Filmanmeldelse: He Named Me Manala – Pigen der ikke kunne slås ihjel

“Jeg fortæller ikke min historie, fordi den er unik, men fordi den ikke er det.”
(Malala Yousafzai da hun modtog Nobels Fredspris)

Det er svært at komme i tanke om en person her i verden, der har gjort sig mere fortjent til at få fortalt sin historie end den pakistanske teenagepige Malala Yousafzai.

Den 9. oktober 2012 blev den dengang 12-årige Malala skudt i hovedet i sin hjemby i Swat dalen i Pakistan af Taliban, fordi hun kæmpede for pakistanske pigers ret til at gå i skole.

Ved et mirakel og ihærdig lægehjælp overlevede hun og er siden blevet et symbol i hele verden i kampen for uddannelse. På hendes 16 års fødselsdag talte Malala i FN og blev kaldt ”Vores heltinde” af generalsekretær Ban-Ki-Moon. Året efter modtog hun Nobels fredspris og på sin 18 års fødselsdag i år åbnede hun en skole i Libanon for syriske flygtninge finansieret af hendes egen fond.

På den måde er den ikke nogen nem opgave, som dokumentaristen Davis Guggenheim har sat sig for: At beskrive et menneske, der trods sin unge alder allerede virker ”larger than life”, ja næsten helgenagtig.

Derfor er det også filmens helt store fortjeneste – og væsentligste styrke – at det er lykkedes for Guggenheim at finde balancen: På den ene side tegne et billede af en muslimsk Jeanne d’Arc, der mere fremstår som et symbol end en levende person af kød og blod. På den anden side indfange den unge, helt almindelige teenagepige, som Malala også er.

Nogle af filmens stærkeste scener er således, når kameraet fanger Malala i en dagligdags situation: Når hun sidder i familiens eksilhjem i Birmingham og kæmper med at være international aktivist samtidig med, at hun slider hårdt for at klare sin skole. Når hun kærligt konkurrerer med sine to brødre, som smilende fortæller, hvordan hun slår dem. Når hun rødmende indrømmer sin fascination af sportsidoler som Shane Warne. Og når hun fniser ukontrollabelt, mens hun ser Minions på tv. Malala er åben, behagelig, ekstremt sød, genert, beskeden, hengiven over for sin far og resten af sin familie og frem for alt totalt ærlig. Hun ånder og lever og bliver virkelig for øjnene af os. Og oplevelsen får næsten noget vantro over sig, fordi hun var så tæt på at dø.

Mere komplekst er Malalas forhold til faderen Ziauddin, der var lærer og aktivist og lige som hende står på Talibans dødsliste, hvis de nogen sinde vender tilbage til deres hjemby.

Det var Ziauddin, der opkaldte Malala efter den afghanske folkeheltinde, der i 1880 opildnede de lokale pasthun-krigere til kamp mod de britiske tropper. Afghanerne vandt, men Malala blev skudt under kampen og fik martyrstatus.

Det var også Ziauddin, der støttede sin datter, da hun trodsede den lokale Taliban-leder Mullah Fazluttah, lige som Malalas første spørgsmål, da hun omsider vågnede op af sin koma efter skuddet var ”Hvor er min far?”.

Man er således ikke i tvivl om, hvor Malala, har sin kampgejst fra, når man hører hendes far sige at ”Hvis man tier, mister man sin ret til at eksistere”. Men samtidig lurer spørgsmålet, om Ziauddin pressede sin unge datter til en aktivisme, hvis konsekvenser hun ikke kunne overskue. Alligevel føles det næsten som en fornærmelse at komme med den slags beskyldninger omkring en pige, der som 12-årig øvede sig i at undervise i tomme klasselokaler og som 15-årig viste større mod end de fleste af os gør gennem et langt liv.

I forhold til disse to virker Malalas mor nærmest ikke-eksisterende og bliver synonym med de millioner af uuddannede kvinder med begrænset udsyn og muligheder i livet, som Malala kæmper for.

”He Named Me Malala” fortæller historien om et lille pakistansk samfund, der først var begejstrede for Taliban, indtil de hellige krigere viste deres sande ansigt og begyndte at undertrykke indbyggerne med trusler, nedbrændinger, drab og total kontrol over kommunikation og undervisning.

Davis Guggenheim skildrer begivenhederne frem til skuddene mod Malala og hendes veninder i præcist doserede glimt, der veksler mellem scener fra Malalas nye liv i England og hendes internationale arbejde. Det hele suppleres af smukt animerede sekvenser, der blandt andet viser fortællingen om den afghanske folkeheltinde og skudattentatet – et lille kunstgreb, som understreger parallellen mellem den historiske og den nutidige Malala.

Den 88 minutter lange film føles ikke et sekund for lang. Man fascineres og gribes af dette enestående menneske. Sjældent har en film og dens budskab været mere væsentligt, for som Malala siger i en af de afsluttende scener fra hendes tale, da hun fik Nobels fredspris:

”I dag har jeg taget nogle af mine søstre fra Pakistan, Nigeria og Syrien med, som deler min historie. Mine tapre søstre Shazia og Kainat, der også blev skudt den dag i vores skolebus, og som ikke er stoppet med at lære. Min tapre søster Kainat Soomro, som har været udsat for overgreb og ekstrem vold, men som ikke gav op, selv da hendes bror blev dræbt. Min modige søster Mezon fra Syrien, der nu lever i en flygtningelejr og går fra telt til telt og opmuntrer piger og drenge til at lære og uddanne sig. Og min søster Amina fra Nigeria, hvor Boko Haram truer, stopper og kidnapper piger, der ønsker at gå i skole.
Så selv om jeg fremstår som én pige og én person på 5 fod og 12 tommer inklusive mine høje hæle, er jeg ikke bare én stemme, men mange:
Jeg er Malala men også Shazia.
Jeg er Kaniat.
Jeg er Kainat Soomro.
Jeg er Mezon.
Jeg er Amina.
Jeg er alle de 66 millioner kvinder, som er frarøvet muligheden for at få en uddannelse. Så det er ikke min stemme, jeg hæver, men disse 66 millioner pigers.”

He Named Me Malala – 87 minutter – USA – Instruktør: Davis Guggenheim – Medvirkende: Malala Yousafzai, Ziauddin Yousafzai m.fl.