Filmanmeldelse: Phoenix – Gribende efterkrigsdrama

Gribende og uafrystelig eller indholdsløs konstruktion?

Som filmanmelder – og også som almindelig filmtilskuer – stilles man nogen gange over for en film, hvor hele oplevelsen står og falder med, om man køber filmens præmis.

Eller rettere den står og falder med, om man er i generøst nok humør til at sætte skepsis- og analysebarren lidt lavere lige netop den dag.

Hvis man er det, er Christian Petzolds tyske efterkrigsdrama ”Phoenix” en storslået oplevelse. Et underspillet melodrama, der bliver så meget desto stærkere på grund af alle de tilbageholdte og fortrængte følelser.

I filmens første scene ankommer den jødiske sangerinde Nelly (Nina Hoss) til en amerikansk grænsepost. Hun er netop med nød og næppe undsluppet rædslerne i Auschwitz med hovedet vansiret og viklet ind i bandager efter et skud.
Hendes veninde Lene (Nina Kunzendorf), der kører bilen, har søgt tilflugt i Shweiz under krigen, hvor hun hjælpeløs har været vidne til, hvordan millioner af jøder blev udryddet.

På klinikken for plastikkirurgi fortæller kirurgen den ansigtsløse Nelly, at hun kan få lige det ansigt, hun ønsker, om det så er den kendte jødisk/østrigske skuespillerinde Hedy Lamarrs ansigt. Nelly vil imidlertid kun have sit eget tilbage. Det kan hun ikke få, men må stille sig tilfreds med noget, der ligner.

Lene kan ikke længere holde ud at være i Europa. Hun ønsker blot at tage Nelly, som alle anser for at være død, med til Palæstina for at opbygge et nyt og trygt sted for jøderne. Men Nelly deler ikke denne drøm. Hun ønsker at finde sin mand, pianisten Johnny (Ronald Zehrfeld), og blive genforenet med ham.

Selv da Lene finder dokumenter i nazisternes arkiver, der tyder på, at det var Johnny, som angav Nelly til Gestapo, bliver hun ved med at lede efter ham.

Da Nelly til slut finder Johnny på natklubben Phoenix, hvor han ernærer sig som afrydder, kan han imidlertid ikke genkende hende. Til gengæld synes han, at hun på nogle måder minder om hans afdøde kone, og giver hende et tilbud: Hun skal flytte ind hos ham og lære at spille Nelly, så Johnny kan få udbetalt hendes arv.

Nelly står nu i den bizarre situation, at hun skal spille sig selv – en præmis, som en del sikkert vil have svært ved at købe. Petzold har således heller ikke gjort det lettere at tro på historien ved at lade de eneste spor efter Nellys vansiring være nogle mørke rande under hendes øjne, der forsvinder lidt efter lidt.

Man spørger derfor sig selv, om Johnny virkelig ikke ville kunne genkende sin afdøde kone, når han i ugevis bor sammen med Nelly? Og om Nelly virkelig ville fortsætte med at finde undskyldninger for sin mands handlinger?

I dette groteske spil er de åbenbart begge lige blinde. Det vidner også om Petzolds faste hånd og evne til ubesværet at fortælle sin historie, at alle disse utroværdigheder smugles ind under næsen på tilskueren, mens man langsomt men sikkert suget ind i den rystende historie.

Det hjælper også, at han lige som i den prisbelønnede Barbara (2012), der vandt sølvbjørnen på Berlinalen, har parret Nina Hoss og Ronald Zehrfeld. Hoss lader hver eneste ansigtsbevægelse være åben for mindst en dusin fortolkninger. Kun få nulevende skuespillerinder er på samme måde i stand til få så meget ud af at gøre så lidt. Og Zehrfeld, der minder om en krydsning mellem Clark Gable og Rainer Werner Fassbinder er lige så imponerende som overleveren Johnny, hvis moralske kompas hele tiden fører ham hen imod den lettest mulige sti. Trods disse to pragtpræstationer er Nina Kunzendorf ved at stjæle billedet, hver eneste gang hun er på – en kvinde der slides op af skyldfølelse over selv at være sluppet så let, og raseri over alles trang til at fortrænge ugerningerne.

Mens Nelly desperat forsøger at vække fortiden til live og Johnny lige så indædt forsøger at udviske alle spor efter, hvad han foretog sig under krigen, bevæger filmen sig uvægerligt mod sit crescendo til tonerne af Kurt Weills og Ogden Nashs fantastiske sang ”Speak Low”.

”Phoenix” er noir og Hitchcock, den er suspense og melankoli, og den er først og fremmest historien om Holocaust fortalt på en måde, man aldrig har set det før.
Time is so old and love so brief,
Love is pure gold and time a thief.
We’re late darling, we’re late,
The curtain descends, ev’rything ends
Too soon, too soon,
I wait darling, I wait
Will you speak low to me,
Speak love to me and soon.

Phoenix – 98 minutter – Tyskland og Polen – Instruktør: Christian Petzold  Medvirkende: Nina Hoss, Ronald Zehrfeld, Nina Kunzendorf m.fl