Filmanmeldelse: Victoria – Mesterlig kamerabedrift fører til fantastisk filmoplevelse
Lad det være sagt med det samme. Sebastian Schippers heist-drama ”Victoria” er en fantastisk filmoplevelse.
Filmen handler om den unge spanske kvinde Victoria, der på en natklub i Berlin møder fire søde unge fyre – Sonne, Boxer, Blinker og Fuss – og beslutter sig for at hænge ud med dem i stedet for at gå hjem.
Det starter uskyldigt med lidt butiksrapseri og fest på et tag. Herfra eskalerer det så i stadigt stigende tempo til biltyveri, bankrøveri, skyderi og kidnapning, mens skæbnesvangre beslutninger fører de unge gennem gaderne, snart berusede af glæde, snart i vild flugt.
Den slags historier om kup og deres konsekvenser er der lavet mange af, så det er ikke manuskriptet, der gør ”Victoria” enestående.
Det er heller ikke de fem unge skuespilleres i øvrigt fremragende præstationer og den fuldstændigt autentiske dialog, hvor der ikke er en eneste falsk tone.
Nej, det fantastiske ved ”Victoria” er måden, som Sebastian Schipper har valgt at fortælle sin historie på. Den 140 minutter lange film er nemlig optaget i én lang kamerabevægelse uden et eneste klip.
Og her taler vi ikke om en tilsyneladende ubrudt kamerabevægelse med skjulte klip, som man så det tidligere på året i ”Birdman”, hvor ingen af kamerabevægelserne i virkeligheden var mere end et kvarter lange.
I ”Victoria” er det den ægte vare, hvilket gør Sebastian Schiffers valg både modigt og vanvittigt. Modigt fordi der ikke findes nogen fortilfælde, som han og hans folk har kunnet læne sig op ad. Vanvittigt fordi man i sagens natur kun har én chance for at få den optagelse, man ønsker og rigtig mange muligheder for, at noget går galt.
Ydermere har den slags kunstgreb det med at stjæle opmærksomheden eller fremstå som rent blær, men ikke her. Manden bag den rekordlange kamerabevægelse, den dansk-norske fotograf Sturla Branth Grøvlen, er nemlig gået en tredje vej.
Hans kamera danser ikke elegant rundt mellem skuespillerne, som var det en veltilrettelagt koreografi. I stedet opfører Sturla og hans kamera sig som om, at de er gruppens usynlige sjette medlem. Vi har med et kamera at gøre, der ikke er altvidende og forudser skuespillernes bevægelser og stiller sig i den bedste position, men snarere lever med i hver enkelt lille del af dramaet efterhånden som det udvikler sig. Når gruppen sidder og hyggesnakker, panorerer kameraet jovialt rundt. Når Sonne og Victoria er alene på den café, hvor hun arbejder, fanger det deres ansigter og alle de små tegn på den gryende forelskelse mellem dem. Og når der udbryder panik, går kameraet også i panik og flakser hektisk rundt, så åndenøden forplanter sig ud til publikum. Det er i bogstaveligste forstand som at være der selv.
Resultatet er, at man som tilskuer suges fuldstændig ind i historien og gennemlever den som en intens, følelsesmæssig og fysisk tour de force med bankende hjerte og nedbidte negle. Hvis nogen film kan prale af at have autencitet og nerve, så er det denne her.
Ydermere bygger Sebastian Schipper sin historie op som en trænet manipulator. Først den langsomme indledning og det uskyldige møde mellem Victoria og de unge mænd. Så vendepunktet i caféen, hvor det går op for Sonne – og for os – hvorfor Maria søger eventyret i Berlin. På det tidspunkt har Schipper allerede spundet sit net omkring os, så vi villigt lader os føre med, da handlingen for alvor begynder at tage fart.
Den tyske instruktør og hans hold brugte en god uge til at indøve, filme og tilpasse de forskellige dele af filmen. Derefter gennemførte man den første ubrudte optagelse af hele filmen og derefter yderligere to forsøg efter henholdsvis 10 og 13 dage.
Det er det sidste forsøg, der er den færdige film. Sjældent har en fotograf i den grad været på overarbejde – og sjældent har resultatet været mere tilfredsstillende. ”Victoria” er ganske enkelt et mesterværk.
Victoria – 140 minutter – Tyskland – Instruktør: Sebastian Schipper – Medvirkende: Laia Costa, Frederick Lau, Franz Rogowski, Burat Yigit, Max Mauff m.fl.
