Filmanmeldelse: Banksy Does New York – Et rasende begavet statement omkring kunst

Hvem ejer egentlig et kunstværk, når skaberen ikke længere er i besiddelse af det? Og hvem har rettighederne til det?

Det er blot ét af de mange spørgsmål, som den nye HBO-dokumentar ”Banksy Does New York” (2014), sætter i spil. Den handler om den berømte og meget anonyme gadekunster Banksy’s happening i efteråret 2013, hvor han hver eneste dag i oktober måned afslørede et af sine kunstværker et sted i den amerikanske millionby.

Filmen får Danmarkspremiere torsdag, når CPH:DOX fejrer, at festivallen for 13. gang har et program klar, med et brag af en fest i Bremen Teater.

Hvis nogen håber, at ”Banksy Does New York” afslører Banksy’s identitet, bliver de imidlertid skuffede. Han er som altid kun til stede via sine værker, og det er et åbent spørgsmål, om Banksy overhovedet selv var i New York i oktober 2013, eller om det hele blev sat i værk af hans hjælpere.

Til gengæld understreger filmen, at Banksy ikke blot er en særdeles kreativ og dygtig kunster med en skarp politisk kant. Han (eller hun) er tillige er en eminent formidler af sin kunst, som lanceres som et Napoleonsk felttog og en professionalitet, der burde gøre garvede marketingfolk grønne af misundelse.

Happeningen i New York blev således orkestreret via Banksy’s hjemmeside, der hver dag kom med afslørende spor til, hvor man kunne finde dagens kunstværk og dermed startede en veritabel skattejagt. For mange fans – eller Banksy Hunters, som de kaldte sig selv – gik der sport i at nå først frem til værket og se det og fotografere det til instagram eller en tweet, inden det blev malet over, ødelagt eller stjålet.

På den måde indgår publikum i allerhøjeste grad som en del af kunstværkerne, og det kan vist roligt konstateres, at de troligt spillede med høj som lav.

Til de førstnævnte hører New Yorks borgmester Michael Bloomberg, der tordner at ”Graffiti er tegn på forfald og tab af kontrol og orden” og dermed slår fast, at grafittiens oprindelssted er mere grafittifjendsk end nogen sinde tidligere.

Til de sidstnævnte hører de lokale beboere, der med menneskets nedarvede opportunisme skyndte sig at dække et af kunstværkerne og kræve penge af de tililende fans for at vise dem det. Og de to mænd, der stjal et andet af kunstværkerne – en opmuret sphinx-skulptur – efter som Banksy ikke længere selv ejede det. På fascinerende vis afstedkommer Banksys fravær således i sig selv en række spørgsmål, mens fans kæmper fra kunstværk til kunstværk mod vandaler, tyve og opportunister.

Grundmaterialet til ”Banksy Does New York” er for en stor dels vedkommende hentet på internettet, og filmen er et kludetæppe af små mobiloptagelser og scener fra håndholdte kameraer mikset med interviews.

På den måde er ”Banksy Does New York” ikke helt så fokuseret eller cinematografisk stærk som den forrige Banksy-dokumentar ”Exit Through The Gift Shop” (2010).

Til gengæld folder den sig ud som et mangfoldigt og dybt underholdende katalog over Banksys kunst. De 31 kunstværker omfatter således alt fra todimensionelle jokes på New Yorks mure, som en hund, der tisser på en brandhane og teksten ”You complete me”, politiske statements mod krigen mod terror og dyremishandling (det sidste i form af en lastbil med jamrende plysdyr stikkende ud af siderne, der kørte rundt i gaderne og titler ”Silence of the Lambs) samt installationer som en radiobil med døden, der kørte rundt på en forladt byggegrund.

Man må beundre Banksys evne til at brede sin kunst ud over så mange felter, at det ikke et sekund bliver kedeligt eller forudsigeligt. Han undlader heller ikke at sætte sig selv i spil og lege med sin egen markedsværdi. I et tilfælde havde han købt et landskabsbillede fra en genbrugsbutik, der arbejder for hjemløse, tilføjet et element – en naziofficer der sidder på en bænk og beundrer landskabet – og leveret billedet tilbage til butikken, som senere solgte det for 600.000 dollars.

I et andet tilfælde havde han hyret en gadesælger med en stand uden for Central Park til at sælge signerede Banksy-originaler for 60 dollars stykket. Ingen troede selvfølgelig på, at de var ægte, så der blev kun solgt syv. Heraf to til en New Zealandsk kvinde, der senere solgte værkerne videre for næsten 300.000 new zealandske dollars.

”Banksy Does New York” kan også nydes for sine mange morsomme øjeblikke: En mand der kigger euforisk på en væg, hvor et Banksy-billede er blevet malet over få øjeblikke forinden, de to fanatiske fans der hver dag kører rundt i byen på jagt efter dagens værk, politifolk der forgæves forsøger at presse det sidste værk – store oppustelige ballonbogstaver, der danner Banksy’s navn – ind i deres bil, for blot at nævne nogle få.

”Banksy Does New York” er på den måde et hurtigt og rasende begavet statement over begrebet kunst som offentlig, publikumsinddragende event. Et kaleidoskopisk billede af by, der i sig selv minder om et gigantisk Banksy-værk, og af de mange måder, som New Yorkerne reagerede værkerne: Nogle ønskede at blive fotograferet med dem. Nogle ønskede af eje dem. Nogle ville beskytte dem og andre slette dem. Nogle fandt dem provokerende, mens andre undrede sig over, hvad i alverden al denne virak skulle til for.

Kombineret med debatten om, hvorvidt gadekunst er hærværk eller en legitim måde at udtrykke sit kunstneriske budskab på, er der rig lejlighed til at forsætte diskussionerne, efter filmen er slut. Eller gætte videre omkring Banksy’s identitet.

Banksy Does New York – 79 minutter – USA – Instruktør: Chris Moukarbel – Medvirkende: Banksy Hunters m.fl.