Filmanmeldelse: Mediterrania – Ingen forlader deres land for sjov
Sjældent har udtrykket ”Som taget ud af en avisoverskrift” virket mere bogstaveligt end i Jonas Capignanos italienske debutfilm ”Mediterrania” om det alt andet end muntre liv for to afrikanske migranter i Europa.
Filmen komme i kølvandet på sensommerens intense flygtningedebat og EU’s seneste udspil for, hvordan man vil tackle bølgen af migranter fra Afrika og Mellemøsten.
Og til alle dem, der taler om ”bekvemmelighedsflygtninge”, vil jeg gerne anbefale en lille tur i biografen. Selv om en film ikke er noget sandhedsvidne, føles ”Mediterrania” ikke desto mindre som sandheden. Ja faktisk får man på fornemmelsen, at virkeligheden er endnu værre end filmens virkelighed, selv om den er slem nok.
”Mediterrania” følger de to venner Ayiva (Koudos Seihon) og Abas (Alassane Sy) fra Burkina Faso, som efter en hård ørkenvandring og en endnu hårdere sejltur over Middelhavet ender i den lille syditalienske by Rosano.
Her forvandler drømmen om at tjene flere penge, end de kan hjemme i landsbyen, sig til barsk virkelighed. De to venner indkvarteres under fattige, slumlignende kår og får lavt betalte jobs som daglejere på en appelsinfarm, alt imens det trækker op til konfrontation med de lokale bøller og højrefascister.
Ayiva og Abas prøver desperat at få fat i en af de forjættede arbejdstilladelser, men de er lige så uopnåelige som pladser på de hurtigtog, de kan se køre forbi i det fjerne. Selv om de får lov at spise med hos deres arbejdsgivere, er de intet andet end billig arbejdskraft, der kan dumpes, når appelsinsæsonen er slut.
Filmens nøgterne næsten dokumentariske stil gør, at man tror på historien og personerne. Dette billede forstærkes af, at Capignano klogt har undladt at fokusere på krigsflygtninge. I stedet bygges historien op om to migranter, der ikke flygter fra krigens rædsler med ”blot” håber på at forbedre deres økonomiske situation og støtte deres familier. For Ayivas vedkommende drejer det sig blandt andet om hans 7-årige datter, som han har efterladt i sin søsters varetægt, og som han håber, kan følge ham senere.
Både Ayiva og Abas har forudfattede – og skal det vise sig alt for rosenrøde – ideer om livet i Italien, godt hjulpet på vej af entusiastiske Facebook-opdateringer fra Ayivas onkel Mades. Abas drømmer desuden om at møde en lækker fotomodelkvinde i stedet for at blive gift med en tyk landsbykone.
Men det viser sig hurtigt, at fotomodelkvinderne ikke lige frem står i kø i Rosano, og at de italienske myndigheder kun giver migranterne et tre måneders visum. Hvis ikke de kan få et fast job i den periode, bliver opholdstilladelsen ikke forlænget.
Fra starten står det klart, at Ayiva er den modne pragmatiker, der er villig til indgå, hvad end situationen kræver af kompromisser, mens Abas er den surmulende og trodsige, der forventer et gyldent pas til europæisk velstand fra dag ét.
”Mediterrania” læner sig smukt op ad arven fra den italienske neorealisme med sit fokus på helt alminelige mennesker og deres livsvilkår og hverdag. Den bæres også frem af en overbevisende hovedrolleindehaver – måske fordi Koudous Seihon selv har været flygtning engang.
Som filmen skrider frem, breder sig en stemning af desillusion og kynisme, alt imens den ene tankevækkende scene efter den anden graver sig ind under huden på tilskueren.
Bagefter er det svært at sige, hvad der har gjort allermest indtryk: Er det, da migranterne bliver overfaldet og frastjålet deres få ejendele i ørkenen? Er det da de sidder rædselsslagne i en lille båd i stormvejr på Middelhavet og klamrer sig til hinanden? Udtrykket i deres øjne, da de ser deres lille usle, rottebefængte aflukke i Rosano? Scenen hvor de genser og fester med nogle af kvinderne fra deres rejse, kun for at opdage, at de nu arbejder som prostituerede? Eller da Ayiva i frustration tramper løs på en rotte, til den til slut ligger som en blodig klump kød på gulvet?
I virkeligheden er det det hele. Det langsomme, men uundgåelige tab af værdighed og håb, mens drømmene bliver skrællet af. Som skallen på de appelsiner, der snarere end at være friske frugter bliver symbolet på deres undertrykkelse – og som vil efterlade en besk eftersmag hos tilskuerne, når de næste gang køber frugt hos grønthandleren.
”Mediterrania” giver stof til eftertanke, og den kommer på det helt rigtige tidspunkt. Hvis en film så rig på indsigt og forståelse dukkede op hver gang, at man læser om et vanskeligt problem i avisen, så ville de allerfleste af verdens problemer måske kunne løses.
Mediterrania – 107 minutter – Frankrig, Italien og England – Instruktør: Jonas Capignano – Medvirkende: Koudous Seihon, Alassane Sy, Annalisa Pagano, Sinka Bourehima, Davide Schipilliti m.fl.
