Det er over 30 år siden, at instruktøren Ang Lee’s Fornuft og følelse blev idealet for, hvordan en Jane Austen filmatisering skulle være. Både for mig selv og mange andre: Luksuriøs men kontrolleret. Tørt morsom på den snaksagelige, skarpsindige og frække Jane Austen måde. Og med en formidabelt all star cast med Emma Thompson, Alan Rickman, Hugh Grant og Kate Winslet i spidsen.
Alt dette blot for at sige, at Georgia Oakley har haft en svær opgave. Alligevel tog hun fat på en ny filmatisering af den elskede fortælling om de to Dashwood-søstre, og tak for det.
Oakleys version er mere afdæmpet – både i sin følelsesskildring og i sin farvepalet. Men samtidig er den både naturalistisk og stemningsfyldt. Et selvsikkert og solidt bud på Jane Austens mesterværk. Som i parentes bemærket udkom helt tilbage i 1811, men stadig fænger her over 200 år senere.
Selve fortællingen er der ikke rykket meget ved. Efter deres fars død må søstrene Elinor, Marianne og Margaret se deres hjem gå i arv til deres stedbror John. Manipuleret af sin kone Fanny overlader han dem med så små midler, at de må flytte ud på landet.
For søstrene er den eneste mulighed nu at finde en velhavende mand. Alligevel har de hver deres romantiske forestillinger. Elinor falder for Fannys blide bror Edward, som viser sig at være trolovet til anden side. Og Marianne falder for kvindebedåreren Willoughby og overser i første omgang helt den trofaste oberst Brandon.
Dermed er scenen sat for de kærlighedsforviklinger, der bærer resten af historien.
Fornuft og følelse ano 2026 er klart en mere jordnær og indadskuende film end Ang Lee’s farverige værk fra 1995. Oakley har bevidst taget en mere personlig og intim tilgang til stoffet, som hun har gjort tidligere i sine film.
Den nye version er ikke et pyntet periodedrama. Tværtimod ser man ofte Dashwood-søstrene med løst og rodet hår og løse gevandter. Og flere gange med hænderne i jorden ved deres landhus i Devon. På den måde får man som tilskuer virkelig følelsen af at komme ind under huden på disse kvinder. Ind til den kerne af følelser, man som tilskuer genkender. Og som har holdt Austens fortællinger relevante i så mange år.
Men jordnær er ikke det samme som, at filmen ikke er fantastisk at se på – for det er den. Francesca Di Mottolas afdæmpede produktionsdesign og Grace Snells jordnære kostumer rammer æstetikken fra de tidlige 1800-tals år perfekt. Og filmens fotograf Arnaud Potier suger de frodige engelske landskaber og barske Devon-kyst ind gennem sin linse. Kun for at skabe overdådige rum, hvor karaktererne virkelig kan ånde.
Man ser dem i øvrigt ofte løbe disse Dashwood-kvinder, hvilket virker flot på film, men måske også en smule utroværdigt? Var datidens kvinder virkelig i så god løbeform som moderne halvmaraton-løbere?
Uanset hvad så formidler det en stemning af ikke mindst kvindelig frihed. En frihed, der får stearinlysene og de kunstlede manerer til selskabsmiddagene i London til at virke iscenesatte og klaustrofobiske.
Filmen står og falder selvfølgelig med fremstillingen af Elinor og Marianne. Heldigvis gør Daisy Edgar-Jones og Esme Creed-Mills et formidabelt arbejde. De er i perfekt balance med både filmens temaer og hinanden. Edgar-Jones har den mest udfordrende opgave, fordi hendes Elinor holder følelserne indeni. Creed-Mills Marianne kunne nemt være blevet en kliché-udgave af det kvindelige naturbarn. Men hun undgår faldgruberne og hæver rollen til en frydefuld blanding af umiddelbar energi og lidenskab.
”Hold øje med lillesøsteren”, sagde filmens distributør til mig før presseforestillingen. Og ja, det bør man i den grad gøre, for her er der virkelig skuespilsmæssigt guld gemt.
Samtidig formår de to skuespillerinder at skabe en indbyrdes kemi. Deres søsterforhold er den smukkeste kærlighedshistorie i Fornuft og Følelse.
Så ja Georgia Oakley har skabt sin helt egen version, der sagtens kan stå selv. Jeg er stadig forelsket i Ang Lee-udgaven, men Oakleys film er umiskendeligt Jane Austen aftapning af bedste klasse.
TITEL: Fornuft og følelse
VARIGHED: 132 minutter
LAND: England og USA
INSTRUKTØR: Georgia Oakley
MEDVIRKENDE: Daisy Edgar-Jones, Esme Creed-Mills, Bodhi Rae Breathnach, Catriona Balfe, Stacy Martin, George MacKay, Herbert Nordrum, Frank Dillane, Fiona Shaw m.fl.
