Det har virket før for instruktøren Taika Waititi. At forvandle en kompleks, spørgende roman til en skæv børnekomedie. Jeg taler selvfølgelig om Jojo Rabbit (2019), Waititi’s grovkornede, sentimentale antihads-satire om et medlem af Hitlerjugend og hans opvågnen. En bedrift, der gav ham en Oscar, og som solgte for næsten 100 millioner dollars billetter.
Og når man har været der én gang, så er det fristende at prøve at gentage opskriften. Men i virkeligheden er én gang ingen gang rent statistisk. Det er det i hvert fald for Waititi. Jeg tvivler på, at selv de mest hårdhudede tilhængere af Jojo Rabbit vil blive rørt af Klara og solen.
Det er et åbent spørgsmål, om der nogensinde kunne laves en succesfuld film af Kazuo Ishiguros bog. En nænsomt vævet, næsten skrøbeligt indre beretning af en androides bevidsthed. Men det står klart, at Waititi ikke var den rigtige til at gøre det.
Vi er i en fremtidsverden efter 3. verdenskrig, som dog minder meget om vores nuværende. Men internettet er blevet sløjfet. I stedet kan folk købe sig en fysisk AI-ven – en avanceret soldrevet robot.
Klara er en lidt ældre B1-model og i fare for at blive sendt retur til fabrikken og smeltet om. Hver morgen i AI-butikken hylder hun solen og beder om at, at der må komme en kunde og vælge hende.
Det hele bliver ikke bedre af, at der er åbnet en ny butik lige over for, der sælger de langt mere tjekkede B3-modeller. Men Klara har tillid til, at solen nok skal opfylde hendes ønske, og en dag sker det.
Teenagepigen Josie kommer forbi og bliver betaget af Klara. Og selv om hendes mor protesterer mod at bruge penge på en ældre model, holder hun fast i sin beslutning.
Klara kommer med hjem og skal nu vænne sig til at liv uden for den trygge butik. Samtidig lurer der mørke skygger i Josies liv. Hendes mor er i sorg over at have mistet sin ældste datter. Og Josie, der er blevet kunstigt ”løftet”, så hun er hyber-intelligent, lider af mystiske symptomer.
Klara er dog overbevist om, at solen nok skal hjælpe med at redde Josie. Men kan den det?
Som sagt bevæger Ishiguro sig i et fint balanceret univers, hvor alt ses gennem Klara-robottens øjne og sind.
Men det er som om, at denne nænsomhed aldrig rigtig slår igennem i filmen. Lige fra de første toner af Michael Giacchinos musik bliver man sovset ind i sukkersødme. Men en sødme, der ikke er belæg for i filmen, som i den grad er i modstrid med sig selv.
På den ene side stræber Klara og solen efter at være rørende. Men samtidig tramper den rundt som en elefant i en glasbutik. Enhver ægte følelse trædes i stykker af en påtvunget humor, der sjældent fremkalder andet end et smil.
Det er en fornærmelse mod Jenna Ortega, der vitterlig gør sit bedste for at få os til at elske Klara-figuren. Og det samme gælder resten af skuespillerne. Men tonen er simpelt hen forkert fra starten, og de får ikke nok at arbejde med til at skabe ægte dybde.
Denne mangel på ægthed kan virke paradoksal i en film om grænserne mellem AI og menneskelighed. Men ikke alene har Waititis film ingenting at sige om forholdet mellem mennesker og AI. Den fejler også i sin formidling af mere jordnære temaer som venskab og kærlighed. Og i det meget brugte tema om at værdsætte hvert øjeblik, mens vi kan.
Sådan fortsætter Klara og solen sin skæve gang. Til en slutning og en drejning, der er lige så utilfredsstillende og påtaget som alt det, der er sket før.
Så nej Waititi var ikke den rigtige instruktør her. Spørgsmålet er om kun Nicolas Winding Refn ville have været et værre valg?
Ishiguro er direkte i sin patos. Klara og solen er til gengæld blevet en film, der desperat kæmper for at blive elsket som sin strålende hovedperson. Det lykkes ikke rigtig.
TITEL: Klara og solen
VARIGHED: 116 minutter
LAND: England, Indien og USA
INSTRUKTØR: Taika Waititi
MEDVIRKENDE: Jenna Ortega, Amy Adams, Mia Tharia, Natasha Lyonne, Steve Buscemi m.fl.
