Filmanmeldelse: Mommy – Moderdyr på hårdt arbejde
Kærlighed besejrer alle forhindringer, lyder det så smukt, lige som det også påstås, at forældre altid elsker deres børn, uanset hvor umuligt, de tér sig.
Begge dele er forkerte, som det understreges i Xavier Dolans nye film ”Mommy”. For selvom kærligheden sprænger sig vej som en mælkebøtte gennem den hårde asfalt, selv når det ser allermørkest ud, så må den også melde pas ind imellem. Og selvom man elsker sine børn med rovdyrets tændersnerrende beskytterinstinkt, så er der også tidspunkter, hvor man bare ønsker dem hen, hvor peberet gror.
”Mommy” er bygget op omkring tre personer på kanten af hvert sit menneskelige sammenbrud – en mor, hendes 15-årige ADHD-ramte søn og deres lille, ængstelige, storstammende lærerindegenbo.
Trekløveret dominerer filmen, så der nærmest er tale om et kammerspil. Sønnen Steve, der er en omvandrende raket, er netop blevet smidt ud fra et værested for unge efter sit seneste stunt, hvor han satte ild til kantinen og var skyld i, at en af de andre unge blev slemt forbrændt. På grund af sin ADHD skifter han mellem eksplosive, højtråbende kærlighedsudladninger og lige så eksplosive raserianfald, hvor han raserer sine omgivelser og ikke står tilbage fra at slå sin mor.
Hans mor Diane (Die) er kærlig, bandende, indædt stædig og overbevist om, at hun sagtens kan magte den nærmest umulige opgave at have Steve boende hjemme hos sig. Hun omgås ham mere som en søster eller en on/off-kæreste end en typisk mor, og klæder sig allerede fra morgenmaden som om, hun skulle på heftig bytur.
Mor og søn er gensidigt afhængige af hinanden, men deres samvær går mildt sagt ikke stille af. Der er brug for en stabiliserende komponent, og det er her, at genboen Kyla kommer ind i billedet. Die’s og Steves dybe hengivenhed over for hinanden og snart også over for hende, døver Kylas egne dæmoner. Hun tiltrækkes af det dysfunktionelle hjem på den anden side af vejen og begynder at hjælpe med at hjemmeundervise Steve.
Hermed opstår der en umage trio. Kylas indgriben skaber en form for normalitet, også for hende selv, når hun er væk fra sit eget hjem, men samtidig er trekløveret lige så ustabilt som nitroglycerin.
Xavier Dolan er med sine kun 26 år og allerede fem film på CV’et blevet kaldt canadisk films nye vidunderbarn. ”Mommy” har elementer, der minder om både ”Almodovar, Fassbinder og Godard, men først og fremmest har Dolan med denne film fundet sin egen, forrygende stil. Med vanlig sans for at balancere på kanten af det melodramatiske, accelererer han konflikterne op i en spids i et tempo, som var de tre hovedpersoner på speed.
Samtidig har han på næsten Dogme-agtig vis filmet det meste af ”Mommy” i det utraditionelle, kvadratiske 1:1 format, der spærrer personerne og deres liv inde, som var de i en spændetrøje. Symbolikken er lige tyk nok – ikke mindst da Streve en time inde i filmen under en vild skateboardtur ned gaden sprænger rammen – men samtidig er det også visuelt forfriskende.
Anne Dorval og Suzanne Clémont spiller rollerne som Die og Kyla med stor intensitet, som var de med i en Mike Leigh film. Den helt store overraskelse er imidlertid Antoine-Olivier Pilon som Steve. Forestil dig Rupert Grint fra Harry Potter filmene med blondt hår, der skærer grimasser hvert andet øjeblik og stormer hærgende fra scene til scene, som om hver dag var hans sidste. Det er en bjergtagende præstation. Som person er Steve vildt utiltalende, utilgiveligt racistisk og konstant i færd med at gøre situationen værre, og alligevel kan man ikke rive blikket løs fra ham.
Det kan Dolan heller ikke selv. Det er en af filmens styrker, at instruktøren står last og brast med sine personer, uanset hvor højt de skriger og hvor meget de slår og tager kvælertag på hinanden.
”Mommy” viser, at han nu mestrer stort set alle dele af mediet, på nær disciplin. Filmen er således lidt for lang og de sidste 20 minutter ikke helt overbevisende i deres insisteren på at undgå en konventionel happy ending. På den måde er instruktionen præget af samme utæmmede, hensynsløse energi og desperation som hovedpersonerne – men Dolan får samtidig leveret en meget smuk kærlighedserklæring til de familiemæssige og venskabsmæssige bånd, vi mennesker er bundet af på trods af deres umulighed.
Mommy – 139 minutter – Canada – Instruktør: Xavier Dolan – Medvirkende: Anne Dorval, Suzanne Clémont, Antoine-Olivier Pilon m.fl.
