Filmanmeldelse: Far from the Madding Crowd – Vinterbergs flotte periodefilm mangler fornyelse
Fra kras dansk jantelovs-realisme til britisk periodefilm. Thomas Vinterberg har på alle måder taget et kvantespring med sin nye filmatisering af Thomas Hardys berømte klassiker fra 1874 ”Far from the Madding Crowd”.
Det er tre år siden at Vinterberg sidst var biografaktuel med den prisbelønnede ”Jagten” (2012) – en nutidig heksejagt-fortælling om en mandlig medarbejder i en børnehave der beskyldes for overgreb på en række børn. Nu er rammen i stedet 1870’ernes England og hovedpersonen en viljestærk kvinde, der skal vælge mellem tre meget forskellige mænd.
Lige som nogle af Jane Austens romanfigurer gør Thomas Hardy op med datidens traditionelle kvindebillede i sin bog. ”Far from the Madding Crowd” er et både sanseligt og sansemættet kærlighedsdrama om den unge, smukke og begavede Bathsheba Everdene (Carey Mulligan), der arver en stor gård efter sin onkel.
Arven giver hende mulighed for at bevare sin uafhængighed i en ellers mandsdomineret verden, mens hun kurtiseres af tre meget forskellige mænd: Fårehyrden Oak (Mathias Schoenarts), den rige gårdejer Boldwood (Michael Sheen) og soldaten Troy (Tom Sturridge).
Historien rummer al den klassiske, engelske romans storslåethed, men samtidig har den også i sit budskab en nutidig gyldighed – et ekko fra en svunden verden, hvor kvinder ikke havde lov til at være stærke, ind i en verden, som dyrker det stærke, selvkørende og selvførende kvindeideal.
Det er tydeligt, at Thomas Vinterberg her har taget sig et tiltrængt frikvarter fra de forventninger, der normalt hviler på ham. I ”Far for the Madding Crowd” bevæger han sig så langt væk fra de moderne, sociale skæbnefortællinger som ”Festen” (1998), ”Submarino” (2010) og ”Jagten”, at man ikke ville ane, der var tale om en Vinterberg-film, hvis ikke man vidste det på forhånd.
Er det så en svaghed? Ikke hvis man klarer opgaven, og det gør Thomas Vinterberg et langt stykke af vejen. Han får givet John Schlesingers klassiker fra 1967 med Julie Christie i hovedrollen kamp til stregen, holder balancen mellem det tilbageholdte og det moderne, og leverer både smukke billeder og dramatiske højdepunkter, så på den måde, bliver man ikke snydt.
Carey Mulligan navigerer veloplagt rundt mellem de tre bejlere. Afviser frieriet fra den robuste, jordbundne Oak, får sat hjertet i brand hos sin rige nabo Boldwood uden dog at føle noget for ham, og falder i stedet for sergent Troy, som kvinder altid er faldet for bad boys, med underlivet og lidenskaben langt foran fornuften.
Man tror på Mulligan også selv om man ikke altid forstår hendes handlinger. På samme måde tror man på Michael Sheens følsomme portræt af Boldwood, der er så næsegrus i sin forelskelse, at han stedse søger at finde måde at tilgive Batsheba trods gentagne afvisninger. Tom Sturridge får egentlig kun en todimensionel figur at lege med, men formår alligevel at give den sjuft-agtige Troy energi og dybde. Til gengæld mangler Matthias Schoenaerts i nogen grad roen og tyngden, der ellers er så vigtig for netop denne rolles troværdighed.
Trods en spilletid på knap to timer, føles filmen aldrig lang, snarere det modsatte. I anden halvdel er det således som om, at Vinterberg sætter foden på speederen og får lidt vel travlt med at slutte af og binde alle ender sammen.
Og mens man forstår det strategiske bag hans valg af ”Far from the Madding Crowd”, som giver ham mulighed for at arbejde sammen med internationale A-skuespillere, savner man, at han tilføjer historien nogen nyt tematisk eller visuelt. Det kunne man ellers godt forvente, når man kaster sig over britisk arvesølv.
Men elsker man Jane Austen og Thomas Hardy vil man også elske denne nye filmatisering – nyskabende eller ej.
Far from the Madding Crowd – 119 minutter – USA og England – Instruktør: Thomas Vinterberg – Medvirkende: Carey Mulligan, Matthias Schoenaerts, Michael Sheen, Tom Sturridge, Juno Temple m.fl.
