø efter, fordi den er en dødshymne, hvor alle menneskelige forhold opløses og bliver til intet. På den måde er det tankevækkende, at det var den film, han skulle ende med, næsten som om han havde en forudanelse. Og så alligevel ikke, for Fassbinder havde mindst 10 projekter på vej, da han døde, herunder en film om Rosa Luxemburg og en filmatisering af Freuds hovedværk ”Manden Moses”. Det er en stor skam, at han ikke nåede det, men derudover er det umuligt at sige, hvordan tysk film generelt og Fassbinders film ville have udviklet sig efter murens fald, hvis han stadig havde levet.

EFTERTANKER
– Din film er også en meget personlig film, hvor du sætter dig selv i spil. Er det ikke en svær balance?

– Jeg synes selv, at det er lykkedes. For nylig fik jeg en mail fra min ven, journalisten og cykeleksperten Henrik Jul Hansen, der havde set filmen og skrev at ”Den gør indtryk, fordi du både er personlig og distanceret.” I øvrigt mener jeg ikke, man kan beskæftige sig med Fasbinder, uden at sætte sig selv i spil, fordi han aldrig selv skelnede mellem privatliv og arbejde.

– Du har flere gange under interviewet her erklæret, at du ikke selv forstår hverken dine egne følelser omkring Fassbinder eller dele af hans person. Er det en styrke?

– Ja da. Det gælder forhåbentlig ethvert forhold, at der er noget, man ikke forstår, ellers dør forholdet. Man siger godt nok, at lige børn leger bedst, men det passer ikke. Det er tværtimod manglen på forståelse, der holder et forhold i live.

– Tror du, at Fassbinder følte det samme over for dig, som du følte for ham?

– Jeg tror, at han havde stor ømhed over for mig. Et af mine bedste minder om ham var, da han engang var ved at sætte et teaterstykke op i Hamburg og jeg sad sammen med ham i en lejlighed sammen hans nærmeste der bestod af en blanding af bøsser og transer. En af dem spurgte ham, hvem er denne Christian, hvortil han svarede ”Christian er bare så normal” med dyb foragt og dyb ømhed.

– Bliver det her det sidste, du laver om Fassbinder?

– Ja, jeg anser filmen her for at være mit Fassbinder-testamente.

– Og så til slut, hvem var Fassbinder egentlig?

– Han var alt. Han var alle mennesker…