Filmanmeldelse: Eskimo Diva – På indlandsisen i høje hæle

”Kæft, hvor er det nemt at være pioner i Grønland!”

Sådan konstaterer musikproduceren Aqqalu på et tidspunkt i Lene Stæhrs fascinerende dokumentarfilm ”Eskimo Diva”, da filmens hovedperson Nuka Bisgaard stavrer rundt på indlandsisen iført stilethæle, paryk og fuld make up.

Og det er ganske vidst, at grønlænderne aldrig har set en type som Nuka før, som slår sig op på at være Grønlands første drag queen og stædigt kæmper for sin ret til at være anderledes.

Filmen følger Nuka over en årrække. Vi ser ham gå i byen med sine venner og vise kløer, når nogen trækker ham i håret eller fulde stavrer efter ham hjem med homofobiske tilråb. Vi følger ham hjemme hos hans varme og støttende forældre i deres køkken med regnbuefarvede gardiner og et vægur forestillende Grønland udskåret i træ. Og vi er med, når han tager rundt til små isolerede bygder med sit dragshow ”Fifty/Fifty”- nogle steder med så ringe publikumsinteresse, at han reelt må betale for at få lov til at optræde.

Det er Nukas ukuelige vedholdenhed, der er filmens fascinerende omgangspunkt. En vilje til forandring, som lige så stille og roligt borer sig ind og sætter et varigt mærke. I et samfund præget af udbredt homofobi, hvor man som seksuel minoritet hurtigt kan redde sig nogle øretæver og det, der er værre, må man beundre, hvordan Nuka får udvidet sine omgivelsers horisont. Og hvordan han langsomt – nogle gang meget langsomt – får skabt en nordlig platform for LGBT’er.

At det nemt kunne være gået anderledes, vises i et par af filmens nøglescener. I den første fortæller Nuka en af sine venner, hvordan han på et tidspunkt forsøgte at begå selvmord. I den anden går han en tur på kirkegården med sin mor og taler om de alt for mange alt for unge mennesker, som ligger der, fordi det modsat Nuka lykkedes for dem.

Her ligger også nøglen til, hvorfor Nuka ikke bare tager væk fra Grønland og slår sig ned et sted, hvor han vækker mindre opsigt. For trods et samfund, der er råt og på nogle måder trøstesløst, er det her, han har sine rødder. Derfor er det også skæbnens ironi, at da Nuka endelig tvinges til Danmark, skyldes det ikke udlængsel, men alvorlig sygdom.

Hvor Mike Magidsons ”Inuk”, der havde premiere tidligere på året viste et moderne Grønland præget af vold og alkohol, hvor forløsningen var at søge ud i naturen til grønlændernes oprindelige levevis, går Lene Stæhr en anden vej. I ”Eskimo Diva” er løsningen snarere at udvide grønlændernes verdensbillede ved at lade det nye udgå fra dem selv.

Med en spilletid på halvanden time, lykkes det Lene Stærh at lave et tværsnit af Grønland, hvor den smukke, barske natur er kulissen for en generation af unge og ældre, der mere eller mindre modvilligt forsøger at tilpasse sig. Her fremstår Nuka som Grønlands svar på realitystjernen Gustav, selv om man kan stille spørgsmål ved, om hans divaværdighed mere eksisterer i hans eget hoved end i resten af grønlændernes.

Samtidig formår Lene Stærh også at nuancere sin film. Der er således også tidspunkter, hvor Nuka har lovlig let ved at føle sig provokeret. Det illustreres bedst i en scene med vennen Aqqalu, som fortæller, at han synes, det Spray Tan (selvbruner), som Nuka bruger, er klamt. ”Men det er jo en del af mig”, indvender Nuka, der straks føler sig angrebet på sin integritet, hvorefter Aqqalu må forklarer, at hans accept og venskab med Nuka ikke har noget at gøre med, at han generelt mener, at selvbruner er klamt.

Nuka Bisgaard var i øvrigt med til at stifte den første LGBT-parade i Nuuk tilbage i 2010. Han har været også været med til at sætte problemstillingen om LGBT-folks rettigheder på dagsordenen i Grønland og blev valgt ind i Grønlands Landsting i 2013.

Eskimo Diva – 90 minutter – Danmark og Grønland – Instruktør: Lene Stæhr – Medvirkende: Nuka Bisgaard, Aqqalu Engell m.fl.