Filmanmeldelse: Kajaki – Årets bedste krigsfilm
En krigsfilm helt uden fjendtlige soldater eller skuddueller. Lyder det kedeligt? Tro om igen. Den britiske instruktør Paul Katis debutfilm “Kajaki” er et intenst, neglebidende og gribende værk, der bedre en nogen storskalakrigsfilm formidler krigens grimme, sønderflåede ansigt.
”Kajaki” bygger på en sand historie fra 2006, hvor en britisk patrulje udstationeret i højdedragende over Kajaki-dæmningen i Helmandprovinsen i Afghanistan, kom til at forvilde sig ind i et gammelt sovjetisk minefelt.
BUM ryger det første underben, blodet sprøjter og muskler og knogler hænger i laser. Da soldatens kammerater iler til hjælp, opdager de til deres rædsel, at hele den udtørrede flodseng vrimler med anti-personel miner af den slags, der ikke er beregnet på at slå ihjel på stedet, men på at lemlæste. En tilkaldt helikopter forværrer situationen yderligere, og snart lyder der flere brag og smerteskrig.
Ude af stand til at røre sig og kun nødtørftigt udstyret til at behandle de frygtelige skader, må mændene vente i timevis på hjælp. Alligevel formår de med kammeratlige drillerier og fødselsdagssange at holde modet oppe og støtte hinanden.
Som regel har krigsfilm det med at være en anelse irriterende med deres usandsynlige plot, latterlige dialog og unøjagtige uniformer og våben. Det gælder imidlertid ikke ”Kajiki”. Hver eneste lille detalje i filmen er korrekt helt ned til ordvekslingerne mellem soldaterne, detaljerne på deres t-shirts og deres tatoveringer.
Den totale mangel på rendyrket vold og et manuskript, der lægger sig så tæt op ad den rigtige historie som muligt (Katis har arbejdet tæt sammen med de overlevende soldater) hæver ”Kajaki” langt over mainstream-krigsfilmen.
Og endnu mere usædvanligt undlader filmen fuldstændigt at gå ind i de politiske diskussioner om krigen i Afghanistan. Her er ingen glorificering af de britiske og amerikanske styrker, ingen ”Vi er de gode, som kæmper mod de onde”, og ingen modsynspunkter om, at allierede var besættelsestropper, der invaderede Afghanistan på et forkert grundlag. At indlade sig på den slags krigs-polemik ville være at skyde forbi den egentlige pointe: At ”Kajaki” handler om kærlighed og offervilje gennem modstand. I stedet fokuserer filmen fuldstændig på de enkelte soldater og de dramatiske begivenheder, der fandt sted den dag.
Paul Katis og manuskriptforfatteren Tom Williams tager sig god tid, og bruger hele den første halve time til at etablere grunddynamikken mellem soldaterne. Vi ser mændene holde kedsomheden fra livet med fysiske aktiviteter, indbyrdes drillerier og Kaiser Chief sange (vi er trods alt i 2006). Og det tvangsfrie kammeratskab øger bare den følelsesmæssige og mentale spænding i forhold til det kaos, der lurer lige om hjørnet – og som Katis skubber os imod med stramt timet og koreograferet uundgåelighed.
”Kajaki” er klinisk renset for de traditionelle krigsfilms svulmende musik, slow motion scener og flashbacks. Det behøver den ganske enkelt ikke. I stedet viser den, at man ikke har brug for et kæmpe budget, måneders filmoptagelser på stedet eller Marlon Brando for at give tilskuerne et apokalyptisk glimt af rædsel og kaos. Katis bruger således al sin erfaring som dokumentarfilmsinstruktør og skaber et semi-dokumentarisk værk med stor visuel og fortællermæssig styrke.
“Kajaki” er klar, sprød, ubarmhjertig og kompromisløs. Skuespillet er upåklageligt, instruktionen og opsætningen sublim, og stemningen tragisk, opløftende og hjerteskærende på én gang. Sjældent har lemlæstede kroppe set mere ægte ud. Det er simpelt hen årets bedste krigsfilm, der i bogstaveligste forstand sprænger sig vej ind i publikums hjerner og hjerter.
Kajaki – 108 minutter – England og Jordan – Instruktør: Paul Katis – Medvirkende: David Elliot, Mark Stanley, Scott Kyle, Benjamin O’Mahony, Bryan Parry, Liam Ainsworth, Andy Gibbins, John Doughty m.fl.
