Filmanmeldelse: Praktikanten – Sexistisk komedie uden drama
De fleste kender vist fornemmelsen at sidde i muntert lag til en fest og være den eneste, der ikke er fuld. Og mens de andre griner, sidder man så der og føler sig mere og mere udenfor og spekulerer på, hvad det dog er, der er så sjovt?
Nøjagtig den fornemmelse havde jeg, da jeg så den amerikanske instruktør Nancy Meyers nye film ”Praktikanten”. Frem for at føle mig underholdt, sad jeg og blev mere og mere irriteret, og så er to timer i et biografsæde altså lang tid.
Både historien og rollelisten tegnede ellers lovende: Sjove og intelligente Anne Hathaway, karismatiske Robert de Niro og dejlige Rene Russo i samme film. Og en stærk, aktuel fortælling om den kvindelige IT-chef Jules Ostin, hvis succes er ved at vokse hende over hovedet. Hun presses derfor både af sin bestyrelse og sin hjemmegående mand for at ansætte en direktør til at tage en del af arbejdsbyrden.
Samtidig ansætter firmaet den modne Ben som praktikant med den utaknemmelige opgave at være personlig assistent for Jules. Snart er han ikke bare ved at udvikle et venskab med sin chef, men bliver samtidig beskyttende faderfigur for resten af virksomheden: Har du problemer med den pige, du er forelsket i? Spørg onkel Ben. Trænger du til et råd omkring korrekt påklædning, når du skal møde en af firmaets store kunder? Spørg onkel Ben. Og mangler du en babysitter eller nogen til at rydde op? Spørg onkel Ben, jamen hvem ellers.
Budskabet er tydeligvis, at kvindelige chefer er seje, og at seniorer har masser at tilbyde en arbejdsplads. De er begge det nye sort, men disse budskaber serveres uden den mindste kant og drama. Hver gang, det kunne være blevet spændene, sørger filmen effektivt for at slippe luften ud af ballonen, inden den sprænger.
Man hører for eksempel en masse om de mere eller mindre mandschauvinistiske kandidater til chefposten, men ser dem aldrig i virkeligheden. På samme måde er Jules hverken aggressiv eller manipulerende, bare en ophængt kvinde med små sjove særheder – herunder at hun ikke kan lide folk, der ikke blinker. Og når Ben får massage af firmaets massør Fiona og får erektion, skynder hans kolleger sig dydigt at five ham en avise, han kan lægge over…..gaaabb
Flere stedet hopper manuskriptet, som om man har klippet nogle scener ud og glemt at lappe fortællingen ordentligt sammen igen. Andre steder bruges der unødig tid på ligegyldige sidehistorier. Som da Jules sender Ben og de andre praktikanter over for at bryde ind i sine forældres hus og slette en sms, hun ved et uheld har sendt til sin mor.
Teknisk er ”Praktikanten” upåklagelig, men hverken Robert de Niro eller Ann Hathaway får udnyttet deres potentialer. Ben-figuren ender som en venligt smilende udgave af Carl fra Pixar-filmen ”Up”, mens Jules mere minder om et sødt virehoved end en, der har banket en forretningssucces op. Dog klæder det historien, at deres relation hele tiden forbliver strengt venskabelig, og der opstår faktisk en ægte venskabs-kemi mellem de to i filmen løb.
Det allermest irriterende ved ”Praktikanten” er imidlertid dens slet skjulte sexisme. På den ene side hylder den Jules for som kvinde at have skabt sin egen virksomhed fra grunden. På den anden side lader den Jules-figuren overveje at kaste det hele overbord for at redde sit ægteskab og læne sig op af faderfiguren Ben frem for sin superkompetente kvindelige sekretær. Så kvinder kan åbenbart kun klare sig på toppen ved at støtte sig til mænd – værs’god at spise!
Sexismen lurer også rent aldersmæssigt. Ben forfølges af en jævnaldrende kvinde fra sit nabolag, men ender i stedet med at falde for Fiona, der er 10 år yngre end han – flot og attraktivt spillet af Rene Russo, men alligevel.
Man forlader biografen med fornemmelsen af, at ”Praktikanten” ville have været sjovere, hvis man havde taget en enkelt øl eller to først, så man havde kunnet grine med.
Praktikanten – 121 minutter – USA – Instruktør: Nancy Meyers – Medvirkende: Robert de Niro, Ann Hatthaway, Rene Russo, Anders Holm, Adam DeVine m.fl.
