Filmanmeldelse: Mad Max: Fury Road – To timers non-stop Mad Metal
Hvis nogen troede, at Fast & Furious filmene var det ultimative biljagts-kick, der fandtes, så kan de godt tro om igen. Den nye ”Mad Max: Fury Road” slår alt, hvad der hidtil er set inden for den genre med adskillige længder.
Den nu 70 årige manuskriptforfatter og instruktør bag de tidligere Mad Max film, George Miller, har brændt hundredevis af millioner dollars af på at smadre biler ind i hinanden i Namibias golde ørken- og klippelandskaber. Resultatet er et to timers non-stop hæsblæsende højoktant mayheim, der nogle steder minder om en death metal rockvideo.
Mad Rockatansky driver rundt i ødemarken i den post-akopalyptiske verden, da han tages til fange af den lokale krigsherre Immortan Joe – en mareridtsagtig skikkelse gemt bag en hvid dødningemaske og koblet til slanger, hvorigennem han får sin ilt.
Immortan Joe har skabt et lille kongerige, der på nærmest religiøs vis tilbeder brændstof og kugler, og han holder sine undersåtter i et jerngreb og lader sig tilbede som en slags udødelig halvgud, selv om han er døende.
Max udnævnes til universaldonor for Immortan Joes hær af skaldede albino-soldater, hvis eneste ønske er at dø en gloværdig død under biljagter og ende i et cromfarvet Valhalla.
Han bliver dog hurtigt viklet ind i en desperat mission for at hjælpe en gruppe af Immortan Joes præmie-avlskvinder med at undslippe. Flugtforsøget ledes af en af Joes officerer Furiosa, der er Max kvindelige modstykke i styrke og udholdenhed.
Men Immortan Joe har ikke tænkt sig at lade kvinderne slippe væk, og snart er den vilde jagt i gang.
Som det fremgår, udmærker filmens plot sig ikke ved sin subtilitet. Det drejer sig om ren overlevelse og hævn. Men for en film, der en den fjerde i rækken og kommer 30 år efter sin nærmeste forgænger er ”Mad Max: Fury Road” et forbavsende friskt pust her lige midt i en sæson med uendelige superhelteserier.
Den er modig, fascinerende og drevet af sin egen originale energi. En film som evner at være både alvorlig og legesyg på samme tid, som er sort men morsom, og som er forbløffende velkoreograferet – et kværnende orgie af sand og ild der pirouetterer omkring med balletagtig ynde.
Med 2.700 klip på 120 minutter – svarende til lidt over 22 klip i minuttet – er tempoet højt fra starten, og visuelt er der tale om et sandt overflødighedshorn. Jeg mener, i hvilken anden film kan man opleve helten spændt fast som galeonsfigur på en bil, der fræser afsted med 220 kilometer i timen, biler formet som firehjulede pindsvin, middelalderlige vægtstænger der slynger albinoer og bomber mellem kørertøjerne – alt sammen orkestreret af en gigantisk højtalervogn, med en rødklædt guitarist hængt op i en elastik, der tæsker løs på sit instrument, mens det spyr ild ud af enden.
Og så er ”Mad Max: Fury Road” trods alt sin macho-bravado en overraskende feministisk film. Det er således Max, der suges ind i Furiosas historie og ikke omvendt, som det ellers som oftest er tilfældet i actionfilm. På samme måde handler hele filmen om en gruppe kvinder, som kæmper mod et undertrykkende og brutalt patriarkalsk system og gør oprør mod deres offerrolle. Charlize Theron spiller imponerende som Furiosa med barberet hoved og kunstig metalarm, mens Tom Hardy bevæger sig gennem filmen med fåmælt magnetisme – han siger kun lidt, men handler en masse – og viser sig at være en stor hjælp i forhold til disse ”damer i nød”. Men både undervejs og i det sidste, afgørende slag mod Immortan Joes distopia, er der tale om en kollektiv indsats, hvor mænd og kvinder kæmper side om side.
”Mad Max: Fury Road” er et brølende eventyr, der indfrier alle løfter og mere til i forhold til sin trailer. Den er simpelt hen sommerens actionfilm – også selv om 3D-teknikken heller ikke denne gang tilfører noget ekstra.
Mad Max: Fury Road – 120 minutter – Austtralien og USA – Instruktør: George Miller – Medvirkende: Tom Hardy, Charlize Theron, Nicholas Hoult, Hugh Keays-Byrne, Rosie Huntington m.fl.
