Hvem ejer vores dage?
Spørgsmålet er centralt I Paolo Sorrentinos nye film La Grazia. Ikke mindst for filmens hovedperson, en aldrende fiktiv italiensk præsident ved navn Mariano De Santis.
Spørgeren er hans egen datter, og det sætter tankerne i gang hos præsidenten. Han har været præsident i syv år og mangler nu kun seks måneder, før han går af. De Santis var jurist og dommer, før han blev valgt. Måske er det derfor, han altid har været kendt som kompromisernes mand. En præsident, der med stor succes og effektivitet har klaret regeringskrise efter regeringskrise. Men som aldrig rigtig er trådt frem som menneske.
Kan det mon nås endnu? Og er det overhovedet det, som De Santis ønsker? Han har i hvert fald sit at tænke på.
Politisk står han således over for tre store beslutninger, inden han går af: Vil han underskrive en lov om aktiv dødshjælp, som hans datter, der er hans rådgiver, har arbejdet hårdt for? Men som blandt andet vil bringe ham på kollisionskurs med hans gode ven Paven.
Og vil han benåde to personer, der begge afsoner lange fængselsdomme for at have slået deres ægtefæller ihjel: Den ene, Christiana Alpa, er en skolelærer, der dræbte sin kone af medlidenhedsgrunde, fordi hun var ramt af alzheimers. Den anden, Isa Rocca, undslap 15 års pinsler ved at dræbe sin voldelige mand, mens han sov.
Også privat er Mariano De Santis liv fyldt med tanker. Han kæmper med sorgen over at have mistet sin kone otte år tidligere. Og med vreden over en affære, hun havde for 40 år siden. De Santis spekulerer hele tiden på, hvem elskeren mon kan være. Mistanken samler sig om ungdomsvennen Ugo Romani, der er landets statsminister.
Sådan lyder handlingen i La Grazia, der er ægte Sorentino-aftapning af fineste kvalitet. Sorentino betragtes med rette som kongen af moderne, italiensk film. En ægte auteur, der kombinerer en frodig, hyper-stiliseret visuel æstetik med dybe eksistentielle og politiske temaer og samfundskritik. Noget der ofte har gjort, at han bliver sammenlignet med den italienske mesterinstruktør Federico Fellini.
Det sidste så man ikke mindst i mesterværket Den store skønhed (2013), der nærmest kan opfattes som en åndelig efterfølger til Fellinis eget mesterværk La Dolce Vita (1962). Begge film skildrer således den italienske magt- og kunstelites menneskelige fallit.
Men filmes titel La Grazia betyder som bekendt ”Nåde”. Det er en dobbelttydig titel eller måske endda tretydig. De Santis har magten til at benåde – og til tvivlens nådegave. Men samtidig er han også kommet til at sted i livet, hvor alderen og tiden kan få en til at se tingene i et mere nådigt lys.
Det samme kan man sige om Sorrentino. Hvor han før dissekerede sine hovedpersoner med en skalpels skarphed er han nu blevet mere – ja nådig.
Mariano De Santos er således ikke som de andre politikere i Sorrentinos film. Han er hverken korrupt, magtbegærlig eller arrogant. Mere som en præsidentiel embedsmand og bureaukrat. Det Santos er i bogstaveligste forstand en grå eminence, der har glemt sig selv som menneske til fordel for djøfferen.
Her er det så, at sprækkerne begynder at vise sig – sideløbende med Sorrentinos visuelle geni. I første del af filmen bevæger vi os således rundt i præsidentpaladsets dunkle og glædesløse gemakker. Pomp uden liv og lys. Så da der endelig kommer en scene med lys og farver, da hans datter besøger den ene af fangerne, virker det som et sansechock. Men også som en befrielse.
I en anden scene kigger De Santos på en transmission fra en italiensk astronaut i rummet. Han bevæges af en enkelt tåre fra astronauten, der svæver rundt i den vægtløse rumstation. Og i en tredje scene kommer det portugisiske statsoverhoved på besøg. På vej fra sin bil bryder et vildt storm- og regnvejr løs, så portugiseren bliver gennemblødt og falder på den røde løber. ”Er jeg så gammel?”, spørger De Santis lavmælt sin rådgiver, mens han ser sin gæst blive kuet af elementerne.
Også her minder La Grazia om en Fellini-film med sin surrealisme. På den måde blander Sorrentino som en erfaren Michelin-kok høj kunst med det absurde.
I midten af det hele står Toni Servillo, der har spillet hovedrollen i adskillige Sorrentino-film. Her leverer han en pragtpræstation. Hans ansigt bevæger sig næsten og hans krop er stiv. Men i hans øjne og hans indre er der masser af tanker og følelser. Det er svært, virkelig svært, at holde igen på den måde, hvilket understreger Servillos store evner.
Det kan godt være, at Den store skønhed er en bedre film, men jeg kan bedre lige La Grazia. Filmhåndværket er betagende og det visuelle er overdådigt, men det er dens varme og følelser, dens stemning af tilgivelse, forståelse og hårdt tilkæmpet visdom, der for alvor sniger sig ind på én og griber fat. Eller for at låne fra titlen: Dens nåde.
TITEL: La Grazia
VARIGHED: 132 minutter
LAND: Italien
INSTRUKTØR: Paolo Sorrentino
MEDVIRKENDE: Toni Servillo, Anna Ferzetti, Orlando Cinque, Massimo Venturiello, Milvia Marigliano m.fl.
