Filmanmeldelse: Døden lurer “Under sandet”

Forestil dig, at du ligger på maven på en sandstrand og forsigtigt banker i jorden med en træstav. Dine hænder ryster, og du sveder – ikke fordi solen bager fra oven, men fordi du ved, at hvis du gør den mindste fejl, så bliver du enten dræbt eller får sprængt arme og ben af, når en af minerne i sandet under dig eksploderer. Og nej du er ikke i Mellemøsten, men ved Vesterhavet.

Sådan er det enkle og uhyggelige udgangspunkt i Michael Zandvliets tredje spillefilm ”Under sandet”. Her tager han fat i et af efterkrigstidens mest glemte og skamfulde kapitler.

Filmen starter i maj 1945 få dage efter, at tyskerne har kapituleret, og danskerne er blevet befriet efter fem års besættelse. Men ikke alle de tyske soldater er på vej hjem. En lastbilkonvoj med unge, tyske krigsfanger er på vej i den modsatte retning. De unge drenge udleveres til de danske myndigheder og anbringes under skarp bevogtning på en kaserne et sted i Sønderjylland. Her skal de i løbet af tre dage lære at desarmere landminer.

Efter denne lynoplæring bliver drengene fragtet videre ud til den jyske vestkyst. Her bliver de tvunget til at hjælpe med at fjerne de to millioner miner, som den tyske besættelsesmagt i løbet af krigen har placeret under sandet langs den danske kyst for at forhindre en allieret invasion.

Kravlende rundt i sandet bliver de beordret til at udføre det livsfarlige arbejde med deres bare hænder under ledelse af den danske sergent, Carl Leopold Rasmussen (Roland Møller).

Forholdene er fortvivlende. Ud over arbejdets farlighed må drengene leve under kummerlige vilkår. De indkvarteres i en simpel træbarak, hvor de låses inde hver aften, og får så beskedne madrationer, at de snart tyr til desperate løsninger for at få stillet deres sult.Samtidig må de døje med deres vogter, den danske sergent Carls, hån og hårde behandling. Først lader han sit generelle had til fjenden gå ud over drengene, som han bevogter ene mand sammen med sin trofaste hund. Men i takt med, at ulykkerne begynder at ske og arbejdet koster flere og flere liv, ændrer Carl langsomt sit syn på tyskerne.

Efterhånden udvikler der sig et sært skæbnefællesskab mellem de unge drenge og deres fangevogter. Drengene samles om den stille, men modne Sebastian, som også knytter en form for venskab med Carl, der i ham genkender den samme stålsatte pligtfølelse og ansvar som hos sig selv.

Men uanset de menneskelige bånd kræver arbejdet ubarmhjertigt sine ofre. Til slut er det er spørgsmål, om der overhovedet er nogen af dem, der overlever. Da Carl erfarer, at hans overordnede ikke har tænkt sig at holde deres løfte om at sende drengene hjem, når de har ryddet området for miner, må han træffe en svær beslutning mellem pligt og anstændighed.

Det er næsten så grimt og uglorværdigt, som det kan blive. Martin Zandvliet benytter de historiske kendsgerninger til at fortælle en historie om had, hævn og tilgivelse. Om hvordan en hel nations hævntørst kommer til udtryk i de enkelte mennesker, og hvordan nogle unge tyske drenge bliver gjort til skurke i alles øjne og må bøde for alle krigens ugerninger – til trods for, at de blot var børn, da den brød ud.

Samtidig udnytter han det farlige minerydningsarbejde til at skabe en næsten ubærlig spænding. På den ene side kommer man som publikum ind under huden på de tyske drenge. På den anden side, ved man aldrig, hvornår den næste mine eksploderer. Kun at det sker. På den måde har Zandvliet ganske enkelt skabt en af de mest nervepirrende danske film, som længe er set.

Det er førsteklasses filmhåndværk også på skuespillersiden. Roland Møller får omsider sin første hovedrolle i ”Under sandet” og overgår alle forventninger. Hans barske og rå udstråling passer perfekt til rollen, og vi følger den hårde enegænger og hans følelsesmæssige forvandling fra had til medfølelses i alle dens små enkeltheder: Hvert enkelt hårde blik, hvert drag om munden, når han venligt klapper sin hund, og når han langer de unge endnu en lussing eller beordrer dem til på række at spadsere gennem et minefelt for at sikre, at det er ordentligt ryddet. Det kunne så nemt være endt som endnu en endimensionel kliché-figur, men gør det ikke.

Dog uanset hvor stor en indsats, Roland Møller gør, kunne han ikke have trukket filmen hjem alene.  Han sekunderes perfekt af en gruppe unge – og for fleres vedkommende ukendte – tyske skuespillere med Louis Hofmann i spidsen som den viljestærke Sebastian. Tit er man lige ved at tro, at man ser på nogle ægte 16-17 årige drenge og ikke skuespillere, så troværdigt virker det.

Det er på alle måder en tankevækkende film, som Michael Zandvliet leverer her og tiltrængt.  Det er kun et halvt år siden, at Roni Ezra med ”9. april” fortalte om et andet mørkt dansk kapitel fra krigens dage. Her var det unge danske soldater som blev ofret. Denne gang er det så tyske. I ”9. april” var skurkene de danske politikere. Her er det hele det danske folk, der pålægges en kollektiv skyld for at have lukket øjnene – præcis som mange tyskere lukkede øjnene for de uhyrligheder, der foregik i nazisternes udryddelseslejre. I alt deltog 2.000 unge tyske soldater i minerydningen, hvoraf halvdelen blev enten dræbt eller svært kvæstet.

”Under sandet” bygger i øvrigt på juristen og historikeren Helge Hagemanns bog ”Under tvang” fra 1998, som indledes med dette tankevækkende citat af chefen for den tyske mineskole Hautmann Geuer:

”Soldaterne er langsomt og inderligt kommet så langt ud, at de kun under tvang og sitrende over hele kroppen begiver sig ud i minefelterne. Det er umuligt at befale mændene at gå ud i minefelterne, da de siger til sig selv: Om vi ved minerydningen skal miste øjne, hænder eller ben eller blive dræbt af minerne, eller om vi skal blive skudt af englænderne, er os ligegyldigt.”

Under sandet – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Michael Zandvliet – Medvirkende: Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard, Laura Bro, Louis Hoffmann, Koel Basman, Oskar Bökelman, Emil Belton, Oskar Belton m.fl.