Birdman er den helt rigtige Oscar-vinder
Okay jeg indrømmer, at jeg snød lidt, og prioriterede min søde nattesøvn igennem det meste af Oscar-uddelingen i nat. Ikke fordi resultatet ikke interesserede mig, men tidsforskellen til Los Angeles passer nu engang dårligt med et almindeligt familieliv med børn, der skal op og i skole mandag morgen.
I-Phonens alarmsignal var derfor nogenlunde timet med offentliggørelsen af, at årets Oscar-vinder blev ”Birdman”. Den afgørelse kan jeg sagtens leve med, ja faktisk var det mit ønskevalg.
Talrige er de år, hvor man har siddet småærgerlig tilbage og tænkt, at vinderfilmen var lidt for oplagt et valg enten af politiske eller følelsesmæssige grunde. Jeg mener, ofte har man næsten fornemmet Oscar-potentialet vokse i takt med rørstrømskheden eller den politiske korrekthed.
Derfor ville det også have ærgret mig gudsjammerligt, hvis prisen i stedet var gået til ”American Sniper”. Selv om det utvivlsomt ville have glædet de mest patriotiske grupper i USA og alle de mange biografgængere, der har jublet over filmen i de amerikanske biografer.
”American Sniper” er visuelt flot, i mange passager elementært spændende og med en kraftpræstation af Bradley Cooper som skarpskytten Chris Kyle, der blev USA’s mest dræbende soldat under Irak-krigen.
Men ”American Sniper” er også så totalt ensidig i sin fremstilling af begivenhederne og så ganske uden efterrationaliseringer, at det minder om anti-irakisk krigspropaganda. At give den vinderprisen ville derfor have været en falliterklæring i forhold til den kvalitet, der gerne skulle kendetegne en Oscar-vinderfilm.
Det samme kan man ikke sige om hverken ”The Imitation Game” eller ”The Theory of Everything”, der begge var med i opløbet. Begge er særdeles kompetente og yderst velspillede film om store og voldsomme menneskeskæbner. Den første om den geniale homoseksuelle kodeknækker Alan Turing, der brød nazisternes ubrydelige Enigma-kode og var med til at vinde krigen for England. Den anden om den ikke mindre geniale fysiker Stephen Hawkins, der som ganske ung blev ramt af sygdommen ALS.
To film med dybe menneskelige og følelsesmæssige dramaer. Netop som man ville forvente det af en Oscar-vinderfilm, men måske også derfor lidt for oplagte valg.
Det, der gør ”Birdman” til sådan et dejligt valg er, at den er dejlig apolitisk om end ikke totalt uden samfundskritik i sin skildring af den moderne internet-verden, hvor ens berømthed opstår på sekunder og afgøres af likes og klik på de sociale medier.
Selv om den også rummer store menneskelige dramaer, er ”Birdman” heller ikke hæmmet af historisk patos, men kan frit fabulere fra en verden, der netop lever af store dramaer og følelsesudbrud.
For det tredje spiller Michael Keaton intet mindre end mesterligt i hovedrollen som den hårdt prøvede superhelte-skuespiller Riggan Thomson, der desperat prøver at slå igennem som seriøs kunster på Broadway.
Og sidst men ikke mindst er ”Birdman” hamrende original rent filmisk, bygget op om en tilsyneladende ubrudt kamerabevægelse og en dunkende rytme, der fører publikum op og ned og rundt i Broadway-teatrets gange.
På den måde blev det 85. Oscar-show også en hyldest til det medie, som hele Oscar-festen drejer sig om, og det er vel egentlig ikke så tosset
