Filmanmeldelse: Mennesker bliver spist – Erik Clausen som dement
Man kan vel egentlig godt kalde Erik Clausen for en ”auteur”.
Ikke den slags auteur, der som Lars von Trier vinder store filmpriser, opfører sig bizart og skaber skandaler med sine udtalelser. Nej, Clausen er gjort af et mere solidt stof, der svæver langt tættere ved jorden.
Hans evner som både skuespiller og instruktør kan diskuteres. Derimod kan man ikke stille spørgsmålstegn ved hans sociale indignation, og den romantiske drøm om kærlighed, solidaritet og sammenhold mellem almindelige mennesker, der gennemsyrer alle hans film.
Clausen er altid på den lille mands side, og selv om det tit kan krænge over i forloren og naiv socialrealisme og floskler om klassekamp, formår han alligevel at skabe smukke glimt af ægthed og varme i alle sine film.
Og måske netop fordi hans hovedpersoner på ingen måde er fuldendte, er der noget forsonligt over hans stil, som går at man hurtigt identificerer sig med dem.
Det gælder også hans nyeste film ”Mennesker bliver spist”. Titlen stammer fra John Mogens sang ”Mennesker bliver spist i Polynesien”. Som så ofte før spiller Clausen selv hovedrollen som den snart pensionsmodne Herluf, der pligtopfyldende trisser rundt både som far, ægtemand og ansat på det lokale autoværksted.
Mens Herluf er gået i stå, blomstrer hans kone Ingerlise op gennem en affære med en kollega. Hans datter tænker kun på sit tredje bryllup, som forældrene har lovet at holde, og hans bror har han ikke set i årevis.
Alt er kort sagt på det jævne for Herluf, da han begynder at glemme ting: Teksten i hans yndlingssang, talen til datterens bryllup og bremserne på en af de biler, der blev sendt til service på værkstedet.
Da Herlufs chef sender ham hjem på ”en tænker”, begynder hans verden at krakkelere, og pludselig en dag forsvinder han. Hans forsvinden får samlet den splittede familie og hele nabolaget, som får taget både deres liv og relationer op til revision.
Clausens tyrkertro på sammenholdets urkraft er rørende omend ikke helt troværdig. Det sædvanlige sammenrend af gamle Clausen-venner som Leif Sylvester, Elith Nulle Nykjær og Helle Ryslinge virker også mere som nepotisme end fornuftige skuespillervalg.
Til gengæld stråler Clausen, som om få dage runder 73, selv som Herluf, der lige som John Mogensens sang bliver spist og forsvinder bid for bid. Måske er det hans mest hudløse præstation til dato. Han flankeres lige så kyndigt af Bodil Jørgensen, der som hustruen Ingerlise for en gangs skyld har fået en hovedrolle og trives med opgaven. Hun er tilsyneladende normal, men viser samtidig, at det normale er en undtagelsestilstand.
”Mennesker bliver spist” er måske ikke stor kunst, men det er rørende og ærligt ment kunst fra en sand romantiker og filmgøgler.
Mennesker bliver spist – 104 minutter – Danmark – Instruktør: Erik Clausen – Medvirkende: Erik Clausen, Bodil Jørgensen, Lærke Winther, Rasmus Botoft, Leif Sylvester, Nicolas Bro, Charlotte Fich, Steen Stig Lommer, Elith Nulle Nykjær, Helle Ryslinge m.fl.
