– Vi ønsker i høj grad at sætte dagsordenen og være med til at præge debatten, siger lederen af CPH:DOX Tine Fischer
Det er de færreste, der kan prale af, at have startet en filmfestival. Men Tine Fischer kan. Det var hende, der i 2003 var hoveddrivkraften bag oprettelsen af CPH:DOX, og som har stået i spidsen for festivalen lige siden.
– Dengang arbejdede jeg som programredaktør for Cinemateket. Derfor er der også nogle, der tror, at det var Det Danske Filminstitut (DFI), der startede DOX, men det var mig, smiler Tine Fischer.
Vi sidder på hendes kontor på Tagensvej 85, samme bygning der også huser BUSTER filmfestivalen og MIX Copenhagen. Der er to uger, til CPH:DOX går i gang for 13. gang, og døren til kontoret er både lukket og låst. Ellers ville vi ikke få fred til at gennemføre interviewet.
”CPH:DOX – Mere end en filmfestival” står der på en af de forreste sider i årets program, og det er nærmest en underdrivelse. Filmdelen alene byder på omkring 200 film – mere end selv de mest hardcore filmfanatikere ville kunne nå på festivalens 10 dage. Dertil kommer et hav af udstillinger, koncerter, seminarer, konferencer, workshops og debatarrangementer og som noget helt nyt et 60 meter langt festivaltelt i Kongens Have, der nærmest skal fungere som et Folkemøde i miniformat. Her vil CPH:DOX blandt andet præsentere et tredages demokratilaboratorium ”REALITY-CHECK” sammen med Politiken, der via filmforevisninger, talks, workshops og debatter tager pulsen på virkeligheden og demokratiet anno 2015.
– Man kan i princippet deltage i CPH:DOX fra start til slut uden at se en eneste film. Har I efterhånden fjernet jer for meget fra det, der er kernen i en filmfestival – altså filmene?
– Overhovedet ikke. DOX har altid haft en tværkunstnerisk profil. Der findes to slags filmfestivaler: De klassiske festivaler, der holder sig til at vise film, og så festivaler som vores.
– Allerede da DOX startede i 2003, skete det i samarbejde med musikverdenen, kunstverdenen og den politiske verden. Dels fordi os, der sad i redaktionen, havde et bredere interessefelt. Dels fordi vi mente – og stadig mener – at film ikke står alene, men konstant er i dialog med andre kunstarter og platforme, forklarer Tine Fischer.
– Handler det også om at give CPH:DOX bredere appel?
– Det gør det bestemt. Da vi startede, var der stort set ingen i Danmark, der så dokumentarfilm, og ingen der så dokumentarfilm i biografen. Scenen for dokumentarfilm var blot en lille branchekultur, så hvis vi ville i dialog med især de yngre målgrupper, var vi nødt til at gøre det anderledes.
– Vores løsning var at brede festivalen ud. Hvis vi for eksempel viste en film om skater-kultur, så skulle den selvfølgelig vises på en skatebane, fordi vi vidste, at mange af dem, der ville være interesserede i at se den, kom fra skater-miljøet.
– Dokumentarfilm handler jo om virkeligheden, så derfor skal de også ud og leve i virkeligheden. Samtidig har de et stort debatindhold, så derfor forekommer det naturligt, at snakke om filmenes emner og temaer bagefter og gøre det, hvor det sker. Vi vil godt have, at publikums oplevelse af filmene ikke stopper ved rulleteksterne, fastslår Tine Fischer og tilføjer:
– Med vores REALITY-CHECK samarbejde med Politiken går vi så endnu længere ind i debatten og forsøger at blive reelt agendasættende i det sociale og politiske rum.
– Men rykker CPH:DOX ved debatten? Har I kant nok?
– Om vi har kant nok, må du spørge andre om, men vi har helt klart en politisk agenda.
– Om vi rykker? Det ville jeg rigtig gerne have en analyse af, for det er én af mine kæpheste. Jeg tror, at kultur har en sindssyg væsentlig rolle at spille i forhold til, hvordan den politiske agenda udfolder sig i både det offentlige og det private rum.
– Vi så det sidste år, da vi viste ”Citizenfour” om whistlebloweren Edward Snowden på festivalen og bagefter var rundt i hele Danmark og vise filmen og lave workshops om at beskytte sig digitalt. Siden da har hele diskussionen om overvågning fyldt utrolig meget i medierne. Selvfølgelig handler det også om, at vi ramte tidsånden, men det er første gang, jeg har oplevet, at tematikken i CPH:DOX i den grad har grebet om sig.
Efter at CPH:DOX i 2014 havde massivt fokus på begrebet demokrati, sætter festivalen denne gang fokus på klimaet. DOX’ to gæstekuratorer – samtidskunstneren Olafur Eliasson og den canadiske aktivist og forfatter Naomi Klein – har begge sammensat et filmprogram, der på hver sin måde kommer omkring temaet.
– CPH:DOX ligger jo et par uger før det meget vigtige klimatopmøde i Paris, så det er vores måde at forsøge at skabe et rum for klimadebatten, der har været stort set ikke-eksisterende herhjemme siden valget. I virkeligheden er det absurd, for alle ved, at det går den forkerte vej, men samtidig er det utrolig svært, også for de politiske beslutningstagere at gøre noget.
– Du får det næsten til at lyde som om, at I er en politisk græsrodsbevægelse. Vil i gerne sætte dagsordenen?
– Ja, 100 procent. Men samtidig er der stor forskel på CPH:DOX og en politisk græsrodsbevægelse, og selv om jeg har 100 procent respekt for Folkemødet, så er vi heller ikke et Folkemøde. Vi har rod i kunsten, så hvis man tog mig og plantede mig i for eksempel en politisk organisation, så ville det ikke fungere.
– Til gengæld mener vi, at kunsten har en vigtig rolle at spille i det aktive civilsamfund: Græsrodsbevægelserne, medierne og kulturen. Og selv om der er forfattere og debattører, som melder sig, når der er problemer, så måtte det kunstneriske Danmark gerne komme endnu mere på banen i debatten, mener Tine Fischer.
– Når dokumentarfilm fylder mere i filmbilledet i dag skyldes det vel også, at der er sket en kæmpe udvikling inden for dokumentarfilm de sidste 10-15 år, herunder også dansk dokumentarfilm?
– Helt afgjort. Da vi startede, var der et helt andet dokumentarfilmmiljø herhjemme. CPH:DOX begyndte stort set samtidig med, at man etablerede en dokumentarfilmlinje på Filmskolen. Det betyder, at der i de mellemliggende år er kommet en ny generation af instruktører og producenter, som er uddannet inden for dokumentarfilm og vokset op sammen med klipperne.
– Resultatet er, at vi i dag ikke blot har et miljø af dokumentarister, som er sindssygt dygtige, men også har fået dokumentarfilm, som rent teknisk er langt bedre end tidligere og i langt højere grad appellerer til et bredt biografpublikum.
– Er I, hvor I gerne vil være nu? Eller hvor vil du gerne have, at CPH:DOX bevæger sig hen i de kommende år?
– Der er flere måder at anskue det på. For det første skal der fortsat være plads til, at være intuitive og organiske i vores måde at udvikle CPH:DOX. Verden kan jo være et helt andet sted om et år.
– For det andet er det vigtigt at skærpe det faktum, at kunst og kultur kan have en virkning på samfundsdebatten og være med til at sætte vigtige forandringsprocesser i gang.
– Endelig har vi også et ønske om at udvikle CPH:DOX rent strategisk. DOX hører i dag til blandt de største dokumentarfilmfestivaler i verden, men vi ønsker at blive den allerstørste – altså større end IFDA-festivalen i Amsterdam (verdens største dokumentarfilmsfestival).
– I vil med andre ord gerne være dokumentarfilmenes Cannes Festival?
– Ja, sådan kan man godt sige det, smiler Tine Fischer.
– Man snakker jo meget om, at grænsen mellem dokumentar og fiktion bliver mere og mere udvandet. Ser du det som et problem?
– Nej. CPH:DOX har altid været grænsesøgende og push’et grænserne. Det har skabt en masse ståhej gennem årene, men nu er det jo nærmere normen end undtagelsen, at dokumentarfilm er en form for hybrider.
– Skader det ikke troværdigheden?
– Jeg mener, at man som dokumentarfilminstruktør er nødt til at indgå en kontrakt med publikum, så de er klar over, i hvilken kontekst, de skal opfatte det, der sker på lærredet. Er der pillet ved materialet, eller fungerer instruktøren bare som øjenvidne. I Snowden-filmen har instruktøren Laura Poitras for eksempel intet gjort ved materialet. Her ville det det have været ødelæggende for troværdigheden og filmens styrke, hvis hun havde manipuleret med stoffet. Omvendt kan man tage en film som Banksys ”Exit Through The Giftshop”, hvor det er en del af kontrakten, at vi reelt ikke aner, om det, vi ser, er virkeligt, eller én stor happening.
– Et sidste spørgsmål. Hvis du nu deltog i CPH:DOX og ikke var leder af festivalen, hvad ville du så gøre?
– Hvis jeg ikke var mig, så ville jeg stadig bruge halvdelen af tiden på at se film. Et interessant tankeeksperiment i øvrigt.
