Berlinale interview: Jannik Splidsboel

Det er ikke mere end et par år siden, at den danske instruktør Jannik Splidsboel sidst havde en film med på Berlinalen. Det skete i 2011 med filmen ”How are you” om kunstnerparret Michael Elmgreen og Ingar Dragset.

Nu er han så tilbage i Berlin. Lørdag var der verdenspremiere på hans nyeste dokumentarfilm ”Misfits”, der blev vist i Berlinalens Panorama-sektion, og som har Danmarkspremiere den 5. marts.

Det er historien om tre unge fra Tulsa i Oklahoma, en by med 2.000 kirker midt i USA’s ”Bibelbælte”. Her ligger OpenArms Youth projektet, byens eneste ungdomsklub, der huser unge homo- og transseksuelle teenagers som har besluttet sig for at springe ud, selv om det kan have store personlige omkostninger i det konservative og religiøse samfund.  –

– Hvordan fik du ideen til filmen?

– Jeg læste en stor artikel om OpenArms Youth i New York Times, og så blev jeg nysgerrig og kontaktede klubben.

– Oklahoma er jo et meget religiøst samfund, hvor forældre har ret til at sende deres børn til spirituel afvænning, hvis de er under 18. En fyr fra klubben fortalte således, at da han fortalte sin far og farfar, at han var homoseksuel, så fjernede de alt fra hans værelse på nær en seng og et bord. Derefter blev han tvunget til at komme lige hjem fra skole hver dag og sidde på en pindestol og læse biblen.

– Selv om Tulsa ligger lige midt i Bibelbæltet, er der ikke mange kirker i din film?

– Da jeg ankom til Tulsa, havde jeg samme følelse som dig ”Hvor er alle kirkerne”. Mit udgangspunkt var imidlertid, at jeg ville vise klubben og nogle unge, som havde valgt at være sig selv. Og mange af de unge i OpenArms Youth går ikke i kirke, fordi kirken ikke vil have dem. Så jeg tænkte, at hvis kirken kom til klubben, så ville jeg tage det med i filmen, ellers ikke.

– Der er heller ikke meget om overgreb på homoseksuelle i din film, eller klip med folk, der fordømmer homoseksualitet?

– For det første er det ikke nemt at finde og få lov at filme homofober og racister. For det andet er det her en film om seksualitet, men også en coming of age historie om teenagere, der finder et ståsted i verden. Jeg kunne godt have lavet en langt mere rå film, men det ville ikke have været særligt opbyggeligt i forhold til filmens unge målgruppe.

Jannik Splidsboel brugte to år og flere rejser til USA på at lave ”Misfits”. At der gik så lang tid fik også betydning for, hvilke af de unge, der endte med at være med i filmen.

– Som dokumentarist går man jo ind og pirker til historien og tager så afsted igen. Men de unges liv stopper jo ikke bare, så man kan sagtens opleve, at når man kommer tilbage, så er historien udspillet.

– En af de unge nåede for eksempel at blive for gammel til at være med i filmen. På samme måde var jeg vild med en 15-årig afro-amerikaner, men forældrene vidste ikke, at han kom i klubben, så det var et dilemma.

– Hvordan valgte du så de tre unge ud, der er filmens hovedpersoner?

– Ben var jeg ikke i tvivl om, lige som jeg var vild med Larissa lige fra starten. Da jeg mødte hende første gang, var hun totalt prom queen agtig med blondt hår og store bryster. Jeg tror faktisk, at hun blev moppet i skolen, fordi hun ikke lignede en lesbisk. Derfor fik jeg også et chok, da jeg kom tilbage, og hun i mellemtiden fuldstændig havde skiftet stil. Endelig valgte jeg så ”D”.

– Hvordan tror du egentlig, det kommer til at gå de unge i filmen videre frem?

– Den som har mest kærlighed, er jo helt klart Ben, som har mødt rigtig meget accept fra sin familie. Larissa har nu en ny kæreste. ”D” tør jeg slet ikke tænke på, men jeg håber virkelig, at han fortsætter i klubben. Så jeg glæder mig meget til at mødes med dem alle tre og tale med dem face-to-face her i marts.

– Har de set den færdige film?

– Nej, de har kun set traileren. Men fordi, at filmen nu har været vist på Berlinalen, bliver der arrangeret en kæmpe galla i Tulsa i marts, hvor jeg glæder mig meget til at vise den til dem.

– Jeg tror, at ”Misfits” er den film, jeg har lavet, som har berørt mig mest. Jeg er virkelig kommet til at holde af de unge, og jeg har sjældent mødt så meget kærlighed noget sted som i klubben.

– Samtidig er det også en film, jeg er meget stolt af. Amnesty International har lige valgt, at de vil bruge den i deres arbejde med homofobi, så det er jo fantastisk.

– Hvad er dit næste projekt?

– Jeg har to projekter på vej. Det ene er i Danmark, det andet på den anden side af jorden. Og så er jeg langt henne med planerne om en spillefilm. Det bliver noget med nogle gangstere med optagelser både i København og Rom, men mere kan jeg ikke fortælle.

– Misfits har jo premiere I danmark om en lille måned. Hvad håber du på, at de unge får ud af din film?

– Det er stadig rigtig svært for mange unge at springe ud uanset, hvor man lever i dag. For mange er det forbundet med skyld og skam og hvad tænker mine forældre? hvad tænker vennerne osv. Jeg håber min film, kan være med til at vise danske unge, at det er muligt at leve som homoseksuel trods modstand fra omgivelserne, så længe man har folk omkring sig, der bakker en op.