Filmanmeldelse: 45 år – Oscar-værdig skildring af et ægteskab i krise
Shakespeare sagde engang, at “Kærlighed ikke er en følelse, der ændrer sig, fordi der sker ændringer. Nej, den er et fast pejlemærke, der tåler storme og aldrig bliver rystet.”
I Andrew Haigs fremragende ”45 år”, må ægteparret Kate og Geoff Mercer (Tom Courtenay og Charlotte Rambling) imidlertid erkende, at deres 45-årige ægteskab står på langt mindre solid grund, end de troede.
Parret er barnløst og lever en tryg og tilbagetrukket pensionisttilværelse bygget op omkring deres livlange forhold og alle de små vaner, der rammer hverdagen ind. Han læser og hører radio, mens han ustandseligt lover omsider at reparere deres toilet. Hun har travlt med at lufte hunden, besøge den lokale by og forberede deres 45-års bryllupsfest.
Alt er kort sagt godt, indtil der en dag dumper et brev ind fra Schweiz. Her har myndighederne fundet det velbevarede lig af Geoffs ekskæreste Katia, der faldt i en gletcherspalte 50 år tidligere og siden har været frosset inde i isen.
Kate tager indledningsvis nyheden pænt og erkender, at hun jo dårligt kan hidse sig op over noget, der skete, før hun overhovedet havde mødt Geoff. Men snart viser det sig, at den fysiske manifestation af den ikke-ældede ekskæreste, rammer deres ægteskab som en følelsesmæssig tsunami.
Geoff er dybt berørt. Han begynder at ryge igen, leder på loftet efter gamle fotos af Katia, overvejer at tage til Schweiz for at identificere liget og vandrer hvileløst rundt i den nærliggende by.
Langsomt begynder Kate at føle, hvordan jorden eroderes væk under deres forhold. Da hun finder ud af, at Geoff officielt står som Katias nærmeste pårørende og finder et afslørende billede af Katia, begynder hun at spørge sig selv, om deres ægteskab i virkeligheden bygger på en løgn. Og om f.eks. parrets barnløshed har en anden årsag, end hun har troet.
Som sagt er det mesterligt gjort. Andrew Haigh har forvandlet en hverdagshistorie om et ægteskab til noget enestående: En subtil dissekering af fortidens vedholdenhed og nutidens skrøbelige stabilitet.
Midt i al tvivlen og mistankerne er der øjeblikke af stor ømhed. Dette er personer, hvis historie står mejslet i hvert blik og bevægelse. Der er intet sted for de to hovedrolleindehavere at gemme sig Courtenay og Rampling har fuldstændig styr på deres spil, mens de således drager publikum ind i ægteparrets frygt og tvivl, selv når vi ser dem på afstand.
Rampling leverer en Oscar-værdig præstation, der understreger, hvordan hun burde være blevet brugt meget mere gennem årene. Hendes fremtoning er en følelsesmæssig symfoni af skrig og hvisken, hendes bekymrede øjne og anstrengte smil et studie i koreografisk præcisionsarbejde, hendes ansigt en langsom falmen, der matcher den smeltende is, der har holdt Katia fast.
Valget af de to til hovedrollerne forsyner ”45 år” med både styrke og dybde. Begge var ikoner i 60’ernes britiske ungdomskultur, så når Geoff siger til Kate ”Du var en ren knock out”, har man ingen problemer ved at genkalde sig den unge, smukke Rambling. Og når hun svarer ”Du var så cool”, husker man Courtenays rebelske charme fra film som ”Billy Liar” og ”The Loneliness Of The Long Distance Runner.”
Filmen følger parret i ugen op til 45-års festen. Da de i slutscenen danser til festen til ”Smoke Gets in Your Eyes”, er deres historie lagt nøgent frem, de indstuderede trin sært fremmede og deres omfavnelse adskilt af afstand både fysisk og tidsmæssigt.
Publikum må selv digte videre, men jeg tror, at de fleste vil være enige om at filmens kvaliteter er indiskutable og at dette bedragerisk enkle og rigt desorienterende blik ned i afgrunden gør ”45 år” til en af årets absolut bedste film.
45 år – 95 minutter – England – Instruktør: Nancy Meyers – Medvirkende: Tom Courtenay, Charlotte Rambling, Dolly Wells, Geraldine James, David Sibley m.fl.
