Filmanmeldelse: Spectre – Fejende flot tur til Bond-land
Hvis tredje gang er lykkens gang, hvad er så fjerde?
Det er dilemmaet for den nye James Bond film, med den ildevarslende titel “Spectre” – seriens nummer 24 og den fjerde i rækken med Daniel Craig som Bond.
Den seneste Bond-film “Skyfall” (2012) præsterede således ikke blot en rekordomsætning på 5-6 milliarder kroner. Den blev også fuldt til dørs af et hav af begejstrede anmeldelser (mange kaldte den for den bedst Bond-film nogensinde), to Oscar-statuetter og sågar en BAFTA-pris for bedste engelske film.
Så hvad gør man, når man som instruktøren Sam Mendes allerede har ramt himlen en gang og leveret den vare, som alle Bond-fans sukkede efter? Svaret er, at man forsøger igen og tømmer Bond-kassen for hvert eneste lille trick og gimmick, som man skånselsløst bruger for at nå sit mål og minde os alle om, hvorfor vi elsker James Bond.
Det lykkes ikke helt, men mindre kan bestemt også gøre det. Selv om ”Spectre” ikke er nogen ny ”Skyfall” har den masser af det, som det kræsne Bond-publikum forventer, af den tilsyneladende uopslidelige agent-franchise, der nu kører på 53. år: Eksotiske steder (Mexico City, London, Rom og Tanger), spektakulære stunts, intriger, flotte kostumer, gode grin (hvoraf de fleste leveres af Ben Whishaws nye, unge Q) og et plot, der er lige så absurd, som det – sælsomt nok – er realistisk i sin dystre fremstilling af moderne overvågningsteknologi.
Det starter formidabelt blandt skelletklædte karnevalsgæster til de dødes fest i Mexico City. Bond, der også er klædt ud, lokker en lokal skønhed (Stephanie Sigman) op på sit hotelværelse, hvor han efter en lynomklædning efterlader hende forbløffet på sengekanten, inden han træder ud af vinduet og elegant vandrer hen ad den brede gesims klar til at dræbe. Målet er den italienske Mafioso Sciarra (Alessandro Cremona), og snart styrter bygninger i grus, og der kæmpes for livet i en helikopter, som roterer faretruende rundt over byens totalt menneskefyldte, centrale plads Zocaloen.
Derefter tager titelsekvensen over. Og mens Sam Smiths titelmelodi langt fra hører til blandt de mest iørefaldende Bond-melodier, er der visuelt tale om en sand tour de force, hvor blækspruttetentakler snor sig faretruende om både afklædte kvinder og en bar Daniel Craig (så skulle alle vidst være tilfredse).
Tilbage i London bliver Bond suspenderet for eskapaderne i Mexico af sin chef M (Ralph Fiennes), der selv er hårdt trængt. Den nye unge chef for MI5 Max Denbrigh (Andrew Scott) vil nemlig reorganisere hele det britiske efterretningsvæsen og nedlægge 00-sektionen.
James Bond har dog ikke tænkt sig at sidde stille. Han er kommet på sporet af en mystisk, verdensomspændende organisation, Spectre, som skal stoppes for enhver pris. Med hjælp fra den evigt servile Moneypenny (Naomie Harris) og den mere modstræbende Q, er han snart på vej mod Rom i en ny Aston Martin DB10 med spændende knapper på instrumentbrættet.
Jagten bringer ham i kontakt med hans gamle ærkefjende Mr. White (Jesper Christensen) og dennes datter Madeleine (Lea Seydoux)
Resten af handlingen skal ikke røbes her. Blandt højdepunkterne er en forførelsesscene, hvor Bond stønner sin ikoniske replik ”My name is Bond – James Bond”, sekunder inden han kysser den altid kysværdige Monica Bellucci. En togtur gennem en nordafrikansk ørken, hvor Bonds og Madelaines romantiske middag afbrydes af Spectres muskelstærke håndlanger, og hvor ingen tilsyneladende bagefter stiller dem til regnskab for det halvsmadrede tog (den var ikke gået hos DSB). Et spektakulært Spectre-hovedkvarter i et gammelt meteorkrater og en velkoreograferet forfølgelsesscene gennem sneen, hvor Bond bruger et fly som sneplov.
Det hele glider som en velsmurt og vældig underholdende maskine. Med 148 minutter er ”Spectre” dog for lang og taber momentum i den sidste tredjedel. Forunderligt nok er det Christoph Waltz i rollen som superskurken Ernst Blofeld, der ikke rigtig slår til. I forhold til Javier Bardems lidenskablige psykopat i ”Skyfall” virker Waltz bleg og blodfattig. Han har altid været mere verbal end fysisk, men her kammer hans talegaver over og bliver ligegyldig ”monologing”, så man helt forstår James Bond, når han beder Blofeld om at ”få det overstået, så jeg slipper for at høre på dit kævl”.
Man savner efterhånden også en superskurk, der er drevet af noget større – af magtbegær og megalomani – frem for de seneste films personlige hævnmotiver. På mange måder er det positivt, at Bond-filmene med Daniel Craig har taget en langt mere personlig drejning, men lige i forhold til skurkene og deres motiver har det ikke ubetinget været en fordel.
Endelig må man sige, at finalen i ”Spectre” virker en kende flad i forhold til ”Skyfalls” indædte og visuelt flotte klimaks i Bond-familiens gamle herresæde.
Til gengæld fremstår Daniel Craig mere og mere som den næstbedste James Bond nogen sinde efter Sean Connery, og Léa Seydoux er et spændende match. En kvinde som kan skille en pistol hurtigere, end man kan sige 007, bestille en vodka martini dirty, mens Bond må nøjes med en proteinshake, og minsandten ser ud til at tæmme agentverdenens bad boy og få ham til at lægge alt det kedelige myrderi i nationens tjeneste på hylden.
Det aktualiserer selvfølgelig spørgsmålet om, hvor Bond-universet bevæger sig hen herfra? For det første er det usikkert, om Craig vender tilbage til rollen, som han ellers er skræddersyet til. Han har således udtalt, at han hellere vil snitte håndleddene over end spille 007 igen, men mon ikke et nyt honorar på 30-40 millioner dollars kan få ham til at skifte mening? For det andet har de seneste fire film udgjort en sammenhængende historie, der nu virker afsluttet.
Men alt kan ske i Bond-land, og producenterne har gang på gang vist en evne til at forny sig og genfortolke Bond-universet. Så uanset hvad, har man næppe set det sidste til verdens mest kendte agent.
Spectre – 148 minutter – Storbritannien og USA – Instruktør: Sam Mendes – Medvirkende: Daniel Craig, Léa Seydoux, Monica Bellucci, Christoph Waltz, Ralph Fiennes, Naomi Harris, Andrew Scott m.fl.
